Slutspurt op til menighedsrådsvalget
Menighedsrådsvalget nærmer sig hastigt, og der stadig meget at gøre, før alle er klar til valg. Kommunikationschef Charlotte Thybjerg Sørensen giver gode råd til de sidste ugers indsats.

Kommunikationschef Charlotte Tybjerg Sørensen vurderer, at forberedelserne til menighedsrådsvalget går godt i sognene
Af Kirsten Weiss Mose
Om to uger er der valgforsamling i landets kirker. Landsforeningen af Menighedsråd støtter forberedelserne med materialer, og kommunikationschef Charlotte Tybjerg Sørensen har en klar opfordring til, hvordan menighedsrådene skal bruge tiden frem til 15. september:
Sæt jer grundigt ind i reglerne, fortsæt med at skabe opmærksomhed om valget og brug tiden på at hverve de sidste medlemmer til at stille op.
Hvordan er forberedelserne til menighedsrådsvalget gået i sognene indtil nu?
I landsforeningen er det vores indtryk, at forberedelserne går godt. Vi kan se, at der bliver gjort en stor indsats for at skabe opmærksomhed om valget. Det gælder både på egne hjemmesider, på de sociale medier og i avisannoncer. Vi kan også se, at mange har givet interview og skrevet læserbreve til deres lokale medier. Og så er vi glade for, at mange menighedsråd har været inde på valgportalen og hente skabeloner og andet materiale.
Nu er vi gået ind i slutspurten: Hvad kan sognene med fordel bruge tiden på nu?
Det er en rigtig god idé at læse reglerne igennem. På www.godtfrastart.dk er der e-læringsmoduler, som klæder sognene godt på til valget. Man kan også gøre en ekstra indsats for at skabe opmærksomhed gennem ”Brug din stemme”-kampagnen. Og så handler det selvfølgelig om rekruttering. Ring, skriv og opsøg – med behørig afstand - egnede kandidater.
Har du gode råd til tiden efter 15. september? Hvad skal sognene huske?
Husk at bekendtgøre resultatet af valgforsamlingen inden for tidsfristen og informere om muligheden for at udløse afstemningsvalg. Og husk at indberette resultatet af valgforsamlingen i valgsystemet.
Se de vigtige datoer i forhold til menighedsrådsvalget via linket her. (åbner i nyt vindue)