Biskoppens taler og prædikener
Nyheder

Prædiken i Københavns Domkirke 22. marts 2020

I disse tider, hvor vi værner om hinandens sundhed ved at være på afstand af hinanden, mærker vi, at det varme blik kan være et hedt kys – vi mærker, at vinket kan være et håndslag – at en sms kan være en kærlighedserklæring og rørende omsorg.

”Gud er overbærende og god, han er tålmodig, han overøser os med kærlighed og sandhed”

,  Salme 145,8

Når jeg hører de ord, ser jeg solen stride sig gennem mørket, ud af natten, ud af tågerne. Jeg fornemmer byger af liv. Når lyset stiger, former verden sig foran mig. Jeg ser skovene, havet, bygningerne og menneskene. Jeg opdager mig selv som et menneske midt i en verden af skønhed, længsel og hengivenhed. Når jeg hører fuglenes sang, de første toner, menneskenes latter og gråd, mærker jeg forundringen tage plads i mig. Når sandheden får ord, og kærligheden synger, mærker jeg, at der er en fortryllelse midt i verden. Jeg mærker også, at mennesker virkelig kan tage vare på sandheden.

 

Midt i virvarret af liv fornemmer jeg mig som et barn, der hviler på sin mors eller fars arm og trykker mig tæt ind til overbevisningen om, at det bliver aften, og det bliver morgen, og Gud ser til, at det bliver godt. Vi bliver mødt med en tillid til, at vi kan tage vare på livet og på skabelsen. Vi kan protestere mod de destruktive kræfter og gøre op med vanviddet.

Men alt som lyset stiger og bliver klarere, opdager jeg noget andet. Morgenlyset viser mig også en verden, hvor der er galskab og vanvid – en verden hvor grådige og menneskefjendske magter lurer på mennesker og lokker os til fjendskab og modvilje. Verden er ikke kun harmoni. Der er skingre toner. Der er snerrende sætninger. Der er vrede blik.

Når lyset falder over verden, ser vi også de forvrængede ansigter, og vi hører et suk! Vi hører skrigene fra de mennesker, der må leve med krigens gru. Vi hører råbet om hjælp fra de fattige og dem på flugt.

Der er vores egne små verdener, hvor muligheder blev forspildte og håbet blev opgivet. Vi kommer med urolige hjerter, flossede familier, fortrængte følelser, jalousi.

Og nu kommer vi også med angsten for en usynlig og uvelkommen gæst, en virus. Vi skærmer os mod hinanden. Holder afstand. Vi mærker lige nu, at smilet virkelig er den korteste afstand mellem mennesker. Vi ved også, at det her vil føre mange bristede drømme med sig. Mange mennesker vil miste deres arbejde. Nogle af os vil se et livsværk brase sammen foran os. En usynlig gæst ødelægger livsdrømme og forhåbninger.

Vi ved, at mørke og lys følges ad – vi ved, at tillid og mistillid kommer sammen – vi ved at sorg og glæde følges.

Lige nu bliver vi nødt til at stirre os håbefulde på den skønhed og oprindelighed, som verden er skabt i.

 

Lad os sammen tage til Kapernaum! Engang havde Jesus bespist 5000 med fem brød og to fisk. Vi glemmer det ikke. Vi glemmer ikke det menneske, den Menneskesøn, der giver os noget at spise og drikke.

”I kommer bare, fordi I blev mætte”, siger han og lægger op til en omvæltende forståelse af, hvem Gud er. De skal ikke bare stå og glo sig glade på et mirakel og tale om ham, som var han tryllekunstner! Vi skal tage det til os, at Han er det brød, der kommer ned fra himlen.

Johannes er en forunderlig evangelist. Han vil virkelig, at vi skal tro, at Gud ikke har taget ophold i himlen, men har gjort jorden til sit hus. De ville gerne tale om mirakler, men Han, Jesus fra Nazaret, vil, at vi skal se dem som tegn og forstå, at vi lever efter opstandelsen. Det evige liv er begyndt, og når vi taler om Jesu genkomst, skal vi forstå, at den også sker dagligt – her og nu – nemlig når menneskenes hjerter bøjer sig mod hinanden, når vi bliver forvandlede af kærligheden. Troens hjemsted er ikke himlen – det er jorden.

 

Nogle mennesker tror, at troen lukker dem ude fra eftertænksomheden, fra oplevelserne, fra nysgerrigheden og fra livskunsten. De ser snævre og små rum. De oplever troen og kirken som et sted, hvor kontrakten skal overholdes, og alt det med småt skal iagttages. De oplever de troende som nogle, der kommer med en grønspættebog, altså sådan nogle der har svar på alt og ved alt og lever uden spørgsmål.

 

Jeg kan kun bede jer om forladelse, hvis vi kommer til at tale sådan. I årenes løb er der formuleret mange sandheder, men de var alle ment som vinduer ind til en have fyldt med planter og farver, ind til en koncertsal fyldt med lyd, ind til et galleri med kunst, der fanger et øjeblik, som udtrykker evighed.

At vandre med til Kapernaum, at tage ud på Nørrebro eller at tage til Herning, Emmaus eller Aarhus og Skagen for at møde Jesus er den samme oplevelse. Troen kommer ikke med en verden, der er gået op. Troen kommer med en tillid og en længsel, som knapt kan beskrives bedre end den romersk-katolske danske digter, Johannes Jørgensen, beskriver det:

At tro er at løfte sit blik
 til de evige stjerner
 
og håbe mod tvivl og vide mod visdom,
 
at skjult i de svimlende dybder
 
våger der én, som vogter og værner.
 
