Lyd, billeder og præsentationer
Nyheder

Tag bedre fotos

Sådan bliver du bedre til at tage billeder til kirkens kommunikation.

Af Kåre Gade, tidligere Helsingør Stift, og Henrik Dons Christensen, Københavns Stift (Foto: Kåre Gade)

Det bedste kamera er altid det kamera, du har på dig, plejer fotograferne at sige. I dag har alle en smartphone i lommen. Den er sandsynligvis teknisk langt bedre end dit første digitale kamera.

Her får du gode råd til, hvordan du bedst muligt udnytter dit kamera til at tage gode og aktuelle billeder til kirkens hjemmeside, Facebook og kirkeblad. Vi har taget udgangspunkt i din smartphone, men reglerne gælder også, hvis du er udstyret med et større systemkamera.

Hvad er et godt billede?

Informativt? Visuelt flot? Følelsesvækkende? Giver en følelse af nærvær? Det er det hele!

Husk, at det er billedets fortælling og de følelser, det vækker, der afgør, om der er tale om et godt billede. Ikke nødvendigvis effekter og smarte vinkler.

1. Hold din linse ren 

Elementært, men afgørende. Et kamera, der bor i lommen, bliver fedtet. Og en fedtet linse giver uklare billeder. Puds den med en ren, blød klud. Eller dit skjorteærme.

Kastellet set gennem en fedtet linse. (iPhone SE)

2. Lær dit kameras begrænsninger at kende 

Smartphones kan rigtigt meget, men der er to ting, de (endnu) ikke kan. En begrænsning er, at smartphones ikke kan fotografere med samme dybdeskarphed, som et systemkamera med et lysstærkt objektiv. Alt i mobilens foto bliver i udgangspunktet lige skarpt. 

Billedet t.v. er taget med et kamera, hvor man ved hjælp af blænden kan skabe lav dybdeskarphed – urtepotten er i fokus, baggrunden er uskarp. Billedet t.h. er taget med en iPhone – bilerne og den røde container er lige så skarpe som urtepotten (nogle nyere smartphone-modeller har dog en effekt, der efterligner kameraet lave dybdeskarphed). 
(Fuji X-T1 og iPhone SE).

Høj dybdeskarphed er ikke nødvendigvis dårligt – de bedste reportagefotografier har ofte høj dybdeskarphed – men det stiller store krav til kompositionen. Billedet fra basaren i Den Danske Kirke i London fungerer kun, fordi personen i forgrunden skaber fokus i billedet. 
(iPhone 5)

En anden begrænsning er, at smartphones er sværere at bruge i lav belysning. Det giver digital ‘støj’, og billederne bliver ofte rystede. Det hjælper at læne sig op ad en væg, holde telefonen med begge hænder og bruge volumenknapperne på siden som udløser. Men det bedste er at forsøge at finde et sted med bedre lys.

Uskarpt billede pga. dårligt lys. (iPhone 5)

De seneste års udvikling har hjulpet en del på de to udfordringer. Nyere telefoner kan tilføje kunstig baggrundssløring, der næsten ser naturlig ud for det utrænede øje. Og mobilkameraer er blevet bedre til at tage billeder i mørke og er ofte bedre end de billigste spejlreflekskameraer med standardobjektiver.

3. Bliv ven med dine apps

Overordnet set er det lettere at arbejde med et billede, som under optagelsen er blevet skarpt og som ikke har farvestik eller rod i billedet. Det er langt sværere at redde et dårligt billede, men nogle gange er man som fotograf tvunget til det.

Din smartphone er 'født' med en kamera-app og en billedredigerings-app. De to apps rummer en lang række indstillingsmuligheder, og selv den erfarne smartphone-fotograf er ikke altid klar over, hvor meget de to apps faktisk kan. Det er en rigtig god idé at sætte sig ind i mulighederne.

Kamera-app på iPhone. Sæt dig ind i, hvilke muligheder din app tilbyder: Hvordan fokuserer man? Hvordan ændrer man lysstyrken? Hvor slår man blitzen fra og til? Hvad er HDR?

Fotos-app på iPhone. Sæt dig ind, hvilke muligheder, du har for efterfølgende at redigere billederne: Belysning, farver, beskæring etc. 

Du finder billedredigeringsappen ved at åbne dit galleri og vælge det billede, du gerne vil lave rettelser på. Her får du mulighed for at redigere billedet. Når du vælger denne funktion, vil du blive præsenteret for et væld af muligheder: Du kan beskære, rotere og tilføje filtre og redigere farver og lysstyrke. Pas på med at bruge for mange filtre og effekter, da det tager fokus fra motivet. Det er dog næsten altid en god ide at rette på farverne, så de afspejler virkeligheden.

Du kan også downloade apps, der kan hjælpe med din billedbehandling. Der findes eksempelvis Photoshop til mobilen, og programmet snapseed kan også anbefales. Du kommer dog langt med de fotoapps, du allerede har på din telefon.

