Inspiration i coronatid
Film med din mobil

Film med din mobiltelefon

Enkle tip og tricks når du skal filme med din smartphone

  • Brug tid på at planlægge, hvad du skal filme, så du ved du får det hele med. Så du er sikker på, du ikke mangler noget, når du kommer tilbage fra optagelse.
  • Tør linsen af på din mobil, og vær opmærksom på at dine fingre ikke dækker for linsen, når du filmer.
  • Pas på, at du ikke dækker for mikrofonen med hænderne, så man ikke kan høre, hvad du siger. Du kan også vælge at købe en ekstern mikrofon på enten kabel eller som trådløs, der kan forbedre din lyd. Vær opmærksom på vindstøj eller, om det er et lokale med stor rumklang. Her er det vigtigt, at den der taler, ikke kommer for langt fra kameraet.
  • Det program, der hedder “kamera” på mobilen, kan sagtens fungere. Ønsker du mere kontrol over dine optagelser, findes der andre “App´s”, som kan hjælpe dig. F.eks. Filmic Pro.
  • Sørg for at alle optagelser filmes i bredformat - altså, hvor mobilen ligger ned.
  • Hvis du ønsker at låse fokus og lys, kan du trykke på det sted på billedet, du ønsker, den låser fokus og måler lyset. Så vil der stå
AE/AF lås på skærmen.
  • Sørg for at holde kameraet i ro. Du kan også vælge at sætte det på et stativ, hvis du har et - eller du kan lave et af karton.
  • "Shoot & Move".
Skal du klippe filmen sammen bagefter, er det en god ide, at du flytter dig med kameraet og laver forskellige beskæringer af det samme billede.
Et stort billede, gå tæt på og lav et nærbillede, stil dig højt oppe og gå på knæ og få det fra et lavt perspektiv. Det vil gøre det lettere for dig at klippe det sammen og tidsforkorte en sekvens.
  • Kig på dit billede og se, om der er noget. der forstyrrer - og fjern det fra billedet, hvis der er mulighed for det.
  • Er der f.eks. en person eller en ting i forgrunden af billedet, så stil dig sådan, at der ikke “vokser” ting ud af hovedet på folk fra potteplanter og grene i baggrunden.
  • Undgå at filme direkte mod lyset, f.eks. op ad vinduer. Flyt dig i stedet, så du får lyset i ryggen, og lyset rammer det, du gerne vil filme.
    Sørg for, at du altid lige lader kameraet filme nogle sekunder længere, end du egentlig synes, du har brug for. Så er det lettere at klippe sammen bagefter.
  • Når du er færdig med at filme, er du klar til at redigere dit materiale til en færdig film. Eller - hvis det er et enkelt klip, så kan du klippe det til i start og slut og uploade det til Facebook eller Youtube.