Debatindlæg
Nyheder

Danskerne har brug for kirken under kriser

Debatindlæg bragt i Jyllands-Posten d. 15.11.20 under overskriften "Kirken skal markere sig i krisetider" 

Indlægget i Jyllands-Posten (forkortet)

Af: Biskop Peter Skov-Jakobsen

Det er snart jul.

Det er en vigtig tid, hvor vi samles på tværs og uden skel. I familien, blandt venner, gennem julearrangementer i skoler og kulturinstitutioner – og naturligvis i kirken.

Men i år er det anderledes. Vi er ramt af en pandemi.

Der er ingen tvivl om kirkens væsentlighed i den krise, vi befinder os i. Og der er ingen tvivl om kirkens betydning for danskerne i den højtid, vi snart bevæger os ind i.

En ny undersøgelse fra Folkekirkens Uddannelses- og Forskningscenter viser, at et flertal i befolkningen efterspørger, at kirken markerer sig og deltager efter en katastrofe. Og at danskerne forventer, at kirken er tydeligt til stede under store nationale kriser såvel som personlige kriser.

Da landet blev lukket ned i foråret, var vi i en periode tvunget til at lukke døren til kirken. Noget hidtil uset i vores lands historie. Vi måtte holde dåb, bryllupper og begravelser med ganske få deltagere. Det var en hård tid for alle.

For når vores civilisation er truet af en katastrofe med dimensioner som Covid-19, fungerer kirken som et værn mod kaos. Et sted, hvor vi kan finde tillid, trøst og håb. Hvor vi kan se og mærke hinanden og være sammen som mennesker. Eller sætte os ind på en bænk i stilhed og føle Guds nærhed.

Derfor skal vi gøre vores yderste for at holde kirkerne åben for dem, der søger den og har brug for dem.

Låser vi dørene, risikerer vi en opdeling af samfundet, hvor dem, der har det allersværest i forvejen, rammes ekstra hårdt af både Covid-19 og julen. Ensomheden rammer endnu dybere.

Vi har brug for at skære ind over hinandens sætninger, brug for at væve de andres ord og liv sammen med vores. Ellers risikerer vi at miste sansen for hinanden. Derfor skal vi finde en vej, hvor vi passer på hinanden i mere end én forstand og gør vores yderste for at holde kirken åben for alle, der har brug for os.

I foråret fandt kirken nye og især digitale måder at være til stede i folks liv og invitere menigheden ind uden, at den nødvendigvis var fysisk til stede. For eksempel ved at streame gudstjenesterne. Og langt de fleste accepterede, at det var de vilkår, vi kunne tilbyde - for en stund og for alles bedste. Og de tog godt imod dem. Men det er ikke en løsning, der kan erstatte tilstedeværelsen i kirkerummet.

Hvis vi ikke skal tabe håbet, bliver vi nødt til at have adspredelser og have steder, hvor vi kan mødes - ikke så mange - men dog mødes. Fordybelse og adspredelse går hånd i hånd og kan skabe tålmodighed til at stå igennem. Det er vigtigt at kunne mærke de andres sprog: musikken, arkitekturen, kunsten - se og høre og blive menneskelig.

Vores erfaringer under nedlukningen og tiden efter viste, at vi er i stand til at tage ansvaret og holde kirken forsvarligt åben. Hvis ikke som vi plejer, så på andre måder - og med sprit, mundbind og afstand.

Måske skal krybbespillet vises udenfor kirken i år. Måske skal julegudstjenesten holdes flere gange i mindre grupper. Eller vi skal supplere det fysiske møde med - for eksempel - drive-in gudstjenester, streaming af julearrangementer på sociale medier og julekort.

Men vi glæder os til at byde alle, der søger kirken inden for i julen - og i det nye år, der kommer.

Og jeg glæder mig til at synge om rosen, der skød op af den frosne jord - en lille stædig julerose, der bryder frost og kulde og spræller med sin farve og tager mine tanker væk fra ufremkommeligheden og kulden.