Tema: Generationer

Hæj! Virkeligheden kalder

AF EVA-MARIE MØLLER, JOURNALIST 
FOTO KLAUS HOLSTING 
TEGNINGER LINE JENSEN
Et generationsportræt af en tegner, der fik sit gennembrud med hverdagsskitser på Instagram. 

“Hvorfor er du så bitter her til morgen?” Spørger Line Jensens mand, Kjeldsen, i telefonen, netop som jeg træder ind i hendes lille butik i det indre København. Rummet er fyldt med bøger, tegninger i rammer, t-shirts og muleposer med satiriske tegninger fra hverdagslivet. 

Line Jensen lægger mobilen fra sig og forklarer sin mand, Kjeldsen. De, der følger hende på Instagram, kender ham som musikeren, der altid skal på turné, men alligevel er en ok far for familiens tre børn. 

“Jeg er da ikke spor bitter,” siger hun. Forklaringen på ordvekslingen om det bittersøde findes i hendes tegninger, der hænger på de lyserøde vægge i butikken. På de hverdags-ironiske tegninger står der: “Men kan du godt lade være med at blive lidt bitter?” eller “I’m bitter and I’m proud”. 

Line Jensen selv er blevet kendt som en af sin generations fremmeste tegnere af moderskabet og barsel fra sin absolut mindst glamourøse side. 

“Jeg er vokset op i en tid, hvor jeg syntes, vi fik at vide, at mænd og kvinder er lige meget værd. Vi skal det samme og kan det samme. Jeg oplevede ikke, at drengene blev favoriseret i skolen og fik højere gennemsnit i gymnasiet,” siger hun.

Men så fik Line Jensen børn – og oplevede massive forventninger til kvinder i forhold til mænd. 

“Det rystede mig, og efter det blev min verden ikke helt den samme. Herefter blev alt gennemsyret af en forventning om, at kvinder skal kunne præstere det perfekte liv.”

Han troede, min største drøm var at gå hjemme på barsel, fordi det var alle kvinders drøm. Han syntes ikke, jeg var særlig moderlig.

Line Jensen, tegner

Vi er ikke lige 

Line Jensen og Kjeldsens familie består af 19-årige Nora fra Lines første parforhold, og sammen har de også Kirsten på otte år og Solvej på seks år. 

“Jeg prøver engang imellem at flette den perfekte mor ind i mine tegninger. Hende, der står klar med kakao, når børnene kommer ind fra legepladsen,” fortæller Line Jensen grinende og tilføjer: 

“Jeg kæmper hver dag med at huske deres svømmetøj og lave legeaftaler. Der er mange punkter i voksenlivet, som jeg ikke altid har styr på. Det er ikke, fordi mit liv skal være perfekt, men der er meget af det, der er skidebesværligt.” 

Det var først efter barn nummer tre, at Line Jensen fik tid og plads til at udfolde sit kreative talent og det, hun gerne ville med sit arbejdsliv. Det blev startskuddet til bogen “Hver dag starter det forfra”, som er en samling af de skitser, Line Jensen tegnede og delte på Instagram under sin barsel med Solvej. Bogen rammer plet i den grafiske skildring af det følelseshav, som mange genkender fra barselslivet. 

“Her startede det stille og roligt med, at jeg havde en mand, der overhovedet ikke forstod, hvad jeg mente, når jeg snakkede om forventningspresset. Han troede, min største drøm var at gå hjemme på barsel, fordi det var alle kvinders drøm. Han syntes ikke, jeg var særlig moderlig. Jeg ruskede ham de første år: ‘Kan du ikke forstå, at det ikke er mig, men samfundet, der er forkert?!’ 

Men så begyndte jeg at tegne min hverdag og lægge den ud på min Instagram-profil, og så fik jeg følgere, der skrev og sagde: ‘Sådan har jeg det også!’”

Kunne du ikke stå på skuldrene af rødstrømperne, der i 1970’erne sagde: “Kvinder, lad opvasken stå!”? 

“Det passede jo ikke, alt det rødstrømperne sagde, de havde lavet om. Det var ikke lavet om. Det var et clash med min forventning om, at selvfølgelig er vi lige, men jeg opdagede, at det er vi overhovedet ikke.

Vigtigt viskelæder 

Line Jensen voksede op i Aarhus og læste kunsthistorie efter gymnasiet. Undervejs skiftede hun til Den Grafiske Højskole, hvor hun uddannede sig til grafisk designer. 

