Musikken
– et magisk frirum

AF EVA-MARIE MØLLER, JOURNALIST
FOTO FLEMMING BO JENSEN, BIRGITTE CAROL HEIBERG OG THOMAS RØNN
Der har altid været musik og sang i vores kirker. Hvor salmerne og de klassiske koncerter historisk har stået i centrum, så bobler det i dag frem med soulsang, jazz, rock, total-teater-koncerter og avantgarde musik-performance. 

Musik kan bringe ånd, sjæl og legeme sammen og er på den måde et oplagt redskab til en følelsesmæssig, spirituel og religiøs opdagelsesrejse. 

Det var netop, hvad jeg oplevede en aften i Vor Frue Kirke, da Den Sorte Skole og lyskunstnerkollektivet Vertigo præsenterede deres fælles totalteater, en audiovisuel “inter-religiøs” performance med titlen “Refrakto”. 

Stemningen var fortættet, da jeg bænkede mig sammen med 450 andre – især unge – mennesker i glødepærernes skær. Jeg anede deres konturer i tusmørket og teaterrøgen, der sivede ned langs kirkegulvet. 

Pludselig slukkedes alt lys, og en dyb, guttural stemme fyldte rummet. Det lød som tibetanske munke, men senere kunne jeg i programmet læse, at det var en oldnordisk chanting af runer.

Den voldsomme begyndelse blev afløst af katolske vuggeviser, vedisk chant og gregoriansk kirkesang, alt sammen flettet sammen med reallyde fra den virkelige verden: susende blæst, regndråber på gaden og raslende blade. Den himmelske musik blev forbundet med landjordens helt enkle, naturlige lyd. 

Musikkens univers blev uddybet og kommenteret af lysshowet, opført på LED-pinde med laserkanonens farverige stråler. Vi sad flere gange under et lystæppe, der kunne være kridhvidt som himmelsk lys eller rødt som i Helvede. 

Bloddryppende røde lyskors på murene blev afløst af grønne trappestiger, der førte direkte ud i naturen. Hos mig kredsede tankerne om en dualisme i religiøsitet og spiritualitet: det smukke og det grimme, det gode og det onde, tydeliggjort i skiftet mellem gyldne kors og blodrøde krucifikser

Mørket blev afløst af et gribende lysshow, sang og musik samplet af de to musikere Simon Stokkedal og Martin Højland fra Den Sorte Skole.

Frisætter endorfiner

Også i hverdagens kirke arbejdes der med musikken i spirituel og religiøs kontekst. En af de komponister og musikere, der netop tager omtalte opdagelsesrejse, er organist i Lindevang Kirke Lars Sardemann, som jeg opsøger. 

Da jeg træder ind i Lindevang Kirke, er kirkerummet tomt, og da jeg går op ad kirkegulvet, sætter orgelet ind og forskrækker mig næsten med musikkens voldsomhed. Det er selvfølgelig Lars Sardemann, der byder mig velkommen med orgeltoner. 

Vi sætter os på første række i kirkerummet, og han forklarer, at musikken skaber legende frirum i en autoriseret liturgi. Andre sprog har bevaret, at musik er leg – engelsk “to play music”, fransk “jouer”, tysk “spielen”. På dansk hed middelalderens spillemænd “legere” – så han er nok sådan en kirkemusikalsk “leger”, forklarer Sardemann. Leg er vores basale måde at lære verden at kende på. 

Jeg kunne ikke være mere enig. Når jeg har valgt at besøge ham i kirken på Frederiksberg, er det, fordi jeg gerne på et dybere plan vil forstå, hvad det er, musikken gør, hvordan den griber ind i mine følelser på en helt anden måde end for eksempel en skreven tekst. 

Jeg er ikke synderligt musikalsk, men jeg har ofte oplevet, at musikken som kunstart kan noget helt særligt. Lars Sardemann forklarer mig, at musik er et åbent vindue for os alle sammen; måske den kunstart, vi oplever mest umiddelbart. Man kan koge det ned til en fysisk eller kemisk oplevelse. 

“Når vi spiller eller synger, sender vi svingningsmønstre til hinanden, og der frigives kemiske processer. Vi kan måle, at vi frisætter endorfiner, når vi synger. Vi kan også måle nogle andre kemiske og fysiske reaktioner, som foregår, når musikken spiller. Derfra er der ikke så langt igen til at tænke ånd,” siger han – og det må han forklare nærmere. 

“Ånd er det, der er på spil mellem mennesker og nogle gange opdager man, at to svingningsmønstre passer ekstraordinært godt sammen. Mange har svært ved at sætte ord på, og man mærker, det bliver til noget større end det, vi normalt går rundt i,” fortæller han med strålende øjne, der vidner om et smittende engagement. 

Den religiøse oplevelse er det, at man oplever det uforklarlige, at man bliver revet med, at man oplever noget så stort som et øjeblik af selvforglemmelse.