4. Gå efter det gode, naturlige lys

  • Tag billederne, når lyset er godt
  • Udendørs er bedre end indendørs
  • Naturligt lys er bedre end kunstigt lys
  • Sommerhalvår er bedre end vinterhalvår
  • Skygge er bedre end solskin
  • Morgen og aften er bedre end midt på dagen
  • Pas på modlys – brug evt. HDR-funktionen, der kan redde detaljer i højlys og skyggen
  • Fotografer tæt ved vinduerne
  • Vær ikke bange for mørket – sluk blitzen permanent
  • Brug din touch screen til at fokusere og regulere lysstyrken
  • Forsøg kun at have én lyskilde

Lyset er bedst først og sidst på dagen. Her St Alban's ved Kastellet fotograferet en vinteraften og den følgende morgen. (iPhone SE)

Samme kamera, samme tid og sted, samme model, men i modlys, sidelys og medlys – hvilket billede er bedst?. (iPhone SE)

Sluk for blitzen på din smartphone og tænd den aldrig igen! Vær ikke bange for mørket – skru tværtimod manuelt op for det ved hjælp af slideren på din touch screen. Din smartphone vil nemlig automatisk prøve at kompensere for det manglende lys, men når du fotograferer lucia-optoget, vil du gerne have mørket med. Husk at holde smartphonen stille. (iPhone 5)

5. Tænk over kompositionen

  • Husk, at man kan fotografere på højkant og i bredformat, og vælg det, der passer bedst til mediet
  • Fyld billedet ud
  • Drop din zoom, la’ vær’ at beskær’ – gå tættere på eller længere væk
  • Vælg en hovedperson – det kan også være en genstand
  • Hold øje med, hvad der foregår i baggrunden
  • Skab balance i dit billede: Brug symmetri, ‘tredjedelsreglen’ eller ‘det gyldne snit’
  • Placer noget i forgrunden
  • Find en naturlig ramme
  • Brug linjer og mønstre til at lede blikket
  • Brug gerne opstillede billeder

Drop din zoom – den digitale zoom reducerer billedkvaliteten, men den skaber også distance til motivet. Brug dine fødder, når du vil tættere på. (foto: Else Hviid, iPhone 6)

Andre gange kan det være en god idé at gå langt væk for at få det gode billede. Søen, kirken og sankthansbålet fortæller en historie, som man ikke havde fået med, hvis fotografen havde stået tæt på bålet. (iPhone SE)

Tredjedelsreglen (en simplere version af det gyldne snit) indebærer, at man med et gitter deler billedet ind i tre lige store dele på langs og tværs. Din smartphones kamera-app har formentlig allerede et sådant gitter, som kan aktiveres. På den måde opstår der fire 'kryds', og motivets vigtigste del placeres i et af de fire kryds. (iPhone SE)

6. Hold orden

  • Husk fødderne
  • Fjern forstyrrende elementer som tomme colaflasker og rodRet skæve horisonter
  • Ret skæve horisonter
  • Undgå styrtende linjer
  • … men husk at være kreativ

Undgå styrtende linjer ved at fotografere lige på motivet

7. Vær kreativ  

  • Leg med skæve og uventede vinkler
  • Ansigtet behøver ikke altid med - lad detaljen fortælle historien
  • Gå bag om scenen
  • Eksperimenter med vinkler og perspektiv
  • Tag omgivelserne med, når du tager portrætter

Omvendt 'puddlegram' af Den Danske Kirke i London (iPhone 6)

Husk at fotografere publikum. Gå bag om scenen.

8. Vær tålmodig  

  • Vent på det rigtige lys
  • Vent på det rigtige vejr
  • Vent på den rigtige situation

Vent på situationen, vejret og lyset. Vær tålmodig. (iPhone SE)

9. Vær flittig  

  • Tag mange billeder – rigtigt mange
  • Brug kameraets burst-funktion, når du fotograferer bevægelse
  • Gør det til en vane at fotografere alt det, der foregår omkring kirken
  • Betragt fotograferingen som en del af dit arbejde
  • Ryd op og slet

Vær flittig, tag mange billeder, vælg det bedste, og slet resten (iPhone SE)

10. Opbyg et arkiv med årstider og højtider

  • Opbyg et katalog med generiske billeder fra året og kirkeåret
  • De billeder, du tager til fastelavn i år, kommer dig til gode næste
  • Gør arkivet delbart ved at gemme det i skyen, f.eks. i Dropbox

Tag billeder af højtiderne og gem dem i et arkiv til næste år. (iPhone SE)

Om at fotografere i kirken  

Jo, man må gerne fotografere mennesker i kirken! Og hvis ikke folkekirken viser, at de tomme kirker er en myte, hvem skal så gøre det. Men man skal naturligvis opføre sig ordentligt:  

  • Aftal med præsten, hvordan det skal foregå
  • Fortæl indledningsvis gudstjenestedeltagerne, at I fotograferer
  • Forklar, at I fotograferer situationen, ikke enkeltpersoner 
     
  • Oplys, hvad billederne skal bruges til
  • Giv mulighed for, at man kan vælge ikke at komme med på billederne
  • Vær respektfuld

Altergang i Ganløse Kirke. (Fuji x-t1)

Lidt at arbejde videre med  

Som nævnt kan man rigtigt meget med de apps, som smartphonen er født med Når du har lært dem godt at kende, kan du begynde at eksperimentere med andre apps, der tilbyder endnu flere muligheder.

Med en tredjeparts-kamera-app får du flere kontrol- og indstillingsmuligheder – f.eks. ProCamera som fås til både Android og iPhone.

Med en tredjeparts-redigerings-app får du flere redigeringsmuligheder – f.eks. Snapseed eller PhotoShop.

Foto før og efter redigering i Snapseed. (iPhone 5)

Det bedste kamera er altid det kamera, du har på dig. God fornøjelse!