Stiftsrådet
Vision, målsætninger og prioriteringer

Vision, målsætninger og prioriteringer 

- i arbejdet på tværs i Københavns Stift og nedsættelse af stiftsudvalg. Gældende fra 7. marts 2022.

Det er Stiftsrådets vision at åbne kirken for flere, være kirke i tiden, og at flere mennesker oplever den kristne tro som relevant.

Derfor vil vi gå forrest med initiativer, som – på tværs af Københavns Stift – bidrager til både at styrke det lokale kirkelige arbejde og det frivillige engagement samt til at løfte indsatser, som ikke kan løftes af de enkelte menighedsråd/provstiudvalg eller kan løftes bedre ved at forene kræfterne.

Stiftsrådet har på grundlag af drøftelserne på seminar for stiftsråd, provstiudvalgsformænd og provster den 20. november 2021 vedtaget følgende seks prioriteringer:

  • Børn i kirken
  • Undervisning
  • Kirke for unge voksne
  • Kirkens social arbejde og socialetik
  • Kirke for mennesker med anden sproglig eller kulturel baggrund end dansk
  • Kommunikation

Målsætninger

1. Børn i kirken

Stiftsrådet vil bidrage til, at der på tværs af stiftet er målrettede kirkelige tilbud af høj kvalitet til de forskellige aldersgrupper af børn og deres familier. Vi vil understøtte udvikling af kirkens børnearbejde, så det opleves spændende, udviklende og relevant for børnene og deres familier, og børnene oplever sig delagtiggjort og opnår medejerskab til kirken. 

Arbejdet skal give børn og deres voksne større tilhørsforhold til viden om kirken, mod til at spørge, hvad kristendom er, og til at tale om tro. 

Det skal være let og overskueligt på tværs af sognegrænser at finde frem til relevante tilbud til børn. Der afsøges mulighed for at styrke arbejdet med udsatte børn.

Konkret et det stiftsrådets målsætning, at etablere en Børnenes Katedral. Det forudsætter blandt andet, at der findes en egnet kirke til formålet. Hvis det ikke lykkes, afsøges mulighederne for at etablere samarbejder mellem interesserede menighedsråd og stiftet om udvikling af lokale børnekirker

2. Undervisningstilbud

Stiftsrådet vil sikre, at der er gode undervisningstilbud om kirke, kristendom og Bibel til børn og unge.

  • De tre skoletjenester for grundskolen er på plads og finansieres primært af provstierne med en vis støtte fra stiftsrådet.
  • Stiftsrådet ønsker, at der etableres en Skoletjeneste for ungdomsuddannelserne. Arbejdet hermed er igangsat for at afsøge et provstisamarbejde.
  • Stiftsrådets ønsker at etablere et Bibliarium – et Bibelsk oplevelsescenter. Der rettes henvendelse til provstierne om finansiering heraf via et samarbejde mellem provstierne og Vor Frue Sogns Menighedsråd. Der sigtes på afklaring heraf inden sommerferien 2022.
  • Din tro – min tro – et undervisningstilbud til grundskolen med deltagelse af en kristen, en muslim og en jøde om de tre trosretninger – fungerer i København og støttes økonomisk af stiftsrådet. Det skal undersøges, om projektet kan udbygges til et nationalt samarbejde.

3. Kirke for unge voksne

Stiftsrådet vil arbejde for, at kirken styrker dialogen med den store gruppe af unge voksne, som ikke har blik for, hvordan de kan bruge kirke og kristendom i deres liv. 

Unge, der ikke eller sjældent kommer i kirken, skal vi nå gennem en målrettet kommunikationsindsats, kampagner, events, messer mv., som organiseres på stiftsniveau. Samtidig skal lokalt arbejde for unge understøttes gennem indsamling af viden, erfaringsudveksling og uddannelse.

  • Der søges med inspiration fra eksisterende ungdomskirker at udbrede erfaringer med kirkeligt ungdomsarbejde.
  • Deltagelse – eller koordination af deltagelse – i begivenheder som Ungdommens Folkemøde, Jazzfestival, Distortion, Pride, messer mv.
  • Der oprettes en stilling som stiftskoordinator for kirke og unge voksne med opgaver ift. kommunikation, videndeling, kampagner og koordination af events ift. målgruppen.

4. Kirkens sociale arbejde og socialetik

Stiftsrådet vil bidrage til, at kirken har blik for og engagerer sig i aktuelle sociale problemer i vores samfund. Indsatsen skal hele tiden udvikles, og det skal analyseres, hvor der er mest brug for indsats. Aktuelt prioriteres udsatte børn og ensomhed. 

Stiftet skal understøtte og inspirere det konkrete sociale arbejde, som foregår lokalt i sognekirkerne, og bidrage til, at kirken kan løfte fortalervirksomhed og bidrage til den offentlige debat om samfundet med et kristent perspektiv.

Kirkens sociale arbejde skal lindre og forhindre nød, som rammer mennesker i dag. Udgangspunktet er det kristne menneskesyn, at alle mennesker er skabt i Guds billede. Derfor har alle mennesker umistelig værdi og skal mødes med respekt og agtelse – uanset status, religion, livsform, evt. kriminalitet og misbrug.