Lars Sardemann

Musik som religiøs oplevelse 

Lars Sardemann arbejder til daglig med fornyelse af den danske gudstjeneste- og kirkemusiktradition – blandt andet fra sin base i Lindevang Kirke, som Københavns biskop har udpeget som “liturgisk forsøgssogn”. 

Sardemann har således komponeret ny liturgisk musik til den danske højmesse. 

“Når musikoplevelser rigtig går i maven og i hjertet på os, så kan vi have svært ved at sætte en formel på, hvad det er. Musikken kalder mange lag frem hos os. Jeg ser det jævnligt, når jeg for eksempel på et demensplejehjem spiller og slår to toner an. Her er selv en demensramt hjerne med – hun synger og kan hele teksten.” 

Lars Sardemann tog kirkemusikalsk diplomeksamen fra Det Kgl. Danske Musikkonservatorium og er i dag korleder, organist, musikformidler og komponist. Han er dagligt i kontakt med mange mennesker både i og uden for kirken. 

“Forleden kom en kvinde hen til mig efter en højmesse og sagde: ‘Du skal vide, at det er musikken, der er min vej ind i kirken, og da jeg så sad og lyttede til musikken, opdagede jeg de dygtige præster, der også kunne udvide mit univers.’” 

Den religiøse oplevelse er det, at man oplever det uforklarlige, at man bliver revet med, at man oplever noget så stort som et øjeblik af selvforglemmelse, forklarer han. 

“Det betyder virkelig meget, at man får lov at slippe for at skulle være synlig og fylde noget ude i verden. Det at blive fejet væk af musikken, det er faktisk en religiøs oplevelse. Man bliver taget af noget, der er større end én selv.”

Lirekasse, salmecykel eller instrumenternes dronning: “Kært barn har mange navne”, siger organist Lars Sardemann om sit yndlingsinstrument orgelet.

Illusion af det himmelske 

Lars Sardemann viser mig det imponerende og smukke orgel i Lindevang Kirke. Orgelhuset er tilvirket af elegante stykker oregonpine, og bagved rejser det enorme bælgtårn sig på en næsten Storm P-agtig opfindervis. 

“For mig er orgelet et kæmpestort orkester, som en kæmpestor spilledåse. Det er vigtigt at have en humoristisk tilgang til det, for ellers bliver det næsten for stort og uforståeligt. Det er det eneste instrument, der kan spille en himmel frem, og jeg elsker at se det blive brugt sammen med symfoniorkesteret. 

Når orgelet sætter ind, vender bassisterne sig rundt og tænker, at han har da dybere svingninger end os, og vi har endda de dybeste,” fortæller Sardemann med et skævt grin. Orgelet er et luftbaseret instrument, der har et udgangspunkt, som er baseret på kormusik. 

“Det er nødt til at trække vejret, og det er ansporende for fællessang. Orgelet bliver den ekstra lunge, der kan give en illusion af det himmelske, det ophøjede, det fjerne og det stærke nærvær. Det kan hulke, og det kan danse.

I de senere år er kirkekoncerter i Københavns Stift blevet lidt af et tilløbsstykke. Fra 2013 til 2019 er antallet af koncerter steget med 39 procent - fra 1.324 til 1.843. Tilsvarende er antallet af publikummer steget med 33 procent.

Direkte port til sjælen 

For Lars Sardemann er improvisationen vigtig. Som en fornyelse af kirkemusikken i Lindevang Kirke gik korsangerne rundt mellem menigheden og improviserede samtidig med, at der var specialkomponerede lydlandskaber i højtalere – folk blev nærmest badet i musik. 

“Når jeg står over for et kor, har jeg et direkte kig ind i 25 sprællevende mennesker, og når man synger, har man ikke filter på. Det er den direkte port ind til sjælen, det er en kæmpe tillidserklæring. Jeg har dyb respekt for den sanger, der bruger både sin krop og sin stemme og bruger sit inderste.”

Lars Sardemann

En stærk karakter 

Sådan en sanger er Marie Carmen Koppel. 

Den 50-årige soul-jazz-sangerinde lever blandt andet af at synge i kirker rundtomkring i landet, hvor hendes voluminøse stemme har det med at krænge sig ind i sjælen på publikum. 

Jeg har aftalt at mødes med hende for at høre, hvorfor hun mener, at musikken i kirkerummet griber ind i mine og publikums følelser. Det gør vi ved Sluseholmen i København under et blåt skilt med påskriften “Marie Carmen Koppels Kanal”. 

Hun har taget sin puddelhund Whitney med, opkaldt efter den berømte sangerinde Whitney Houston, der begyndte sin sangkarriere som gospelsanger i den lokale baptistkirke. Hunden passer på forunderlig vis til sin ejer. Smuk, blød og med en stærk karakter. 

Marie Carmen Koppel fortæller, at hun netop skal til at tage hul på vinterens turné med kirkekoncerter. “Her i coronatiden har jeg tænkt: Hvad skal der blive af mig, hvis de bliver ved med at aflyse kirkekoncerter? For jeg kan ikke andet end at synge. Jeg er enormt sårbar på alle måder, hvis jeg ikke kan komme ud at synge.”

