Er folkekirken woke?

“Kvinder skal tie i forsamlinger.” Det er et af mange citater fra Bibelen, som mildest talt skurrer lidt i mine ører, når jeg hører dem i dag. 

Heldigvis er det ikke et citat, som er givende for den måde, som vi er folkekirke på i dag. Men vi kan ikke komme uden om, at Bibelen er skrevet i en anden tid og kultur, som stadig påvirker den kristne tradition. Det har især de sidste års identitetspolitiske strømninger og woke-bevidsthed kastet lys over. 

Som 33-årig præst, der selv er queer-person, synes jeg, at Bibelen og den kristne tradition indeholder mange problematiske dele, som det er vigtigt, at vi diskuterer i kirkerne og forholder os til. Blandt andet spørgsmålet om, hvad kirken og teologien kan lære af woke-bevidstheden og identitetspolitikken og yderligere, hvordan vi skal forholde os til de problematiske passager i Bibelen. 

Dernæst er det også interessant, hvordan forskellige generationer af præster og teologer har været påvirket af de her spørgsmål. Det har jeg givet mig ud på en lille rejse for at blive klogere på. Jeg har talt med tre forskellige generationer af teologer og præster, som alle på en eller anden måde har arbejdet med en feministisk tilgang eller andre identitetstilgange til teologien. 

Flere kvindelige præster 

Den første, jeg mødes med, er Mia Rahr Jacobsen, som er sognepræst i Sankt Jakobs Kirke på Østerbro. 

Hun er født i 1972, beskæftiger sig med feministisk teologi og queerteologi og har i 2021 været med til at udgive bogen “Vi er også kirken”, der handler om LGBTQIA+ -personer i folkekirken. 

Mia Rahr Jacobsen er selv homoseksuel, og jeg kender hende, fordi vi har lavet forskellige arrangementer sammen under Copenhagen Pride. Vi mødes over en kop te i hendes lejlighed på Østerbro. 

Hun fortæller, at noget af det, der har været med til at påvirke hendes generation af præster, er, at der nu er flere kvindelige end mandlige præster i folkekirken. Hun oplever, at det er generationerne før hende, som har taget de store kampe, når det kommer til kvindelige præster og homoseksuelles rettigheder. Men hun mener også, at der fortsat er mange ting at kæmpe for, og derfor er identitetspolitikken og woke-bevidstheden vigtig. 

“Woke handler blandt andet om en bevidstgørelse af dem, som har magten. Den helt store udfordring er at få dem, som har magt, til ikke bare at synes, at det ikke er okay med en meget konkret undertrykkelse, som for eksempel slaveri, men også at gøre dem bevidste om, at vi har systemer, som fungerer på en måde, der på mange måder faktisk ikke er i orden,” siger hun. 

“En del af den her kultur er også med til at skubbe til os i kirken og spørge os selv, om vi er så inkluderende, som vi siger, at kristendommen er, og som vi siger, at kirken skal være.” 

Mia Rahr Jacobsen mener, at vi som kirke har meget at bidrage med i identitetstænkningen. 

“Kirke, kristendom og de bibelske tekster har som omdrejningspunkt, hvad det vil sige at være menneske. Dermed også sådan noget som identitet, og hvor vi henter vores identitet. Netop i troen har vi en identitet i noget, som er større end os selv, og som samtidig kan rumme den særlige identitet, vi hver især har.”

Næring til troen 

Mia Rahr Jacobsen rammer her, hvad jeg selv synes, er et vigtigt aspekt af kristendommen. At man altid er en del af en større sammenhæng, men på samme tid selv har en særlig identitet. Spørgsmålet er så, hvad vi gør med de problematiske og undertrykkende passager i Bibelen, som rammer mennesker på deres særlige identitet, blandt andet kvinder og queer-personer. 

“Det er et godt spørgsmål, som jeg ikke er helt afklaret med. Jeg har det sådan, at lige de dele ikke er så interessante. Jeg ved, de findes, og jeg ved, at der er folk, som bruger dem aktivt i deres teologi og i deres menneskeforståelse, men det er slet ikke noget, der som sådan bidrager til mit trosliv.” 

Mia Rahr Jacobsen bruger de bibelske fortællinger, som hun kan forbinde sig med. Det giver noget til hendes trosliv. Og det er netop det, som jeg tænker over på vej hjem på cykel. Det, at det er meget forskelligt, hvad der taler til os mennesker trosmæssigt, og hvor vi henter næring til vores tro. Det kan både være uden for og inden for Bibelens mangfoldige tekstunivers.

