Folkekirken skal styrke sin digitale synlighed
Niels Jarler er ny digital kommunikationskonsulent i Københavns Stift. Han glæder sig til samarbejdet med kirkerne og til at være med til at styrke folkekirkens tilstedeværelse på digitale medier.

Niels Jarler er tiltrådt som digital kommunikationskonsulent i Københavns Stift.
Af Kirsten Weiss Mose
Folkekirken har meget at tilbyde, og derfor skal den også være synligt tilstede på digitale medier, hvor folk får første indtryk og i det hele taget henter deres informationer. Det mener Niels Jarler, som begyndte som digital kommunikationskonsulent i Københavns Stift den 7. april.
Han har arbejdet med digital kommunikation i 7 år, senest fra Skagens Kunstmuseer, hvor han havde ansvaret for museernes digitale kommunikation, bl.a. sociale medier, web og digital formidling.
Den digitale kommunikation skal understøtte den virkelige verden
Niels Jarler ser frem til at komme i gang med det, han har fået stor erfaring med at gøre i museums- og kulturverdenen bredt: at styrke den digitale kommunikation så den understøtter den virkelige verden, som han formulerer det.
Det arbejde indebærer mange forskellige færdigheder, fra opdateret viden om sociale medier og hjemmesider til mere tørre emner som søgemaskineoptimering, databehandling og webtilgængelighed.
Konkret glæder han sig først og fremmest til kontakten med dem, der sidder med de digitale kommunikationsopgaver i stiftets kirker.
”Jeg vil gøre meget for at få en nær kontakt til dem, der sidder med de digitale opgaver i kirkerne. Vi kan få meget ud af at sparre med hinanden. Og jeg håber, at folk vil se mig som en kollega, der sidder centralt, og som meget gerne vil sparre med alle, der har brug for det,” siger Niels Jarler.
Med en uges ansættelse bag sig er Niels Jarler først og fremmest i gang med at sætte sig ind i folkekirkens organisering og begreber.
”Hvad er DAP? Og hvordan er folkekirkens relation til staten?” Der er mange nye ting at sætte sig ind i, når man som jeg skal til at se folkekirken indefra, siger Niels Jarler, som nu er flyttet ind sammen med resten af presse- og kommunikationsafdelingen i Københavns Stift i Vartov.
Navn: Niels Jarler
Alder: 42 år
Uddannelse: cand.mag. i dansk litteratur
Seneste ansættelse: Kommunikationsmedarbejder på Skagens Kunstmuseer
Funfact: Er optaget af Kingos salmer