 At tro er at føle en afgrund
 
under sit liv og sit virke –
 
en afgrund af mørke – en afgrund af gys,
 
et dyb af jubel, et dyb af lys –
 
og vandre i hverdagens gadersom i en højtidelig kirke.

Johannes Jørgensen, At tro

 

Vi vandrer mellem trøstesløshed og håb. Vores liv udspiller sig mellem forståelse og misforståelse. ”Jeg er livets brød”, siger han og vil have, at vi skal se Guds ansigt, når vi får øje på ham.

Når Jesus altid hævder, at vi ikke skal bekymre os, så er det ikke et naivt liv, han lægger op til. Han vil ikke, at vi skal vende ryggen til ondskaben og stå med et smiskende eller dumt grin, endsige bøje os for modbydeligheden og acceptere den.

”Vær ikke bekymrede” er et protestråb. Vel kan det være, at vi har levet ærligt og omsorgsfuldt og alligevel møder modstand; men så skal vi lytte til Ham, som er verdens liv, brød, drikke – lytte til ham, der er ved menneskenes side. Troen er tillid – det er ikke et regelsæt – det er en vandring med dette opstandne menneske, Jesus, - Ham, vi også kalder Kristus og Menneskesøn, fordi han hele tiden opstår i vores tanke, i vores relationer med hinanden. Han kommer med en storsindethed og fortryller mennesker med sin kærlighed. Vi møder ham i hverdagen, i leg og når vi taler sammen. Vi ser ham blandt venner og i familien.

 

I disse tider, hvor vi værner om hinandens sundhed ved at være på afstand af hinanden, mærker vi, at det varme blik kan være et hedt kys – vi mærker, at vinket kan være et håndslag – at en sms kan være en kærlighedserklæring og rørende omsorg.

Vi mærker, at vi er sammen om det her, og vi kommer igennem det.

Jesus fra Nazaret, Guds ansigt, Guds øjne og ører vandrer med os og beder os holde hjerterne åbne for hinanden, så vi ser den med en skygge over ansigtet, den med det triste blik, den hjemløse, og holder liv i det storsindede ved at skulle elske fjenden, velsigne sin modstander, og vise barmhjertighed mod kværulanten, som man vitterlig ikke har tid til i tider som disse.

 

”There ain’t no cure for love” – ”Der er ingen helbredelse mod kærlighed”, synger Leonard Cohen i en smuk sang, der kommer lige ud af hemmeligheden ved Menneskesønnen. Han synger om den kærlighed, som kan gå på vildveje, men den er ægte, og den efterlader et sår, der aldrig vil heles. Det kan godt være, at raketter glider henover himlen og kommer med død, og det kan godt være at nogle holder hellige og uhellige bøger åbne for at skabe modsætninger, men de vil aldrig finde nogen helbredelse mod kærlighed, for en kærlig stemme hvisker i vort øre, at der ikke er nogen helbredelse for kærligheden.

 

Den er vores føde – Han er vores føde. Han minder os om sig selv – giver os sig selv – i det mest almindelige: brødet og vinen.

 

Jeg vil fortælle jer om en særlig oplevelse i mit liv. I januar måned 1993 sejlede jeg med en nær færøsk ven over Nordsøen. Vi sejlede i vindstyrke 10.

Jeg klamrede mig fast til alt, hvad man kunne klamre sig til. Han gik rundt på broen, som var det magsvejr.

”Har du nogensinde danset færøsk”, spurgte han. Det havde jeg ikke! Han slog et bånd i kassettebåndoptageren, som danse-lauget derhjemme havde indspillet og han trådte i dans – midt ude på Nordsøen. Jeg kunne se på hans ansigt, at han var derhjemme, og de var der alle sammen. Færøernes skønhed – familien – bygden – vennerne. De var der alle – også dem, hvis stemmer for længst var i den anden verden.

Om lidt fejrer vi nadver. Vi spiser sammen, og en Menneskesøn kommer mod os som brød og vin.  Det skete engang, men når vi deler brødet og drikker vinen sammen, mærker vi, at historiens grænser opløser sig. Pludselig er han der, og han kommer som en velkommen gæst, der hilser os fra morgenrøden, paradiset, og han forvandler vores angst til mod, vores tristhed til glæde. Og det her er vi sammen om – også selv om vi i dag ikke kan se hinanden og smile til hinanden og stikke på labben. Men han bryder tid og sted, og han gør os hjemme i sin herlighed og fortryllelse, og forhåbentlig tør I også tage alle dem med fra jeres liv, som I savner at sidde til bords med. Send dem et smil i ånden – i tanken – lyt til deres stemmer. Og hvis I lytter godt efter, så hører I også ham, der elsker verden og i smilet, i venligheden, i kærlighedsprotesten gør han os frie til også i denne situation at tage vare på hinanden.

 

”Danser du færøsk?”. Nej, det havde jeg aldrig prøvet! Men nu! Nu kan jeg ikke lade være! For de kommer alle sammen, fra nær og fjern og fra tidligere tider – også legens, dansens og festens Herre!