Vi skal turde tale med børn om tro

Septembersolen står højt over Amagers kringlede veje ud mod Fælleden. Min tre-årige søn sidder i cykelsædet bag min ryg og følger med i turen. Vi har en legeaftale derude, og vi er sent på den. 

“Du er min mor, og mormor er din mor. Har mormor også en mor?” spørger han pludselig. 

“Jah,” svarer jeg og tøver et øjeblik. For hvordan er det nu, jeg skal forklare det? Han ved godt, at nogle sneglehuse er tomme, fordi sneglen er død. Men det her handler jo ikke om snegle. 

“Mormor har også en mor,” svarer jeg. “Men hun blev meget syg og meget gammel, så hun er her ikke mere. Hun er… Hun er død,” siger jeg hurtigt og kigger op. “Hun er oppe i himlen.” 

“Hvor er hun, jeg kan ikke se hende,” svarer han klogt, og jeg fornemmer, at han også ser op i den store, skyfri himmel. 

“Hun er her på en måde stadig – og så alligevel ikke… Kan vi ikke aftale, at vi taler om det en anden dag? Så skal jeg nok forklare det. Lige nu skal vi skynde os ud til din ven,” siger jeg og håber, det slutter samtalen. 

Den køber han heldigvis. For nu. Og fortæller mig, at alle fædre er drenge, og at han gerne vil være morfar. Hvordan bliver man det?

Åndelig analfabetisme 

Mange voksne har svært ved at finde ord, når børn stiller spørgsmål om livet og døden. Nogle gange efterlader vi dem med halve svar og sandheder, fordi vi mangler et sprog, der kan forklare det uforklarlige. 

Måske var religion og åndelighed ikke en del af vores egen opvækst. Måske er vi bange for at skræmme børnene ved at tale om døden. Men forskning viser, at børn mangler nogen at tale med om eksistentielle tanker og spørgsmål. 

Dorte Toudal Viftrup er religionspsykolog og forsker i børns åndelighed. Hun mener, at det ofte er overladt til den enkelte selv at skabe mening i livet, og det er en stor udfordring i samfundet. For når vi mangler sprog for åndelige eksistentielle livsanliggender, risikerer vi også at mangle sammenhæng. 

Hun forklarer, at børn altid udvikler sig i relationer. Og ligesom de gennemgår en social, kognitiv, faglig og psykologisk udvikling, så gennemgår de også en åndelig udvikling. Derfor er voksne nødt til at tage del i børns åndelige udvikling på samme måde, som de tager del i deres udvikling på alle andre områder. 

“Vi bliver kaldt til samtale i skolen, hvis vores børn ikke trives eller udvikler sig fagligt og socialt. Så sætter vi ind, fordi det er vigtigt. Men når det kommer til deres åndelige og trosmæssige udvikling, lader vi dem ofte i stikken,” mener hun. 

Men børn vil faktisk rigtig gerne tale om åndelige, trosmæssige og eksistentielle emner, og undersøgelser viser, at de gør sig masser af tanker. 

Dorte Toudal Viftrup kalder vores manglende sprog for en form for ‘åndelig analfabetisme’. 

“Det store spørgsmål er, hvordan vi kan gå i dialog med børnene, hvis vi ikke engang har sprog for vores egne tanker om tro og tvivl. Hvis det er angstprovokerende for os at tale om håb, liv, død og efterliv, hvordan kan vi så være til stede i samtalen med børnene?” 

At mestre livet 

De fleste børn oplever at miste, og når sorgen er størst, finder mange deres eget sprog for det, der er sket. Det kan for eksempel være en fortælling om, at morfar er en stjerne på himlen. Problemet med den slags fortællinger er bare, at de måske er gode, når barnet er seks år, men mangelfulde, når det er 16 år og stadig skal leve med tabet af morfar. 

Andre livsforhold som familie, skolegang, fritidsinteresser, venskaber og kærlighed er også med til at forme os som mennesker. 

Dorte Toudal Viftrup forklarer, at mens vi skaber os selv og vores identitet, så skaber vi også vores egen mening med livet. Og så kan vi have nogle forskellige følelsesmæssige strategier til det, men det er også hårdt arbejde. Fagpsykologisk kalder hun det for religiøs coping og oversætter begrebet til livsmestring. 

Ved at integrere minderne og livsforståelsen i større fortællinger og meningssystemer kan vi skabe en sammenhæng, der hjælper os til at mestre livet. 

“De åndelige meningssystemer kan give os nogle begreber om, at vi har uendelig værdi, er elskede, og at livet er en gave. Vi kan forkaste begreberne og stille spørgsmål til dem, og det er sundt. Men de er gode at have i spil i sit meningssystem. For de giver os nogle strategier til at tackle livet og sorgen,” siger hun. 

I et folkekirkeligt perspektiv synes Dorte Toudal Viftrup, det er interessant, at minikonfirmandundervisning er så eftertragtet. For her møder børnene netop et åndeligt, religiøst og eksistentielt sprog, som de ikke møder andre steder. Det viser, at de har brug for et rum, hvor de kan tale om de her ting. 

