Den nye kirkegård

AF SØREN KJÆR BRUUN, SOGNE- OG STUDENTERPRÆST
ILLUSTRATION METTE FUNCK 
Vi lever individuelt og dør individuelt uden at spørge vores 
familier, hvordan de har brug for at mindes os. Men både i livet og i døden har vi brug for fællesskabet.

Kulturen omkring de danske kirkegårde er i opbrud, og nye skikke vinder frem. 

Familiegravstedet, hvor generation efter generation blev jordfæstet side om side med større eller mindre gravmonumenter, må vige pladsen for de afdødes individuelle ønsker i livet. Flere bliver kremeret, og antallet af kistebegravelser falder. 

Vi lever ikke alene individuelt. Også i døden sætter individualismen sine spor, og ofte har de døende helt særlige ønsker for, hvad der skal ske med deres jordiske rester. 

Nogle beder om, at deres aske spredes fra et skib ud over havet. Andre ønsker at blive stedt til hvile i en skov eller en lund uden markering af nogen slags. Andre igen ønsker, at deres aske skal blæse væk i vinden 
fra et tårn eller et andet højt sted. 

Anne Kjærsgaard er religionsforsker og har gennem mange år har beskæftiget sig med danskernes forhold til døden – herunder særligt deres forhold til gravstedet og kirkegården.

“Vi indretter os mere eller mindre efter de dødes ønsker. Alt for sjældent taler vi med hinanden om vores fælles behov og de behov, som de efterladte har,” siger hun og forklarer, at det er individualiseringen, der slår igennem. 

“Behovet viser sig ofte at være et enkelt og synligt sted, hvor de efterladte kan tale til og med de døde. De færreste sejler ud på havet for at mindes de døde. Det ser man faktisk kun ved skibskatastrofer og bådforlis, hvor havet forvandles til begravelsesplads og helligt sted. Vi er ikke nær nok opmærksomme på de efterlevendes ønsker og behov, 
men det burde vi være.”

Kaffe ved graven 

Vi vil gerne respektere de afdødes ønsker. Et gravsted skal passes, og mange ældre ønsker ikke at være til besvær for familien. Især ikke, hvis familien bor langt væk fra kirkegården. 

“Ikke desto mindre har de efterladte behov for et sted at gå hen med deres sorg. Besøget på kirkegården kan åbne livet og tilværelsen 
på ny. De døde er ikke bare døde og borte. De er særdeles levende, og vores adfærd omkring gravstederne røber det,” siger Anne Kjærsgaard. 

Hun fortæller, at stenen med navneindskrift, årstal og ord ofte er sted for en form for gaveudveksling mellem levende og døde. Vi kommer med blomster og små gaver til de døde og får også noget af dem, 
som vi kan tage med hjem. Livgivende ord og minder.

 Mange kommer til graven for at spørge de efterladte til råds, og er der en lille bænk, kan man tage plads og indlede en samtale. Nogle tager sågar kaffen med og hælder den ned i gruset eller på jorden foran stenen. 

“Det er vigtigt for os, at de kære følger med i vores liv, selvom om de ikke længere er fysisk til stede. Vi har brug for at mødes, og ofte er stenen, pladen eller plænen et mødested. Her siger vi på afskedsdagen 
det sidste farvel. Og dette ‘farvel’ bliver sidenhen til det første ‘goddag’ og indledningen på samtaler med de døde.”

Fælles historie 

De fleste kirkegårde er offentlige haver, som alle kan besøge. Når du træder ind i de dødes have, så træder du ind i et fællesskab, som på grund af individualiseringen er gået tabt mange andre steder i vores 
samfund. 

“Det er vigtigt, at der er et sted, hvor de efterladte kan gå hen. Men det er mindst lige så vigtigt, at vi andre kan gå derind,” siger Anne Kjærsgaard. 

Det er nemlig ikke uden betydning, at vi på kirkegården læser andre menneskers navne og årstal på deres sten og tavler. Men individualiseringen trækker os væk fra fællesskabet omkring de døde og deres historie. Vi ser ikke, at dén historie også er vores historie. Det er og bliver en fælles historie. 

Det betyder dog ikke, at Anne Kjærsgaard vil tilbage til de gamle slægtsgrave, hvor hele familier ligger begravet side om side.

“Kirkegårdene må gerne udvikle sig og følge med tiden, og det gør de. I dag kan ingen undgå at bemærke de gravsteder, hvor små børn er begravet. Forældres omsorg for det døde barn lever videre, og kærligheden til de små forsvinder aldrig. Barnet vokser ikke mere. Alligevel kan vi tale om at følge barnets opvækst.” 

At miste et barn er alle forældres skræk, men tabet kan rummes i vores fælles historie. Den historie må ikke gå tabt, og det gør den, hvis vi forvandler kirkegårdene til terapihaver, parker eller andet. Så sættes det enkelte menneske i centrum på bekostning af den fælles historie, forklarer Anne Kjærsgaard. 

“Kirkegårdene fortæller altså historien om et fællesskab. Og står den lille bænk i nærheden af en grav, som vi mere eller mindre tilfældigt standser ved, så er vi tilbøjelige til at sætte os på den og indlede en samtale. Det kan være om livet, savn og længsel, men også om ganske almindelige ting. 

Den samtale er meget vigtig, og derfor bør vi i højere grad tale med hinanden om vores behov, hvis der er mulighed for det. Vi har brug for at høre de dødes stemmer i vores liv. Både de kendtes og ukendtes. De kan minde os om, at vi altid er og vil være del af et livgivende fællesskab.”