Tema: Generationer

Generationer er noget, vi kalder hinanden

AF FELIX THORSEN KATZENELSON, FREELANCE JOURNALIST 

Der er så meget, de unge ikke forstår. De ved ikke, hvordan samfundet hænger sammen, de har for lidt livserfaring og for mange dårlige ideer. 

Der er så meget, de gamle ikke forstår. De er rustet fast i gamle idealer og blevet doventkonservativt forvænte. Nogle dage kan det synes sådan: Som om en gabende kløft af mismod og vrængende misforståelser findes mellem generationerne. Som om man per definition ikke vil forstå hinanden. 

Står de gamle i vejen for de unges muligheder? Er de unge for navlepillende woke til at give plads til andre? 

Problemet er jo, at alle generationer tror, de har fået verden i dåbsgave. At netop de var dem, der fiksede det hele. De gik på gaden for at kæmpe for noget, og de fik sikkert meget af det gennemført. Men nærmest så snart, som de har fejet de sidste demoskilte væk, kommer der en ny og yngre generation og råber på noget nyt: 

Vi vil have mere ligestilling, flere rettigheder. Vores vrede er den samme som jeres dengang, nu er det bare jer, der skal tage imod noget af den. 

Jeg kan godt forstå, det er hårdt. I skubbede verden foran jer, og så kommer der nogle med energi, de har arvet fra jer, og vil rulle videre. Vi er ikke nødvendigvis ude på at trille hen over jer, men vi har altså heller ikke tænkt os at stoppe her. Og i øvrigt kommer der sikkert nogle endnu yngre om lidt og overtager håbet. 

Jeg er selv som 28-årig i den yngste ende af millennial-generationen. Jeg er, som de fleste fra min generation, barn af forældre fra babyboomer-generationen. Derfor er det måske også så kompliceret os generationer imellem; vi er jo i familie, for pokker. 

Jeg arbejder på Politiken, og her ulmer konflikterne også. Disse opgørenes år er vigtige for en nyheds- og meningsmaskine. Grænserne bliver konstant trukket op ude i samfundet, og det siver ind på redaktionen. 

Sexisme, racisme, klimaforandringer og alt det andet farlige flyder ned ad siderne, og intern enighed er ikke altid muligt. 

Det ser ud til, at vi er bange for hinanden. Bange for, at de voksne sidder på magten og aldrig giver en tomme fra sig – chefer, til de dør. Bange for, at de unge stormer kastellet, smider alle folk i glemslens guillotine og alle busterne i kanalen. 

Det er ikke fordi, jeg tror, jeg løser generationskonflikterne ved at sige, at generationer ikke rigtig findes, men hermed et lille forsøg. 

For det viser sig jo, som det så ofte gør, at virkeligheden er en anden end overskrifterne. To personer med forskellige aldre kan have meget mere tilfælles end to jævnaldrende. De til enhver tid populære debattører, kunstnere, journalister, influencers og meningsdannere taler ikke for hele generationer, hudfarver, køn eller klasser. Det ved vi jo godt, men det er for nemt at glemme. Vi – og her mener jeg det store “vi” – skuer for nemt hunden på hårene og folk på markørerne. 

Hvorfor? Fordi det sælger, fordi kategorierne er nemmere at forstå end personerne, og fordi det er sjovere at slå på en stråmand end et rigtigt menneske. Og fordi det nogle gange bare er nemmere at være larmende uenige end at tale stille sammen om det svære. 

Ja. Det ville være dejligt, hvis jeg kunne sige, at det bare handler om, at vi skal lytte mere til hinanden, men det er for nemt. Jeg har ikke løsningen på udfordringen, men jeg har (minimum) to ting, vi skal huske. To måder, man som skriver og læser kan nive sig selv i armen. 

Den ene huskeregel er: Tiden går. Altid. Nye mennesker fødes og skubber, om de vil det eller ej, på den store Sisyfos-sten, som menneskeskæbnen er. Lige meget hvad, så rykker vi som art os ikke mod et mål, men mod nye udfordringer. Vi bliver ikke værre eller bedre, vi bliver ved. 

Den anden er: Generationer er noget, vi kalder hinanden. Jeg kan kalde dig “boomer”, du kan kalde mig “millennial”. Det bliver ingen af os klogere af. Bag de skjoldede spøgelseslagen-kostumer er virkeligheden altid en anden. Man skal ikke være over 50 år for at være racist. Man skal ikke være under 30 år for at være krænkelsesparat. 

Det er altid bedst at se hinanden som individer, men det er altid nemmere at være vred på en generalisering.