Missionæren er død

I Danmissions hovedkvarter i Hellerup står en portal af ædeltræ i haven. I gamle dage modtog den missionærerne, når de var hjemme undervejs i deres mission i fremmede og ofte farefyldte lande. 

I dag har både de og Danmission fået et nyt sigte. Det, man engang kaldte kristen aktivisme, har fået et nyt ansigt. Men hvordan ser danske, kristne, humanitære organisationers arbejde så ud anno 2022 – hvad har forandret sig? 

Danmission har netop fejret 200-års-jubilæum, og Danmarks anden kristne organisation, Folkekirkens Nødhjælp, fejrer 100-års-jubilæum i år. Landechef for Cambodia, Peter Herum, fortæller, at Danmission i dag bruger udtrykket udsendte i Danmission. 

“Vi arbejder med moderne udviklingsprojekter med støtte fra Danida og EU og andre donorer, så vi har en tilgangsvinkel, der går bredt ud. Vi lægger ikke skjul på, at vi er en kristen organisation, men det er folks eget valg, om de ønsker at være kristne,” forklarer han.

Aktivisme er et engagement 

Peter Herum arbejder med projekter i Cambodia, hvor den kristne kirke i begyndelsen af dette århundrede blev etableret af missionærer. I dag er 92 procent af befolkningen buddhister, mens fem procent er kristne.

“Hvis en ny kristen skal holde bryllup, hvor den buddhistiske del af familien skal være med, kan der nemt opstå konflikter. Her arbejder vi på at skabe nye ritualer, der tager udgangspunkt i det kristne, men samtidig forholder sig til den buddhistiske tradition, så det bliver en liturgi, som buddhisterne kan forholde sig til. Det er i det hele taget 
vigtigt at forholde sig til konteksten, så resultatet af projekterne passer ind i det land, hvor vi nu er og arbejder.” 

Peter Herum opfatter sig selv som kristen aktivist i den betydning, at aktivisme er et engagement, der går ud over en professionel indsats. 

“Det skal ses i det lys, at vores forgængere blev sendt ud 30 år ad gangen uden internet og med frygtelige tropesygdomme. De har haft en tro, som kunne hjælpe dem i de svære situationer. Men vore dages udsendinge kan også stå i håbløse situationer, og når jeg sender e-mails, så ved jeg, at myndighederne læser med. Vi har stadig tropesygdomme, men i dag kan vi behandle dem. Når vi arbejder i en sammenhæng, som er meget forskellig fra vores danske dagligdag med de usikkerheder og risici, det indebærer, så hjælper det at have en kristen tilgang til det.”

100 års historie 

Folkekirkens Nødhjælps historie begyndte i 1922, da lederne af 22 europæiske landes evangeliske kirker mødtes for at diskutere, hvordan de kunne hjælpe hinanden på fode igen efter 1. Verdenskrig. Mange små kirker i de mest krigshærgede lande kunne kun overleve 
med hjælp udefra. 

Danmark var sluppet relativt let fra krigens ødelæggelser og havde et ønske om at støtte de europæiske søsterkirker. Derfor blev “Den danske Folkekirkes Nødhjælp til Europas evangeliske kirker” stiftet. I spidsen stod en præst fra Københavns Stift, Alfred Th. Jørgensen. Senere skiftede organisationen navn til Folkekirkens Nødhjælp. 

Peter Bo Larsen har arbejdet i 20 år i Folkekirkens Nødhjælp – først som sekretariatschef i hovedkvarteret, derefter som landechef i Sydsudan, Kenya, Cambodia og Uganda. Nu er han tilbage i Sydøstasien som landechef for Nødhjælpens program i Myanmar. 

Han understreger, at organisationen ikke udfører missionerende arbejde. 

“Mit arbejde afspejler ikke folkekirken som institution, men de kristne værdier afspejler sig i mit arbejde. Vores arbejde er baseret på diakoni. Det vil sige, at jeg arbejder ud fra værdier som næstekærlighed, menneskelighed, ligeværd og rettigheder. De værdier er vi i dialog med vores partnere om og vil holdes op på.”

