Fortsæt til hovedindholdet
Ungeudvalget
Ungdommens Folkemøde 2021
Fire unge der lægger bladguld på en kæmpe pink figur af Jesus' hoved

Pink Kristus på Ungdommens Folkemøde

Folkekirken er på Ungdommens Folkemøde 2021 med en 2,5 meter høj pink Kristusfigur, som tager mod unges byrder og dekoreres med bladguld. Folkekirken byder også på talk og workshop om sorg og en chance for at tale med præster om alt mellem himmel og jord.

Af Benedikte Sommer og Christian Bro

Multikunstneren Jim Lyngvild har skabt en sanselig, interaktiv og vild fortolkning af Kristus, som repræsenterer folkekirken på Ungdommens Folkemøde 8. og 9. september.

Kristusfiguren er pink og brager 2,5 meter op af jorden i folkekirkens telt. Den er en fortolkning af Thorvaldsens verdenskendte Kristusfigur i Københavns Domkirke. Arbejdstitlen er ordene på soklen: Kommer til mig” - alle I, som bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile (Matt 11,28).

Forståelse for sorg

I år er temaet TRIVSEL, og folkekirken sætter fokus på de byrder, vi bærer rundt på uden at vide, hvad vi skal stille op med dem. Tunge byrder, som kan være svære at tale om.

Studenterpræst Charlotte Grunnet er medlem af Københavns Stifts Ungeudvalg, hvor folkekirkens arrangement er forankret. 

- Vi glæder os rigtig meget til at tage mod alle og håber, vi kan være med til at udvide forståelsen for sorg og fylde redskabskassen til at bearbejde sorg. Vores interaktive værk fortæller, at Kristus bestandig kommer til os på mangfoldige måder og er der til at hjælpe os med vores tunge byrder, siger Charlotte Grunnet.

Om valget af Jim Lyngvild til formidlingsopgaven siger Charlotte Grunnet, at han har en særlig evne til at skabe værker, der sætter tanker og diskussioner i gang – også om kristendom og kirke.

- Ønsket var et iøjnefaldende værk, som gør opmærksom på, at man altid kan komme til kirken og kristendommen, også når livet bliver tungt, siger hun.

Forgyldt Kristus
Udenfor folkekirkens telt ligger en bunke sten, som symboliserer byrder. Dem kan besøgende bære over til Kristus-figuren og lægge fra sig. Forhåbentligt bliver man lettere i mere end én forstand, når man lader stenen falde fra hånden – og måske fra hjertet.

Ved Kristus får man et stykke bladguld som et symbol på nåden. Der er altså denne dobbelthed på færde, at man både får lettet sit hjerte og ovenikøbet får en gave, man kan dekorere figuren med. Nåde for noget.

Arrangørerne håber, at Kristusfiguren ved fælles hjælp bliver helt forgyldt i løbet af festivaldagene.

Teologistuderende Christian Bro og Benedikte Sommer er de bærende kræfter bag arrangementet, og de håber på mange nysgerrige spørgsmål fra de besøgende. 

For yderligere oplysninger, kontakt:

Studenterpræst Charlotte Cappi Grunnet, e-mail: ccg@km.dk, tlf.: 30306494

Teologistuderende: Benedikte Sommer, e-mail: benediktesommer@gmail.com, tlf.: 21470403

Teologistuderende: Christian Bro, e-mail: chr-bro@live.dk, tlf.: 31226604

FOLKEKIRKEN PÅ UNGDOMMENS FOLKEMØDE 8. - 9. SEPTEMBER

 

Folkemødet er en tilbagevendende demokratifestival i Valbyparken, hvor 25.000 unge kommer for at tale og diskutere samfund og samtid og blive klogere på 85 bærende samfundsaktører. 

 

I folkekirkens telt er der højt til hvælvingerne, og alle spørgsmål er velkomne. En veloplagt skare af præster står klar til at samtale om alt mellem himmel og jord – og især det imellem.

 

PROGRAM

 

Onsdag d. 8. september, kl. 9.00-15.00

11:30-12:15: Talk: "Tal for Guds skyld om det" v. Lotte Blicher Mørch og Charlotte Cappi Grunnet.

 

Under temaet Sundhed & Trivsel byder folkekirken til talken ”Tal for Guds skyld om det”. Her samtaler hospitalspræst Lotte Blicher Mørch og studenterpræst Charlotte Cappi Grunnet med unge, som har haft alvorlig sygdom og død tæt inde på livet. Vi hører, hvordan de unge har åbnet op om det svære, de har gennemgået, og involveret andre i det.

 

Torsdag d. 9. september, kl. 9.00-15.00

13:00-14:00: Workshop: "Den gode ven" v. Christian Bro og Benedikte Sommer.

 

I workshoppen ”Den gode ven” har folkekirken fokus på dem, der står omkring den sørgende. Hvad siger og gør man, når ens ven rammes af sorg? Det finder vi i fællesskab gode svar på.

 

Læs mere om Ungdommens folkemøde: www.ungdommensfolkemoede.dk

Ungdommens Folkemøde i billeder

tre mennesker i samtale foran et pink Jesushoved
en gruppe unge foran et pink Jesushoved
en gruppe unge lægger pink sten foran et pink Jesushoved

Foto: Sille Arendt