Ny domprovst: Kirken skal være relevant for samtiden

Glæden er ikke til at tage fejl af, når Johannes Gregers Jensen taler om udnævnelse til domprovst i Københavns Stift. Det er den 15. september, og han har kun nået at sove på nyheden en enkelt nat og give sine nærmeste og de vigtigste besked. Samme eftermiddag bliver nyheden meldt ud til den brede offentlighed.

Denne formiddag deltager han i et netværksmøde i Tårnby Kirke som formand i Religionspædagogisk Udvalg. Det handler om børn og sorg, og temaet står i stærk kontrast til den nyhed, der fylder ham lige nu.

Hans reaktion på opringningen fra Københavns biskop Peter Skov-Jakobsen aftenen før var kæmpe lettelse. Afgørelsen har været længe undervejs. Han var til prøveprædiken tilbage i maj, og derfor er det rigtigt rart, at det nu er afgjort, forklarer han i pausen, hvor nyheden stadig er en hemmelighed for resten af netværket.

Et stik i hjertet

Johannes Gregers Jensen føler, det er en stor ære at blive udpeget til domprovst og være en del af domkirken i en metropol, men lægger vægt på, at der også følger en lille sorg med. For med udnævnelsen skal han forlade hele det netværk og kirkeliv, han som præst og provst på Bornholm har været en del af de sidste 16 år.

- Der er også et lille stik i mit hjerte i forhold til Bornholm, som jeg elsker på alle måder. Der er ikke et hjørne af Bornholm, som jeg er blevet ked af i alle de her år. Tværtimod er det kun blevet mere værdifuldt for mig at være der, siger han med alvor i stemmen.

Når han alligevel søgte stillingen som domprovst i København var det af to årsager. Den ene er en ambition på folkekirkens vegne om at gøre den relevant for sin generation og for kommende generationer sammen med de mange, han har mødt i folkekirken i København. Den anden er at være tæt på sin familie og sine tre børn, som alle studerer eller planlægger at studere i byen i fremtiden.

Relevant kirke i tiden

Johannes Gregers Jensen er født lidt uden for Roskilde, hvor han også er uddannet tømrer. Siden har han studeret, boet og arbejdet meget i hovedstaden. På den måde kommer han tilbage til et sted, hvor han føler sig hjemme og har en fornemmelse af, at han kan gøre en forskel.

- Det her med at få lov til at præge kirkelivet i Danmark er noget, der betyder meget for mig, og jeg tror, at København har en særlig rolle i det. At der i København er et ”lokomotiv” på mange ting, og det kører stærkt. Derfor tror jeg også, at det at være en del af det københavnske kirkeliv automatisk medfører, at man står i en forandringsproces, og det vil jeg gerne være en del af.

Johannes Gregers Jensen har været en del af Københavns Stifts religionspædagogiske udvalg siden 2011 og formand for udvalget de sidste seks år, hvor det især er arbejdet med Børnenes Katedral, som har fyldt meget. De seneste syv år har han også været provst og har derfor været meget i København.

Han oplever, at der er mange i hovedstadens kirkeliv, som gør sig virkelig umage for at skabe en folkekirke, der er relevant for vores samtid. At få lov til at stå sammen med alle dem er lidt af en drøm, siger han.

Respekt for det der fungerer

Stillingen som domprovst er omfattende, og stillingsopslaget beskrev virkelig mange ting, siger Johannes Gregers Jensen med et smil. Selve provsteopgaven er han i forvejen meget optaget af, og her føler han sig sikker.

- Som provst kommer det til at handle om at understøtte menigheder i København i deres arbejde. Altså give dem rammer og rum til at udfolde kirken, så menighedsråd, præster og personale omkring kirken har økonomiske og fysiske rammer, som giver dem tryghed til at kunne udfolde kirken der, hvor de er i deres sogne.

Han beskriver samarbejdet med stiftets andre provster som godt og lunt og med højt til loftet. Domprovsteopgaven og rollen i forhold til biskoppen er til gengæld en ny opgave, som Johannes Gregers Jensen nu skal finde sig til rette i. Han synes endnu, det er for tidligt at sige, hvordan han kommer til at adskille sig fra den afgående domprovst Anders Gadegaard.

Som præst og siden provst på Bornholm har han lært at give sig tid og have respekt for alt det, der faktisk fungerer og kører. Og at det vigtigste er at lære menneskene, sognene og provstiet at kende. At møde folk og se sammenhængene, så han som provst bliver i stand til at træffe beslutninger, som er kvalificerede af et kendskab.

- Jeg håber først og fremmest, at præsterne vil være trygge ved mig. Jeg håber også, at menighedsrådene vil føle, at jeg er deres hjælp og støtte i alt det administrative og i de hierarkier, der er. Og jeg håber, at jeg lykkes med at være præst for den menighed, der er ved domkirken. At de har tillid til mig, siger han.

Plads til forskellighed

Fra sin tid på Bornholm tager han først og fremmest en forståelse for forskelligheder med til København. I stedet for at bekæmpe hinandens forskelligheder synes han, der er noget stærkt i at understøtte dem.

- Jeg har følt mig mere tryg i at være mig selv, fordi jeg ved, at der også har været plads til noget, der er anderledes end mig. Det har gjort indtryk på mig på Bornholm, hvor der også er nogle store teologiske forskelligheder. Jeg tror, at vi som samfund og som folkekirke har brug for, at vi giver rum til hinanden og understøtter hinanden i at være dem, vi er. Det vil jeg gerne tage med mig ind i den mangfoldighed, der er i København.