Lokalt samarbejde 

Folkekirkens Nødhjælp arbejder inden for “familien”, som rummer kirker ude i verden i den globale alliance ACT – Action by Churches Together. 

“Vi finder lokale organisationer, der deler værdier med os. I Afrika har vi klart flest kirkelige partnere, da den afrikanske kirke her er en integreret del af rigtig meget socialt arbejde. Hvis man her gerne vil arbejde med socialt udsatte og opleve positive varige forandringer, så er kirkerne et naturligt sted at gå hen, fordi de betyder rigtig meget 
for den almindelige afrikaner,” siger Peter Bo Larsen. 

Ligesom Danmission arbejder Folkekirkens Nødhjælp i både Afrika og Sydøstasien. 

“I Sydøstasien er lokale kristne organisationer ikke udgangspunktet, fordi kun en meget lille del af befolkningen er kristne. De er buddhister og hinduister. Det vil sige, at vores partnere typisk er sekulære, men vi er enige om værdier såsom lige adgang til rettigheder, ligeværd og medmenneskelighed. Vi finder den partner, der bedst harmonerer med 
det kristne grundsyn i vores arbejde,” fortæller Peter Bo Larsen.

Jord under neglene 

Danmission arbejder ud fra tre temaer: At styrke kirker og teologi, at skabe fred og retfærdighed, og at fremme bæredygtig og retfærdig forvaltning af naturressourcer. 

“I Cambodia arbejder vi med et større skovprojekt. Mange ulovlige skovhuggere fælder ædle træer og tjener styrtende på det. Derfor støtter vi op om de lokales skovpatruljer og har sammen med Københavns Universitet udviklet en app, som de frivillige skovpatruljer kan benytte til at registrere de ulovlige træfældninger,” siger Peter Herum. 

Det har fået meget medieomtale, så der nu er fokus på problemet, omend det ikke er løst. 

“Samtidig er vi med til at få de ulovlige skovhuggere civilt anholdt. Men vores skovpatruljer er ikke populære, og lige for tiden tillader myndighederne ikke, at de kan komme ind i skoven. Det kan godt virke mærkeligt på os, men det skyldes, at de cambodianske myndigheder oplever, at der stilles spørgsmål ved deres evne til at passe på skoven, hvilket kan betragtes som en ærekrænkelse. De siger, at problemet er løst, men det er det slet ikke.”

Lige rettigheder 

Hos Folkekirkens Nødhjælp er civile rettigheder et vigtigt fokusområde, fortæller Peter Bo Larsen. 

I Uganda arbejdede nødhjælpen med ligestilling og især med kvindernes rettigheder. Der er meget vold og misbrug af kvinder, specielt inden for hjemmets fire vægge. For eksempel har én ud af fire kvinder under 18 år fået barn. Det har store negative konsekvenser for de unge kvinder, der risikerer udstødelse fra familien, ingen adgang til uddannelse og et hårdt og fattigt liv. 

“Vi laver for eksempel undervisningsmateriale, der bliver brugt på skolerne. Her beskriver vi, hvor piger kan gå hen og skifte bind, og der er så præster, der advokerer for, at der er et rum, hvor det kan ske. De arbejder for, at piger ikke bliver sendt hjem, hvis de er gravide. Endelig laver vi små “pixi-bøger”, der i børnehøjde argumenterer for, at en pige skal behandles lige så godt som en dreng.”

Det nye missionssyn 

For Danmission har 200-års-jubilæet været en anledning til at genopfinde sit missionssyn.

Delegerede for 1.600 medlemmer og 2.500 frivillige blev på et repræsentantskabsmøde i efteråret 2021 enige om, at værdierne for 
projekterne i lavindkomstlande i verden er håb, tilgivelse og liv. Peter Herum deltog i mødet. 

“For os er håb vigtigt. Det, at folk kan få et håb om at forbedre deres situation, for eksempel at kunne få en uddannelse. Jeg besøgte engang fortvivlede flygtninge i en lejr i Kachin i Myanmar. Folk forventede at kunne komme tilbage til deres landsby, men realistisk set kommer det ikke til at ske foreløbig. Her er det afgørende, at de alligevel kan komme videre og forbedre deres situation, hvor de er. Vi skal hjælpe de mennesker med at finde livsmod og kræfter i håbet.” 

