Biskoppens taler og prædikener
Nyheder

Tale ved indvielsen af husbådskirke i Sydhavnen

Du må ikke undre dig over, at jeg sagde til dig: I må fødes på ny. Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen. Sådan er det med enhver, som er født af Ånden.

Johannesevangeliet 3,7-8

En flydende kirke, et kirkeskib 2450 i Sydhavn som optakt til den nye kirke. Det virker oplagt!

Som københavnere ved vi noget om, hvad det vil sige at være i opbrud. Som mennesker, der har boet længere, og i kortere tid i Sydhavnen, ved I det bedre end så mange andre. Det her kvarter er i opbrud. Det er under forandring – for nu ikke at sige forvandling.

 

Som mennesker, der bor i en stor by, ved vi noget om, at der altid er et første skridt, som viser sig at være en vandring bort fra det sædvanlige, det tilvante, det gammelkendte. Vi ved, at vores forestillinger vil sprænges, og at vi står foran at skulle tilegne os et større univers. Sådan er det, når nye og gamle bydele læner sig op ad hinanden.

 

Der er noget meget rigtigt ved at begynde om bord på et skib. Med den ene side ligger I langs kaj, og den anden side ligger ud mod vandet. Hvis Frederiksholm Kanal er verdenshavet, hvor meget mere da ikke Sydhavnen!

I mindes om at være fæstnede til noget. I er bundet fast til noget trygt og godt og udfordrende. I skal ikke opfinde alting selv. I har ord med, som har ligget længe i menneskers sjæle, i menneskers drømme. Ord, der udfordrer, gør modige, trøster.

I kommer med gode vaner, som skaber relationer mellem Gud og mennesker – altså dåb og nadver.

 

På den anden side er vandet, havet, verden. Enhver, der har sejlet, ved, at havet ikke adskiller, men knytter sammen. I er i Opbrud – på vej ind i en fremtid, som er ukendt. Med jer har i Sandhedens Ånd – altså den der blæser, hvorhen den vil; siger hvad den finder passende, kommer med pudsige indfald for at mennesker må stoppe op og sige: Aha! Sandhedens Ånd får mennesker til at studse over, at det faktisk er sådan, at vi har muligheden for at bære på sandheden, lytte til den til og bruge den.

Det kan hænde sig, at mennesker bliver bange for vinden. De vil låse sig til deres forestillinger om troen. Det er ikke altid, at vi er til at blive udfordrede, og så stritter vi imod, og vi tør ikke slippe tvivl og ængstelse ind, men tæver bare løs på os selv og de andre med gamle ord og forestillinger, der virker både slatne og dumme, fortærskede og sure.

 

Vær nu ikke bange for at blive kaldt ud i vinden. Gud har det med at bede mennesker om det umulige, men det mest menneskelige!

Den der lever tæt på vandet – den der sejler – ved, at storme og uvejr kan rejse sig. Nogle af dem kan man sejle uden om med fordel. Men det er ikke altid, at det er sådan. Det værste man kan gøre er at binde skibet hårdt fast til kajen. Risikoen for, at uvejret og de umage høje bølger slår skibet til pindebrænde, er alt for store. Klogere er det at stå til søs og se, om man kan redde sig gennem uvejret. ”Hellere et hæderligt forlis, end at man bliver knust mod bolværket,” skriver den norske teolog Notto R Thelle.

Sommetider bliver der åbnet for afgrunde i os og rundt om os – og så er der brug for mennesker, der ikke bare repeterer eller slår med ord!

 

Forleden blev jeg gjort opmærksom på den store svenske diplomat Dag Hammarskjöld. Én af hans overvejelser i hans åndelige dagbog ”Vejmærker” lyder: ”Gud dør ikke den dag, vi ikke længere tror på en personlig guddom, men vi dør den dag, livet ikke mere gennemlyses for os af den evigt fornyende gave i underets glans fra kilder hinsides al fornuft.”

Det stemmer ikke helt med vores dogmatik; men sætningen rykkede nu alligevel i mig. Det er vist en fristelse for ethvert menneske, der tror, at man lægger sin egen orden af ord til grund for den fælles tro. Og det er så i øvrigt ligegyldigt, hvilken religion, hvilken ideologi, man stiller op med.

Men når jeg ser på, hvordan vi har talt de seneste tyve år, kan jeg ikke lade være med at tænke, er det samme muligvis gået op for os, som gik op for de fleste missionærer i verden. Hvis man virkelig tror, at man skal komme med Gud, introducere ham, gøre ham levende, så kommer man formentlig med fremmed baggage.

Gud er der jo allerede. Ud af kaos, skabte han universet – ud af ingenting kom alting – med et formål: at vi skal elske – hinanden og skabelsen. Vi skal forundres og bevæges af forundringen og gå med ind i forvandlingen.

Når Kristus taler om, at Ånden blæser derhen, hvor den vil, beder han os om at se på verden med sine egne øjne. Jeg kender ingen, der bedre end Jesus fra Nazareth kunne åbne sig for medmennesket. Han provokerede og trøstede med sin kærlighed. Han befriede os fra frygten for den anden, frygten for modstanderen. Han trøstede os ikke med vreden, som flår vores sjæl fra hinanden, men med en forsonende kærlighed, der tror og håber. 

Han er ”Lyset (som)vælder ind i stuen,/ luner os, når vi er grå,/ lokker os derud i solen,/ ud hvor der er godt at gå,/ så det letter, det, der trykker. Gud gør jorden ny igen” som Holger Lissner synger.

 

Jeg vil ønske for jer, at I følger vinden, Sandhedens Ånd, og at I tør gå ud under storm, ligesom jeg håber, at I vil føle en tilknytning til land, historie og kultur – men altid leve under opbrud med glæde og mod!