Menighedsrådsvalg nyheder
Nyheder

Man må godt prikke folk mere end én gang

Til efteråret er der valg til Danmarks menighedsråd. Hvordan finder man de rette kandidater til næste rådsperiode? 45-årige Marlene Borst, der er medlem af menighedsrådet i Vesterbro Sogn, anbefaler, at man ikke er bange for at vise potentielle kandidater, at de er ønskede

Af Inge Haandsbæk Vestergaard

- Hvordan kom du i menighedsrådet?

Det begyndte med, at min datter sang i kirkekor på Vesterbro. Så jeg tog med hende ud om søndagen, når hun skulle synge i de forskellige kirker, der hører til Vesterbro Sogn. Her oplevede jeg, hvor forskellige kirkerne var.

Jeg har aldrig tænkt, at jeg skulle sidde i menighedsrådet, men da vi nærmede os, fik jeg en mail fra formanden for Vesterbros menighedsråd, hvori han opfordrede mig til at stille op. Han kendte lidt til mig, for jeg har siddet i Folketinget og været kirkeordfører for Radikale Venstre. Jeg havde tidligere besøgt sognet for at holde et oplæg, hvor jeg bad det daværende menighedsråd huske, at folkekirken er en folkeinstitution, og rådede dem til at holde fokus på hele folket. Vesterbro er det sogn, hvor færrest er medlem af folkekirken, så jeg opfordrede dem til at se folkekirken som mere end et trossamfund. Jeg mener, at folkekirken er en folkeinstitution, som også er for dem, der ikke er medlemmer.

Da vi nærmede os det seneste menighedsrådsvalg for fire år siden, fik jeg en mail fra formanden med en opfordring til at stille op. Han synes, jeg med mine tanker og mit syn på folkekirken kunne bidrage med noget til menighedsrådet, måske fordi jeg har en markant holdning til folkekirkens opgave. 

Jeg svarede ham, at jeg ikke var interesseret og i øvrigt ikke engang boede i sognet. Da skrev han tilbage, at det var en dårlig undskyldning! Jeg har aldrig før oplevet, at nogen var så insisterende og kaldte min beslutning for dårlig. Han var sikker på, at jeg kunne bibringe menighedsrådet noget og forklarede, at det altså kun ville tage mig fem minutter at skifte sogn.

Det at menighedsrådets formand insisterede gjorde et stort indtryk på mig. Da jeg afviste forslaget i første omgang, var det en standardreaktion, fordi jeg havde travlt. Jeg var lige stoppet i Folketinget og var ved at lede efter et nyt job, samtidig med at jeg havde andre forpligtelser. Men hans vedholdenhed fik mig til at reflektere lidt mere over hans opfordring. 

Min grundindstilling er, at hvis man har evnerne, så har man også pligten, og formanden mente, jeg havde noget at byde på.

Da jeg nævnte denne opfordring for min mand, som ikke er medlem af folkekirken, sagde han til mig: ”Jeg synes, du skal tage med i dine overvejelser, at når du kommer hjem fra et hovedbestyrelsesmøde i Radikale Venstre, så er du tit træt og udmattet. Men når du kommer hjem fra aktiviteter i kirken, er du som regel glad.” Når man hører en person, som ikke er medlem af folkekirken, sige sådan, så må der være noget om det.

Jeg besluttede mig for ikke at genopstille til hovedbestyrelsen i Radikale Venstre, og stillede i stedet op og blev valgt ind i menighedsrådet.

- Hvad er din oplevelse af menighedsrådsarbejdet?

Det minder jo om mit politiske engagement i den forstand, at jeg beskæftiger mig med ting, som befinder sig i spændet mellem politik og kirke/tro. Grundlæggende handler det om at diskutere, om det er menneskene eller samfundet, der skal bære vores liv.

For mig var det nyttigt at kende de overordnede politiske strukturer for bestyrelsesarbejde. Det gælder særligt, når menighedsrådet er så stort, som vores. Vi er et menighedsråd med 35 medlemmer i det store fælles Vesterbro Sogn, som udgøres af syv forskellige og selvstændige kirker. 

Desværre synes jeg også, at der går lige lovlig meget politik i arbejdet og mindre ånd. Det er ikke formandens skyld, men skyldes nok, at vi er så mange. 

Jeg sidder i menighedsråd, fordi jeg gerne vil have et sogn til at hænge sammen. Men jeg kan godt blive frustreret, hvis vores drøftelser, som er gode og spændende, ikke får noget liv efterfølgende, fordi de enkelte kirker skal ville det. I så fald bliver det jo bare metadiskussioner fjernt fra det praktiske kirkeliv.

- Hvad tænker du er det vigtigste, når man skal rekruttere kandidater til menighedsrådet?

For mig var det vigtigste, at jeg blev udfordret i mit første afslag. Derfor vil jeg sige, at man godt kan prikke folk mere end én gang, hvis man mærker en interesse og ser en mulighed for, at de kunne finde på at være med. Det har jeg selv brugt i andre sammenhænge, for jeg kunne se, hvordan det smigrede mig, at menighedsrådsformanden ikke gav slip så let.