Efterfølgende levede hun i flere år af at tegne layout til bøger. Det stod ikke i stjernerne, at hun senere skulle debutere som forfatter. 

“Det kom helt bag på mig, at andre synes, at mine små skitser fra hverdagslivet er morsomme. Altså at andre kan genkende det fra deres egen hverdag.” 

Hendes stil er naivistisk, ironisk og tilstræbt barnlig med hverdagslivet som det vigtigste motiv. Mange ideer kommer i brusebadet.

“De dér scener om morgenen … Det er her, vi bliver sendt ud i hverdagslivet. Genkendeligheden er logisk nok, for uanset, hvad vi skal ud i verden og lave, så er vi fælles om at have morgener med madpakker og børn, der har ondt i maven eller ikke vil ud ad døren. Vi kan godt lade som om, vi er maskiner, der bare tager afsted for at passe vores arbejde, men det passer jo ikke. For det allervigtigste er, hvordan vi trives derhjemme, og hvordan vores børn har det.”

Selve tegningen sidder Line Jensen ikke over i timer og dage. Ideen kan også komme under cykelturen, og så snart hun kommer ind i sin butik, sætter hun sig ned og tegner den. Hun arbejder ud fra et dogme, hun lavede under sin barsel: Hver dag skulle hun tegne en tegning og lægge den op på Instagram. Der var ikke tid til skitser eller at tegne om, men viskelæderet blev flittigt brugt. 

“Nogle gange tegner jeg bare en ny arm oveni det, der var. Hvis jeg laver det hele om, så dør det. Så jeg fandt ud af, at det er en del af sproget, at det bliver lidt tilfældigt. At det er, mens jeg tegner, at jeg tænker. Hvordan ser man ud, når man føler, at man er ked af det, for eksempel.” 

Det fungerer godt med noget håndholdt og taktilt på Instagram. Det skyldes sikkert, at platformen er en kontrast til alt det andet, der sker på de sociale medier, både i indhold og formsprog. Det er en måde at gøre op med det perfekte liv med speltboller og alt det lækre, andre lægger op, forklarer Line Jensen. 

“Meningen var, at jeg skulle rendyrke mine tegneevner, så jeg kunne få tegneopgaver og få lov til at illustrere en bog. Det var ikke meningen, at jeg skulle mene noget eller fortælle noget. Det kom undervejs. Så har det vist sig, at det er det, jeg synes, er det sjoveste.”

Bank under bordet 

Det er lykkedes at ryste hendes mand, Kjeldsen. Parret er enige om, at det er et fremskridt, at vi har fået øremærket barsel til mændene, men debatten op til vedtagelsen overraskede alligevel Line Jensen: “Jeg har arbejdet med tabuet om, at mødre ikke bare sidder derhjemme og elsker deres børn med de forventninger, der er til moderrollen. Jeg har hørt fra mange, der siger: “Ej, hvor er det dejligt, at vi endelig kan sige højt, at mødre ikke bare elsker deres børn, men også har andre behov.” 

Jeg kan ikke forstå, hvorfor der ikke var flere mænd, der bankede i bordet. Hvorfor er det os, der skal kæmpe for, at I skal have den rettighed?”'

Har du været bange for at miste din mand, hvis du stiller for mange feministiske krav? 

“Især i mit første parforhold var jeg bange for at stille de krav, og vi blev da også skilt, for det at have barn var ikke et fælles projekt. Jeg har tilladt mig selv at stille flere krav til min nye mand, også fordi han har været tydelig med, at han ville have børn og har følt sig selv meget far-agtig. 

De mænd, der stiller op og tager ansvar, får så umådelig meget ros. På den ene side er det dejligt, men omvendt er vi jo ikke færdige med at blive lige, for der er stadig mange ting, mænd ikke lige husker, når det drejer sig om at få det til at fungere med et lille barn.”

Generationsudfordringen 

Den yngre generation er megasej, synes Line Jensen. De stiller spørgsmålstegn ved de gældende normer om #MeToo, flydende kønsdebat og mangfoldighed og insisterer på, at vi skal være forskellige og sårbare og ikke bare blindt at følge forbruget. 

Hun synes, deres insisteren på at finde et nyt sprog for køn er sindssygt spændende. Men den føles også lidt farlig for dem, der er vokset op med noget andet og let kan komme til at udstille deres ignorance. Hun er for eksempel selv bange for at tale om køn og race med yngre mennesker.