Pioner i blå kedeldragt 

Den næste, jeg mødes med, er Gitte Buch-Hansen. Hun er født i 1958, er lektor i Det Nye Testamente ved Det Teologiske Fakultet på Københavns Universitet og desuden hjælpepræst i Kastelskirken. 

Gitte Buch-Hansen er den underviser, der på teologistudiet i København har introduceret mig til feministisk teologi og til det identitetspolitiske blik på de bibelske tekster. Derfor tager jeg en fredag formiddag ud på fakultetet på Amager for at drikke en kop kaffe med hende. 

Før Gitte Buch-Hansen selv begyndte at læse teologi, stod hun i lære som smed- og maskinarbejder og var en af de første kvinder, der var ude at sejle som maskinmester. Hun var nødt til at kæmpe for adgangen til de såkaldte mandefag, fordi arbejdspladserne slet ikke var indrettet til at have ansatte af forskellige køn i de blå kedeldragter. 

Da hun selv begyndte at læse teologi, fandt hun sit hjem i den feministiske teologi, der afspejlede de erfaringer, hun havde med sig. Som hun selv ser det, tilhører hun en generation af kvinder, der dels har nedtonet deres køn for at få den plads på arbejdsmarkedet, som de ønskede, og dels har bidt mange ydmygelser i sig for at bevare en fod i den dør, de forsøgte at sparke ind. 

Teologien har altid været woke 

Da Gitte Buch-Hansen og jeg begynder vores samtale om Bibelen og de problematiske passager, jeg mener, den indeholder, er der én ting, hun straks påpeger. 

“Det er vigtigt at huske på, at Bibelen ikke taler med én stemme. Bibelen er et sammensat værk, der er skrevet af forskellige mænd i en tidsperiode over adskillige hundrede år. Fordi gudstjenestens bibel er autoriseret, er der en tendens til at gøre Bibelen til en entydig autoritet. Vi taler om Bibelen i bestemt form og om evangeliet i ental. Men vores frihed ligger i de mange forskellige stemmer, som lyder i Bibelen – ja, som oven i købet modsiger hinanden. 

Gitte Buch-Hansen pointerer, at vi ikke ved, hvem den historiske Jesus var, og hvad han præcis stod for. Evangelisterne har brugt den historiske person og traditionerne omkring ham til at udforme deres særlige bud på teologien. 

Den mangfoldighed af bibelske stemmer kan også ses som en invitation til os kristne i dag: Også vi må nyfortolke traditionen, så den giver mening for os i dag. På den måde, at vi skal turde se værdien i den fortsatte samtale. Det er gennem uenighederne, vi kommer videre. Derfor hilser hun woke-kulturen velkommen som en samtalepartner om fortolkningen af Bibelen. 

“Teologien har altid været woke. Historisk er det at være woke forbundet med de sortes slavers frigørelseskamp. Bibelen tilbød dem en særlig identitet, som gjorde, at de følte, at de var anerkendt af Gud og havde en værdighed, også som slave.”  

Ifølge Gitte Buch-Hansen kan woke-kulturen hjælpe med til at gøre os bevidste om, at historien har tildelt os en række privilegier, som vi til gengæld har nægtet andre. Den er en invitation til at tænke nyt og anderledes. Til simpelthen at lave bedre teologi. 

På vej ud af fakultetet giver hun mig et glas honning med fra bistaderne på Søndre Campus, som hun passer sammen med en gruppe studerende. Teori er ikke nok, der skal også konkrete handlinger til for at ændre verdens gang. 

Ar i hovedet 

Senere samme dag mødes jeg med Mikkel Tode, der er præst og for tiden har et barselsvikariat i Jægersborg kirke. Mikkel Tode er født i 1993, og jeg kender ham både fra teologistudiet og fra Elers’ Kollegium, hvor vi boede samtidig og havde mange spændende samtaler. 

Vi mødes på Nordvest Ølbar til en fredagsøl. Jeg spørger Mikkel Tode, hvad han mener, der er hans generation af præsters vigtigste opgave, og han svarer: 

“At formidle, at evangeliet er et budskab om frihed, herunder friheden til at være den, man nu engang er.” 