Musik har en helende virkning. Jeg har brugt gospel utroligt meget i mit eget liv til at hele smerte, sorg og lidelse. Musik kan noget med at flytte en sindsstemning fra et sted til et andet. 

Marie Carmen Koppel

Magiske øjeblikke 

Marie Carmen Koppel er opvokset i en ultramusikalsk københavnsk familie som datter af komponist og musiker Anders Koppel og skuespillerinde Ulla Koppel. 

Det var aldrig en mulighed for den unge Marie, at hun skulle andet end at være sanger. 

“Jeg fandt min krop i min stemme meget tidligt. Jeg kunne mærke kropsligheden, når jeg sang. Jeg havde hul igennem. Som lille pige var der connection helt ned i maven. Der var power. Det var en magisk oplevelse. Så jeg nåede slet ikke at tænke, at der var tusind andre ting, jeg kunne have lavet her i livet.” 

Marie Carmen Koppel spillede klassisk violin som seksårig, men droppede det og brugte i stedet tiden på at høre Stevie Wonder og Whitney Houston, for det var i sangen, hun fandt sin styrke. Som voksen findyrkede hun gospelsangen. 

“Musik har en helende virkning. Jeg har brugt gospel utroligt meget i mit eget liv til at hele smerte, sorg og lidelse. Musik kan noget med at flytte en sindsstemning fra et sted til et andet. Når jeg synger i kirken, kan der opstå et øjebliks magi, som aldrig kommer tilbage, og som jeg kun deler med lige dét publikum i nuet. Det får en ekstra dimension, når det er i en kirke.” 

Hun uddyber, at hun ikke selv tror på Gud, men er spirituel og godt kan lide budskaberne om medmenneskelighed og næstekærlighed, og at man skal passe på hinanden og på naturen. 

“Det er vigtige grundpiller i mit eget liv, som jeg også har forsøgt at give videre til min datter. Det burde være alment, at vi alle skal leve efter det. I kirken mødes man i et fællesskab, ligegyldigt om man er troende eller ej.” 

Marie Carmen Koppel fortæller, at datteren Celeste på 17 til gengæld er kristen, mens manden, Jawad fra Marokko, er muslim – og hunden Whitney er søgende: “Vi har et mangfoldigt spisebord hjemme hos mig,” siger hun med et skævt grin. 

Marie Carmen Koppel i Christians Kirke i København. 
Mellemnavnet Carmen tog hun til sig, da hun var 12 år. 
Det betyder sang på latin. 

Fylder rummet ud 

Marie Carmen Koppel har optrådt og sunget i landets kirker i 28 år. Hun har ikke tal på de mange hundrede gange, hun har mødt publikum i kirkens rum. I kirkekoncerterne optræder hun sammen med sin bror, saxofonist Benjamin Koppel, og den svenske pianist Jacob Karlzon. 

Hun glæder sig meget til igen at møde publikum i kirkerne, hvor hun udover gospel synger amerikanske carols og gamle europæiske salmer med et kristent budskab. 

“Der sker et eller andet, når jeg kommer ind i kirkerummet. Der er højt til loftet, der er plads og ro på. Nogle kirker har en fantastisk akustik, og jeg kan godt lide rumklang. Det passer godt til min stemme, for jeg synger med stor stemme, der fylder meget i rummet,” forklarer hun

Hendes repertoire spænder over klassiske julesange som “Silent Night” og “White Christmas” til gospelsange som “Amazing Grace” og “Total Praise”, hvor hun kan udtrykke sin enorme stemmepragt.

Kirkerummet kan noget særligt 

Om kontakten til publikum i kirkerne i forhold til andre spillesteder siger Marie Carmen Koppel, at hun især godt kan lide de små kirker, hvor hun nærmest kan se publikum i øjnene og føle deres varme og nærhed. 

“Stemmen kan jo noget, fordi den kommer inde fra min krop; den kommer tæt fra min sjæl direkte til dig. Når jeg synger, satser jeg hele butikken, alt mit hjerteblod og hele mit sjæleliv. Det er hårdt nogle gange, men også fantastisk fedt. Musik kan flytte grænser, kan flytte stemninger, det kan hjælpe dig, gøre dig glad, gøre dig trist – musik kan noget særligt. Men folk sidder virkelig dårligt på de hårde bænke i kirkerne. De kunne godt bruge nogle hynder og knap så lodrette bænke,” kommer det grinende, men velment fra sangerinden. 

I mødet med Marie Carmen Koppel kan publikum måske glemme de manglende hynder og andre trængsler for en stund. 

“Nogle gange opstår der et magisk moment mellem publikum, mig og min stemme. Det er noget af det, som for eksempel gospel kan, hvor man lige mærker efter og tænker over livet. Kirkerummet kan noget særligt, alle er lidt eftertænksomme, og mange kommer i kirken for at få lidt sjælefred. Når man mødes i kirken, mærker man efter en ekstra gang.”