“Ved at tænke så heteronormativt, som jeg gør, kan der af og til være nogen, som føler sig trådt på og bliver kede af det. Det vil 40 jeg rigtig gerne lytte til, for det er jo en spændende samtale. Omvendt kan jeg godt forstå argumentet om, at bare fordi man er lesbisk eller transkønnet eller brun, så er det ikke mit ansvar at fortælle, hvad det handler om. Her er de sociale medier et svært sted at være, synes jeg.”

Tveægget sværd 

De sociale medier har skabt Line Jensens succes, men de er samtidig et tveægget sværd. Det er blevet hendes arbejde at være på Instagram, også når hun ikke har lyst. 

Line Jensen og hendes ældste datter Nora “opdagede” de sociale medier sammen. 

“For Nora er Instagram ligesom da jeg var ung og købte dameblade, men for Nora er påvirkningen langt større, for Instagram er der hele tiden. Jeg har ikke kunnet skærme hende imod det,” siger Line Jensen og gestikulerer opgivende med armene. 

“Min generation har svært ved at styre det. Der er angst for at gå glip af noget, hvis man ikke hele tiden tjekker ind og følger med i alle opslag.” 

Line Jensen tror, at vi om 20 år kommer til at tænke på de sociale medier på samme måde, som vi i dag tænker på tobaksindustrien. 

“De sociale medier er i virkeligheden megaskadelige, ligesom cigaretter. Det er mærkeligt, at vi ikke kæder det sammen med, at så mange unge har angst og lider af neuroser. Hjernen reagerer på de sociale medier ligesom på drugs. De giver et fix.”

Den perfekte forbruger 

Sammen med radio- og tv-vært Ida Maria Zeuthen har Line Jensen kastet sig ud i en “samtale” om klima-krisen på Instagram. 

“Der har jeg lagt små dryp med tegninger om dilemmaerne i at handle klimarigtigt. Lige de tegninger har fået vildt meget respons – for tiden langt mere end de andre tegninger om moderskabet.” 

“Klimaet har altid optaget mig meget. Jeg er opdraget i skolen i 1980’erne med at se filmen “Kaskelotternes sang” om olieforurening. Vi demonstrerede mod freon i køleskabe og var bange for ozonlaget, så jeg er vokset op med den angst. 

Jeg har en sort klump i maven, en slags klimadepression. Da jeg var barn, talte vi om klimaforandringer som noget ude i fremtiden. Nu synes jeg, de er tydelige med skybrud, oversvømmelser og kortere vintre. Det gør mig bekymret. Det er svært med børnene. Vi skal gøre dem bevidste om det uden at gøre dem bange.” 

I 1990’erne kom en modkultur med Bjørn Lomborg i spidsen og klimafornægtere, der sagde, at det hele alligevel ikke er så alvorligt. 

“Jeg er en almindelig forvirret forbruger, der ikke ved, hvad der er det rigtige at gøre. Alle går og har regnskaber inde i hovedet. Skal jeg være den perfekte forbruger, så tager det tre gange så lang tid og er tre gange så dyrt. Jeg køber da også et IKEA-køkken, som skal smides væk om 10 år, frem for at få en møbelsnedker til at snedkere et mere bæredygtigt. Men jeg beundrer de unge, der kæmper med angst og depression for klimaet. De siger direkte, at det ikke er i orden.”

Line Jensens næste projekt er en bog om tyske flygtningebørn, der kom til Danmark i slutningen af 2. verdenskrig og boede i flygtningelejr i Oksbøl. Det skal være en bog i børnehøjde. 

Med usynligt blæk 

Line Jensen har udgivet bogen “Tove – en lille digter” om Tove Ditlevsen, der om nogen har beskrevet moderskabet både barsk og skånselsløst. Hun har også fortolket Den Kongelige Afstøbningssamlings skulpturer for Statens Museum for Kunst. Det kom der en tegneserie med billedhugger Anne Marie Carl-Nielsen ud af, hvor kærlighedshistorien i 1920’erne mellem Carl Nielsen og hans kone Anne Marie beskrives. Den findes på Instagram under #mariestyphon

“Vi har altid haft den diskussion om kvinder og moderskabet. De historiske kvinder havde den også. Hver gang der har været en sej kvinde, der har udfordret kvinderollen, så er hendes historie blevet skrevet med usynligt blæk. Derfor er det vildt spændende at tage de her kvinder op og tegne dem og deres liv.”