Det sjællandske stift deles i 1922
Man havde længe været klar over, at én mand ikke fyldestgørende kunne bestride et så omfattende embede som det sjællandske stift. Hans vigtigste opgave var jo at opretholde kontakt med stiftets præster og stå til rådighed for disse med teologisk vejledning. Gamle dages traditionelle bispevisitatser omkring i stiftet var ikke mere gennemførlige.
Siden slutningen af 1800-tallet havde der desuden kunnet konstateres en markant forøgelse af befolkningen i hovedstadsområdet, hvilket havde medført oprettelsen af et stort antal nye menigheder og kirker. Kulturminister J. C. Christensen (1856-1930) havde omkring 1903-04 forsøgt en aflastning af biskoppens stadigt voksende arbejdsbyrde, men ikke opnået Rigsdagens tilslutning. Nordslesvigs genforening med Danmark i 1920 åbnede imidlertid nye muligheder.
Ved folketingsvalgene i 1920 havde den radikale regering under C. Th. Zahle (1866-1946) mistet sit parlamentariske flertal, og et nyt ministerium, støttet af partiet Venstre og Det konservative Folkeparti med Niels Neergaard (1854-1936) som statsminister, var blevet følgen. Neergaard insisterede imidlertid på, at J. C. Christensen skulle indtræde i ministeriet. Man havde ikke glemt de politiske vanskeligheder, tidligere venstreregeringer havde haft med ham, når han ikke havde sæde i en nyudnævnt regering, som Venstre havde dannet.
På sin side krævede den gamle venstrefører at blive udnævnt til kirkeminister i ministeriet Neergaard og få mulighed for at videreføre en demokratisering af folkekirkens styrelse (menighedsråd og bispevalg). Ved lov af 10. sept. 1920 nedsattes et kirkeligt udvalg til at udarbejde forslag om Nordslesvigs indlemmelse i den danske folkekirke samt udforme kirkeministerens forskellige ønsker om en demokratisering af folkekirkens styrelse. 10. februar 1922 kunne kirkeministeren forelægge Folketinget ikke mindre end 9 nye kirkelige love, herunder forslag om oprettelse af et nyt jysk bispeembede og en deling af det sjællandske stift. Her vil kun blive redegjort for stiftsdelingen.
I sin forelæggelsestale fremhævede J. C. Christensen, at en deling af det sjællandske stift nu var absolut nødvendig. Han havde overvejet en tredeling, men havde på fornemmelsen, at det ikke ville vinde tilslutning. Han var derfor standset ved en to-deling bestående i et nyt Roskilde stift og et Københavns stift. Folketallet i det eksisterende sjællandske stift var nemlig større end den samlede befolkning i Lolland-Falsters, Fyns samt Ribe og Århus stifter, og antallet af præster overgik det i Lolland-Falster, Fyn og det vidtstrakte Ribe stift eksisterende antal.
Hertil kom præsterne på Bornholm, på Færøerne og i Grønland. Det var imidlertid nødvendigt, at en nyordning gjorde virkelig gavn. Fordelingen af de eksisterende provstier mellem de foreslåede stifter burde afgøres senere ved kgl. resolution. Det var der hævd på. Kun oprettelse af nye stifter var et lovgivningsanliggende.
En detaljeret gennemgang af Rigsdagens behandling af forslaget er der ikke plads til i denne sammenhæng. Så meget skal dog antydes, at der i Folketinget var en ikke ringe uvilje mod af bekoste oprettelsen af et nyt Roskilde stift, medens man tilsluttede sig et nyt stift i Jylland med Haderslev som stiftsby.
Folketinget nedsatte et 15-mands udvalg til at behandle forslaget. Udvalgets formand var venstremanden J. P. Lillelund (1876-1922), der inden sin død nåede at få skrevet en lille bog om de nye kirkelove. Som udvalgets sekretær virkede kirkehistorikeren, dr. Laust Moltesen (1865-1950), som ligeledes tilhørte partiet Venstre. Folketinget ville gerne indrømme, at det var nødvendigt at mindske den sjællandske biskops arbejdsbyrde, men det burde ikke ske ved en forøgelse af det eksisterende antal stifter.