  • Der oprettes en stilling som stiftskoordinator for socialt arbejde finansieret af stiftsrådet. Opgaverne er at understøtte erfaringsudveksling, videndeling og skabe netværk omkring kirkernes lokale sociale arbejde samt at udbrede viden om kirkens sociale arbejde og bistå med rekruttering og fastholdelse af frivillige.
  • Stiftsrådet understøtter Mariaprojektet, som gennem kunstaktiviteter søger at sætte socialetiske temaer på den offentlige dagsorden.
  • Stiftsrådet understøtter via POK kommunikationsindsatsen ift. sociale emner, herunder præster, frivillige og medarbejdere, som ønsker at deltage i den offentlige debat og påtage sig at være fortaler for socialt udsatte.

5. Kirke for mennesker med anden sproglig eller kulturel baggrund

Stiftsrådet vil arbejde for, at folkekirken i København påtager sig sin forpligtelse til også at være kirke for den store del af befolkningen, som har anden sproglig eller kulturel baggrund end dansk. 

Indsatsen er vigtig både for målgruppen, og for at folkekirken fortsat kan være kirke for alle (folkekirke). 

Af de 840.000 indbyggere i Københavns Stift er 200.000 indvandrere eller efterkommere af indvandrere. Af disse er cirka 3/4 fra overvejende lande i den kristne kulturkreds, men kun en beskeden del heraf er medlemmer af folkekirken.

Folkekirken for Internationals er etableret som et samarbejde mellem de syv provstier i København og Frederiksberg og Vesterbro Sogn som et treårigt forsøg i perioden 1. juli 2021 – 30. juni 2024. Arbejdet støttes økonomisk af stiftsrådet. 

Her er tre mål:

  • at etablere en spirende engelsksproget menighed med et liturgisk udtryk, der afspejler målgruppens behov og ønsker
  • at oplyse mennesker med anden sproglig og kulturel baggrund om folkekirken og invitere dem til relevante kirkelige tilbud
  • at udvikle nære relationer med og bidrage til gode vilkår for mennesker, der praktiserer deres tro uden for folkekirken.
  • Hvis arbejdet bliver en succes og evaluering af projektet giver anledning til det, ønsker stiftsrådet, at projektet bliver permanent.
  • Stiftsrådet arbejder for, at det nationale arbejde med en lovændring som skal muliggøre dobbelt medlemskab af oprindelseslandets kirke og folkekirken genoptages

6. Kommunikation

Stiftsrådet vil til stadighed styrke kommunikationsarbejdet på tværs af stiftet. 

Indsatsen omfatter både understøttelse af det lokale kommunikationsarbejde i sognene samt understøttelse af fælles tværgående indsatser, tilstedeværelse i de brede nationale medier, intern kommunikation med aktører i stiftet samt kommunikation og kampagner målrettet specifikke grupper.

  • Den gældende kommunikationsstrategi skal efterses i 2022
  • Kommunikation- og kampagneaktiviteter ift. unge voksne styrkes med ansættelse af medarbejder
  • POK varetager kommunikation generelt for stiftsrådets tværgående indsatser, herunder provstisamarbejder og understøtter dermed hvert udvalg med både intern kommunikation i stiftet og ekstern presse og kommunikation.
  • POK bidrager desuden til udvikling og varetagelse af udvalgte opgaver rettet bredt mod relevante eksterne målgrupper på tværs af stiftet med det formål at åbne den kristne tro for flere.

Udover disse seks prioriteringer arbejder stiftsrådet også med:

  • Mellemkirkeligt arbejde
  • Forholdet til ikke-kristne trossamfund, særligt islam/moskeerne
  • Gudstjenesteudvikling – liturgi og musik
  • Klimaarbejdet
  • Politisk interessevaretagelse

Opfølgning og koordination

For at sikre løbende opfølgning på stiftsrådet beslutning og ledelsesmæssig koordination mellem relevante aktører nedsættes et koordinationsudvalg bestående af formand, biskop, kommunikationschef, stiftskontorchef og evt. en provst med ansvar for tværgående opgaver. 

Kommunikationschefen bistår stiftsrådet og koordinationsudvalget med sekretariatsbistand i samarbejde med stiftsadministration mv. mht. forberedelse og opfølgning på stiftsrådets beslutninger, understøttelse og opfølgning på udvalgenes arbejde samt med at fremme stiftsrådets kirkepolitiske synspunkter i offentligheden og over for relevante beslutningstagere.

De to foreståede stillinger som stiftskoordinator for hhv. unge voksne og socialt arbejde kan forankres i POK med kommunikationschefen som foresat, ligesom medarbejdere i Folkekirken for Internationals er forankret i POK. 

Arbejdssted kan delvist være i relevante kirker, som arbejder med disse indsatser.

Stiftsudvalg

Stiftsrådet nedsætter en række udvalg til at arbejde med de nævnte prioriteringer, øvrige driftsopgaver samt til at kvalificere stiftsrådets drøftelser. Alle udvalg skal arbejde med det perspektiv, at deres arbejde skal være til inspiration for menighedsrådenes arbejde og være til fælles gavn på tværs af stiftet.

Der nedsættes følgende udvalg:

Udvalgenes medlemmer blev valgt af stiftsrådet den 7. marts 2022. Disse udvalg er oprettet og når de har konstitueret sig selv, vil navnene på udvalgenes medlemmer fremgå af hjemmesiden. 

Udvalgenes funktionsperiode varer til 31. marts 2026.

Oplæg til kommissorier for stiftsudvalg

Når udvalgene er valgt og har haft lejlighed til at drøfte opgaverne, kan de vende tilbage til stiftsrådet med forslag til ændringer i kommissorierne.

Oprettet 16.02.2022 / iman