Prolog

“Græd eller dø”

AF SØREN KJÆR BRUUN, SOGNE- OG STUDENTERPRÆST 
ILLUSTRATION METTE FUNCK

Der findes heldigvis ikke lovgivning, der forbyder os at græde offentligt. 
I biografen og i teatret kan vi tillade os at græde forsigtigt i ly af mørket. 

Vi kan altid tørre øjnene, inden lyset tændes igen. 

Foran tv-skærmen derhjemme gælder andre regler. Og i sportens verden græder både kvinder og mænd i bogstavelig forstand ustandseligt, når deres drømme bliver til virkelighed. Deres tårer går verden rundt. Nogle gange græder vi med dem. 

Det er sjældent at se folk græde på arbejdet eller i metroen. Historisk 
set er det da heller ikke længe siden, at det blev betragtet som uværdigt at græde offentligt. 

Ældre generationer husker sikkert bemærkninger som “Hvad flæber du 
for?” eller “Hold så op med det flæberi!” Enhver rask dreng kan sikkert 
også nikke genkendende til, at “en rask dreng tuder ikke.” 
 

På byens mange kirkegårde kan man græde uden straks at mærke andres blikke. Alle ved, hvad det drejer sig om. Kirkegårdene og de døde tager mod enhver med en tavs, gæstfri og sjælden forståelse, og det er godt. For får vi ikke lov til at græde, sørge og skælde ud, så dør vi.