En gruppe socialdemokratiske og radikale politikere foreslog at gennemføre den fornødne aflastning ved at henlægge provstierne i Sorø og Præstø amter til Lolland-Falsters Stift. En anden gruppe med Moltesen som ordfører ville nedlægge Lolland-Falsters stift og henlægge dets sogne under det foreslåede nye Roskilde stift. Man fandt, at Sydhavsøerne måtte være beæret ved at blive tilsluttet et ældgammelt og fornemt stift! Man overhørte ganske de kraftige protester, som var indkommet fra de lolland-falsterske menigheder mod dette forslag.
Ved den endelige behandling i Folketinget 18. maj 1922 foreslog Moltesen, at der oprettedes et nyt embede som biskop over Roskilde stift, samtidig med at man nedlagde Lolland-Falsters stift. Man undlod nærmere at foreslå en provstideling mellem Roskilde og Københavns stift. J. C. Christensen tog bestemt afstand fra dette forslag. Han havde med tilfredshed konstateret, at Tinget var enig med ham i, at man burde aflaste den sjællandske biskop, men arbejdsbyrden i det nye Roskilde stift ville hurtigt blive aldeles uoverkommelig. Man kunne heller ikke nedlægge et stift, uden at der i forvejen var forhandlet med de lokale myndigheder. Trods ministerens modstand vedtoges forslaget med 71 stemmer mod 62.
Herefter kom forslaget til behandling i Landstinget, hvor man ligeledes nedsatte et 15-mands udvalg med den sønderjyske politiker Hans Jefsen-Christensen (1880-1956) som formand og ordfører. Behandlingen blev her ikke så langvarig som i Folketinget. Man tilsluttede sig også her oprettelsen af et nyt jysk stift med Haderslev som stiftsby. Da man var klar over ministerens modstand mod Folketingets beslutning, gav man den omstridte paragraf følgende mere smidige formulering: “Der oprettes et embede som biskop i Roskilde. Det fastsættes ved kgl. resolution, hvilken del af Sjællands stift, der skal henlægges til dette embede, samt om en del af nævnte stift - i bekræftende fald hvilken - skal henlægges til Lolland-Falsters stift”. Nævnte stift, som så sent som i 1803 var udskilt fra Fyns stift, skulle således opretholdes. Forslaget blev vedtaget ved 3. behandling med 36 stemmer mod 21.
Forslaget vandrede tilbage til Folketinget, hvor det kom til eneste behandling 23. juni 1922. På ny kom Folketingets oprindelige vedtagelse til afstemning, men forkastedes nu med 69 stemmer mod 62, hvorefter man stemte om Landstingets formulering. 67 medlemmer stemte for og 49 imod, hvorefter forslaget forelagdes kongen til underskrift 30. juni 1922. Resultatet blev således en deling af det gamle sjællandske stift i et Københavns og et Roskilde stift.
Den gamle venstrefører betragtede hermed sin politiske gerning som afsluttet, og som hans efterfølger udnævntes undervisningsminister Jac. Appel (1866-1933). I løbet af de følgende måneder forhandlede man i Kirkeministeriet om den nærmere fordeling af provstierne mellem de to stifter. Ved kgl. anordning 23. november 1922 bekendtgjordes resultatet. Anordningen kan betragtes som det fremtidige københavnske stifts fødselsattest.
Under Københavns stift henlagdes provstierne i Københavns kommune, Gl. Københavns amt, inklusive Frederiksberg provsti, samt Frederiksborg og Bornholms amts provstier. Desuden hørte kirkerne på Færøerne og i Grønland også til stiftet. Til Roskilde stift henlagdes provstierne i Gl. Roskilde amt samt i Holbæk, Sorø og Præstø amter. Det kom ikke på tale at ændre ved Lolland-Falsters stift.
Det nye Københavns stift trådte formelt i funktion 1. december 1922.