Ligeværdig samtale 

Som præst og religionspædagogisk konsulent i Københavns Stift oplever Annette Molin Brautsch også, at børn gør sig mange tanker og gerne vil tale om tro og eksistens. 

Hun beskriver, at der er en umiddelbarhed i børn og unges tilgang til tro. De møder kirken med et åbent sind og har ikke paraderne oppe på samme måde som voksne. 

“De træder bare ind og er i samtalen. De tillægger Gud magi og har en nysgerrighed, som vi andre med tiden får rettet til,” siger hun og fortæller om mødet med en seks-årig dreng, der som noget helt naturligt talte med engle, fordi de var hans venner. 

Børnene har meget på hjerte, og når de bliver spurgt, blomstrer deres sprog. Det oplever Annette Molin Brautsch også, når hun underviser konfirmander og beder dem skrive en bøn til Gud. Det får dem til at sætte ord på deres tanker og på dybe problemstillinger som brudte relationer, uvenskab, samvittighed og sorg, men også håb om, at det kommer til at gå dem godt. 

De fortæller med en ærlighed og ligefremhed, som Annette Molin Brautsch mener, at voksne sagtens kan lære noget af, og det er Dorte Toudal Viftrup er enig i. Hvis voksne lytter og lærer af barnet, kan der ske noget fantastisk i relationen. 

“Nogle gange har børn næsten bedre adgang til åndelige livsforståelser, end voksne har. Det, de forstår – selvfølgelig præget af deres åndelige udviklingstrin – kan berige voksne. Samtidig sker der en ligeværdighed i relationen, som egentlig er meget smuk,” mener hun. 

Samspillet skal være en sund blanding af at være retningsgivende og give børnene noget at spejle sig i – og samtidig være den mur, de spiller sig op ad. Og de må gerne være uenige. 

For selvom voksne har ansvaret for barnet i relationen, så ved de ikke mere om de her ting. I virkeligheden er det måske det, der er svært for voksne. 

“Måden at indgå i den her udvikling, trivsel og samtale med et barn er meget ligebyrdig. For det handler jo mest om at være til stede og tale om de her livsaspekter ud fra børnenes alder. Vi har nogle ideer, tanker, følelser og erfaringer, men er nødt til at turde fortælle, hvad vi selv tror og tvivler på.” 

Børnenes Katedral 

Sognepræst Signe Danielsen er medlem af Københavns Stifts religionspædagogiske udvalg, som varetager projektet Børn i Kirken. Projektet skal styrke relationen mellem folkekirken og børnefamilierne og skabe større faglighed i arbejdet med børn i kirken. 

I forbindelse med projektet syntes hun, at Københavns Stift manglede en kirke, som udelukkende fokuserer sin tid og sine kræfter på børn og deres voksne. Det gav hende en idé, som har vokset sig stor og måske ender med en Børnenes Katedral i København, hvis der findes en egnet kirke til formålet. 

Katedralen skal ikke overtage andre sognekirkers tilbud om babysalmesang og spaghettigudstjenester, men hjælpe med at styrke det lokale engagement i kirkerne og tilbyde aktiviteter, som sognekirkerne ikke selv har ressourcer til. 

Den skal være et sted, hvor børn kan møde kristendom, tro og åndelighed gennem tilbud, som er rettet direkte til dem. Aktiviteterne skal planlægges ud fra barnets perspektiv og omsætte, hvad barnet ser og tænker. For eksempel gennem filosofi for børn, sorggrupper, aktiviteter i skoleferier og børnegudstjenester hver søndag. 

“Det handler om at skabe en kirke med og for børn. Et eksperimenterende, legende og fantasifuldt sted, der tør tage børnenes nysgerrighed alvorligt, stille spørgsmål sammen med dem og gå på opdagelse i den kristne fortælling, der jo faktisk starter med skabelsen af et menneskebarn,” siger Signe Danielsen. 

Som religionspædagogisk konsulent er Annette Molin Brautsch også involveret i projektet med at skabe en Børnenes Katedral. Hun mener samstemmende, at børns læring skal have lov til at folde sig ud og vokse og ændre sig i takt med, at børnenes abstraktionsevne bliver større, og de forstår mere. Derfor er det vigtigt, at kirkens fortællinger og aktiviteter passer til barnets forestillingsverden. 

Forældre og bedsteforældre er selvfølgelig også velkomne i Børnenes Katedral. For når børn går i kirke, følger de voksne med, og på den måde mødes børn og voksne og får et fælles sprog. 

“Vi skal fortælle, at her findes et sted, hvor man kan finde ro, kærlighed og glæde – og være klare i spyttet om, at her er en historie, som børn, unge og voksne kan læne sig ind i. For vi mangler ord og mening, når livet er ude af kontrol, og der kan troen hjælpe os. Så vi kan spørge os selv, om folkekirken overhovedet har råd til at lade være med at satse på børnene,” siger Annette Molin Brautsch.

Artiklen er oprindeligt bragt i Magasinet Gejst 2021, der er udgivet af Københavns Stift. Du kan læse hele magasinet ved at klikke her.