Debat: Kirkeministeriet har klokket i det, og biskopperne har ret: Processen med afskaffelsen af bededag udfordrer Grundloven markant

Af Bo Kristian Holm, professor, Aarhus Universitet 

I sin noget dristige analyse konkluderer Rasmus H. C. Dreyer, at Københavns biskop har bevæget folkekirken ind på en farlig vej, fordi han ikke som en anden god embedsmand gav kirkeministeren det papir, som var nødvendigt for, at hun kunne bede Dronningen om en kongelig resolution til afskaffelse af store bededag. For Dreyer er det vigtige spørgsmål, om store bededag kan afskaffes eller ej. Men ifølge Københavns biskop er det ikke noget kardinalpunkt. Han gør derimod opmærksom på noget, som kirkeministeren i sit kissejav tilsyneladende stadig overser: at ministeriet - bevidst eller ubevidst - har fået juraen og teologien så galt i halsen, at den reelt er på kant med Grundloven. Det er Dreyer ikke enig i, for biskoppen har ifølge juraen bare at klappe hælene sammen og samtykke.

AT BRUGE ET EKSEMPEL fra 1770 er måske nok for en kirkehistoriker, men teologisk er det ikke brugbart. Sagen drejer sig ikke kun om jura, men også om åndeligt liv og kirkelig lære. Også derfor findes der ved siden af det parlamentariske spor en praksis med kongelig resolution til ordning af væsentlige kirkelige forhold. En kongelig resolution skal altså bruges til gavn for kirken. Staten kan ikke bruge det spor til gavn for sig selv. Heri ligger den afgørende forskel på den aktuelle bededagsproces og de sammenligninger, der har været på banen - såsom indførelse af kvindelige præster og vielse af homoseksuelle par.

Lad mig forklare: I fællesskabet af protestantiske kirker i Europa, som folkekirken også er en del af, har man sammenfattet den fælles opfattelse af episkopé. Episkopé er det kirkeligt nødvendige pastorale tilsyn med kirkens liv og lære, som også indeholder ansvaret for kirkens væsen og velfærd.

Episkopé er en tjeneste for kirken, ikke en magt over kirken. Forståelsen af embedsindholdet svarer til artikel 28 i Den Augsburgske Bekendelse, hvor der står, at " den kirkelige magt og den borgerlige magt ikke [ bør] sammenblandes". Episkopé kan varetages af en person, som eksempelvis en biskop, men kan også være en fælles opgave mellem biskop og menighed. Det sidste er den model, som svarer til folkekirkens.

Derfor er praksis, at Kirkeministeriet i kirkelige anliggender indhenter et " fagskøn" hos Københavns biskop. Nogle har ønsket sig et længere svar. Det havde jeg også gerne set, men faktisk er det ikke nødvendigt. Biskoppen skal svare ministeren, om lovforslaget er i overensstemmelse med evangelisk-luthersk lære. Hertil svarer han, at den evangelisk-lutherske identitet ikke afhænger af store bededag, men at selve processen er i uoverensstemmelse med den evangelisk-lutherske lære om forholdet mellem åndelig og verdslig magt. Det er i min vurdering fuldstændig rigtigt, for regeringen handler i denne sag ikke i tjeneste for kirken, men alene på egne vegne, hvilket den ovenikøbet siger eksplicit.

Ministeriet er tydeligvis ikke tilfreds. Biskoppens svar gør det vanskeligt for ministeren at gå til Dronningen - det har Rasmus H. C. Dreyer helt ret i. Derfor udarbejder Justitsministeriet og Kirkeministeriet i fællesskab et notat med en anden tolkning af artikel 28. Dermed indtræder ministeriet i praksis som den, der afgør fortolkningen af kirkens lære, og bekræfter således biskoppens vurdering.

VED AT GØRE SIG TIL DOMMER OVER kirkens lære udfører ministeriet den funktion, der med førnævnte fællesprotestantiske begreb hedder episkopé. Eller på dansk: Ministeriet gør sig til overbiskop.

Men ikke nok med det - og her kommer den alvorlige forskel: Episkopé er rigtignok ikke knyttet til bispeembedet alene, selvom det har et særligt ansvar herfor. Det kan udøves i fællesskab med lægfolk, men altid som et embede udført i tjeneste for kirken.

Regeringen har helt åbenlyst vedkendt sig, at formålet med afskaffelsen af store bededag ikke sker for kirkens skyld, men for regeringens politiske projekter. På det punkt er det en ren tilståelsessag.

Her ligger også den afgørende forskel i forhold til tidligere sager som vielse af personer af samme køn og ordination af kvinder. I de tilfælde handlede regeringen i en situation med kirkelig uenighed og ud fra en opfattelse af, at en ændring ville tjene kirken. Det er ikke tilfældet i den aktuelle situation.

Tværtimod har man blandt andet et enigt bispekollegium mod sig. Man kan som bekendt ikke tjene to herrer. Ved at overtage en biskoppelig funktion og afgøre fortolkningen af Den Augsburgske Bekendelse har Kirkeministeriet vist, at det ikke anerkender kirkens ret til at afgøre egen lære, og dermed tjener ministeriet ikke kirken. Ifølge mit bedste skøn er det en markant udfordring af Grundlovens paragraf 4.