Danmission arbejder sammen med lokale partnerorganisationer om at etablere “safe spaces”, hvor folk kan lære at tale om og reflektere over deres situation. Det er vigtigt, at de kan have sådanne samtaler uden frygt og få redskaber til at gå i dialog, mindske konflikter og bearbejde traumer.

Hos Folkekirkens Nødhjælp er missionssynet forbundet med det ansvar, man har, når man arbejder ud fra et kristent grundsyn.

“Tager man den kristne tro alvorligt, så betyder næstekærlighed noget. Jeg er ikke teolog, men som menneske har jeg svært ved at forstå dem, der mener, at en landegrænse gør en forskel i forhold til at hjælpe sin næste. Jeg synes ikke, at et kristent udgangspunkt partout gør, at man skal være nødhjælpsarbejder. Der er masser af opgaver og måder at indrette sit liv på, hvor et kristen livssyn er af betydning, og masser af job, hvor relationen til ens næste er af positiv betydning. Det er bare den vej, jeg har valgt, og det giver mening for mig,” siger Peter Bo Larsen. 

Han vil ikke kalde sig kristen aktivist, for han promoverer ikke kristendommen aktivt. 

“Jeg sidder ikke og taler om Jesus med en partner ude i en landsby. Måske bliver der bedt en bøn, men det er ikke det centrale. Vi diskuterer ikke tro. Vi diskuterer rettigheder, at børnene skal i skole, hvordan vi kan støtte arbejdet for at få bedre sundhedsfaciliteter. Så jeg opfatter mig ikke som kristen aktivist som sådan.”

Det kristne ansvar 

Det er nærliggende at tale om det kristne ansvar med de humanitære udsendte, og det har begge organisationer da også tænkt over. 

Peter Herum fra Danmission mener, at man som kristen har et ansvar, der går længere ud. Som miljøaktivist skal man tage vare på naturresourcer, men som kristen er ansvaret bredere end det. Det er ikke kun at passe på træerne i skoven. Det er en respekt for den lokale identitet og at finde løsninger, der også tager hensyn til traditioner, 
religiøse handlinger og ritualer. 

Forskellen på arbejdet i Danmission og for eksempel Folkekirkens Nødhjælp handler om et kristent livssyn, som Danmission har til fælles med flere af de lokale partnere. 

“Vores grundværdier sikrer en kontinuitet i vores arbejde, der fortsætter efter projekterne. I Cambodia har vi mange lighedspunkter med Folkekirkens Nødhjælps arbejde, for her har myndighederne en interesse i at formindske civilsamfundets rettigheder, og det arbejder begge organisationer på at forbedre,” siger Peter Herum. 

Peter Bo Larsen forklarer, at for Folkekirkens Nødhjælp går det kristne 
menneskesyn, diakonien og næstekærligheden hånd i hånd med menneskerettighederne og “the humanitarian imperative” – at man er forpligtet til at hjælpe et menneske i nød: 

“Om det er det langsigtede arbejde med klimatilpasset fødevaresikkerhed, støtte til demokratibevægelse og menneskerettighedsaktivister eller det akutte nødhjælpearbejde, så tager vi altid udgangspunkt i det enkelte menneskers ønsker og tanker om et værdigt liv samt de ressourcer, de selv kommer med. Det er altid der, det starter. Altid,” siger han. 

Fremtiden for kristent og humanitært arbejde har nogle perspektiver for demokratiudviklingen, lyder det fra Danmissions Peter Herum. 

“I lande, hvor demokrati er under pres eller ikke eksisterende, er det ofte religiøse ledere, der får en central rolle i folks søgen efter en løsning eller en retning. Min erfaring er, at hvis folk ikke har tillid til de mennesker, der styrer landet, så kigger de andre steder hen. Det er vigtigt, at vi erkender, at religiøse ledere spiller en rolle i udvikling 
af samfund. Folk lytter mere til dem i visse dele af verden, end de lytter til politikere.”