Vi kommer til at tale om, at et ofte brugt argument imod woke-kulturen og identitetspolitikken er, at det efterlader mennesker i en position, hvor man selv skal vælge og skabe sin egen identitet. Det, mener Mikkel Tode, som selv er homoseksuel, er meget misforstået. 

“Identitet er noget, man har. Det er ikke noget, som man skal skabe sig. Hvis man havde alle valg i hele verden, så er det ikke sikkert, at man ville vælge at være homoseksuel. Jeg har ar i hovedet efter at være blevet slået ned, og jeg er blevet kaldt de værste ting på gaden. Det er jo irriterende, og det havde jeg da ved gud ikke selv valgt, hvis jeg havde haft muligheden.” 

Vi taler videre om, hvad det er, at woke-bevidstheden og identitetspolitikken kan bidrage til teologien med, og Mikkel Tode siger, at teologien handler om Gud, og fordi den handler om Gud, så handler den om mennesker. Så jo mere, der kan gøre os klogere på mennesker, jo bedre for teologien. 

Jeg spørger ham, om han med baggrund i det mener, at vi bør strege de problematiske passager i Bibelen, men det gør han ikke. “Det er os mennesker, som formidler disse tekster, og her har vi et ansvar for at formidle dem på den rette måde. Det er ikke teksterne i sig selv, som er problemet, det er deres anvendelse. For man kan altid få Bibelen på sin side og sige, at det er de homoseksuelle eller personer med handikap eller prostituerede, den er gal med. Men det er jo fundamentalisme og ikke særligt åndfuldt. Det bliver en måde at hævde sig selv på over for andre med Bibelen i hånden,” siger han. 

Mikkel Tode og jeg drikker et par øl mere og drager efterfølgende hver til sit. På vej hjem spiser jeg en kebab og tænker over, hvad han har sagt – noget, som jeg er helt enig i, nemlig det utroligt farefulde i, at vi mennesker altid gerne vil have Bibelen på vores side, så vi søger de passager, som kan støtte os i vores argumenter. Men at troen handler om noget helt andet. 

Poesi og chai-te 

Det sidste stop på min lille rejse ind i identitetspolitik og folkekirke bliver uKirke på Vesterbro. 

UKirke er en særlig kirke for de 16-30-årige, som selv bestemmer, hvilke aktiviteter der forgår i kirken. Den har en regel om, at man kun må lave arrangementer i samarbejde med andre for at sikre, at kirken hele tiden er en del af udviklingen i samfundet. 

Jeg er taget på besøg i uKirke til Chai ’N’ Tales, som er en aften, hvor man lytter til poetiske oplæsninger, mens man drikker chai-te. Temaet for aftens poesioplæsninger er sjælen. 

I løbet af den første time hører vi ni-ti forskellige digtere, som alle kommer med deres forskellige digte om sjælen. De fleste af digtene er ret alvorlige og kredser om emner som krop, identitet, kærlighed og frygten for at blive ældre. 

Under aftenen sidder jeg i en af uKirkes mange bløde sofaer og tænker over, at en aften som denne på mange måder indkredser det, jeg har talt med både Mia Rahr Jacobsen, Gitte Buch-Hansen og Mikkel Tode om; denne vigtige flertydighed i kirkens stemmer. 

Miks af gammelt og nyt 

I uKirke prøver man helt konkret at sætte stemmerne fri til de unge, som selv kan sætte ord på, hvordan de oplever verden. Det hele finder sted i skyggen af en stor lyserød Jesus-figur udført af Jim Lyngvild og et alterbillede af Jesus i Getsemane Have. Et miks af det nye og gamle, som på en fin måde egentlig indkredser folkekirken. 

Jeg sidder og tænker, at de forskellige samtaler, som jeg har haft, har gjort mig klogere på, at vi i kirken kan lære meget af identitetspolitikken og woke-bevidstheden. Vi kan simpelthen lave bedre teologi. 

Det kræver ikke, at vi ændrer de bibelske skrifter, men at vi bliver bedre til at formidle flertydighed i Bibelen og dens historiske tilblivelse. 

Jeg ser op på alterbilledet i uKirke. Under billedet står der “Vaager og Beder”, og den sætning indkredser måske meget godt kirkens rolle. 

Vi skal både bede – og dermed være med til at fortælle, at vi alle er en del af en meget større sammenhæng – men vi skal også våge og dermed være klar til at møde og lytte til verdens udfordringer.