Landemode i København

Af biskop Peter Skov-Jakobsen

DET TALTE ORD GÆLDER

Hver dag en ny dag, hver dag en gave.
Se dig omkring.
Vil du dele din blomstrende have 
med andre eller slå ring 
om dig selv og dit liv og din verden?
Vil du åbne eller lukke, 
vil du slukke håbet 
eller slå bro?

(Pia Juul, Hver dag en ny dag, 2020)

Hvor ofte tænkte jeg ikke sådan i løbet af de 18 måneder, hvor vi var spærret inde bag ved et navn på en virus, og hvor vi holdt modet oppe med at være sammen, men på afstand. En blomstrende have var det ikke med mindre neuroser også er en blomst.

At vandre igennem byernes gader, som var lagt øde med udsigten til en weekend uden det sædvanlige leben. Jo for en tid var det pudsigt at opleve.

Ingen kram, intet håndtryk - et varmt blik og en spids albue. Nej tak! Ikke mere af det!

Jeg er spændt på, hvordan det sætter sig på os. Jeg nyder at slentre gennem gaderne, der syder af liv med folk der sidder og kleverfryser ved borde på gader og pladser - og nyder hinanden - de andre - dem de kender og dem de ikke kender.

For hele samfundet har tiden bag ved en virus været en ekstraordinær tid. Der blev afsløret styrker og svagheder i vores organisation. Vi kender nu alle hinanden bedre. Vi ved mere om vores reaktioner i pressede situationer.

Tak for den store indsats. Tak fordi I var der på en helt anden måde! Tak fordi I blev folkekirke digitalt - på bænken - på gåtur - i parken - på besøget - på hospital - i samtalen på zoom eller telefon.

Tak også for spørgsmål og for kritiske røster. I en tid, hvor det ydre pres har sådan en karakter, som det vi oplevede, kan man nemt forskanse sig bag ved egne sætninger, og da er det netop væsentligt med andre stemmer, der kalder på tanken og argumentet.

Uventede situationer lærer os meget. Vi har lært en del, som vi ikke må glemme. Vores Presse- og Kommunikationsafdeling gjorde en stor indsats i året for folkekirken på landsplan. Men vores interne kommunikation skal forbedres. Heldigvis er der sat et arbejde i gang med at udvikle et intranet, så vi kun behøver at orientere os et sted.

Nogle medarbejdere følte at de fik oplysninger senere end andre. Jeg ved, at alting blev udsendt samtidigt til alle; men hvis det føles anderledes, bør vi tage det alvorligt og forbedre kommunikationen.

Vi er sammen om at være folkekirke og der er ikke et A- og et B-hold.

Året kalder på, at vi tager vores grundlæggende struktur op til debat igen. Jeg håber at det strukturarbejde som blev færdiggjort i 2014 og som har ligget til grund for alle større forandringer i de mellemliggende år, vil blive genovervejet. Der er brug for at inddrage de folkekirkelige aktører bredere og sammen, når der skal fattes beslutninger.

Det bliver vigtigt i de kommende år at sætte fokus på arbejdsmiljøet. Vi er organiseret på en måde, der gør os sårbare over for mobning og chikane. Der er sat en del arbejde i gang af vores arbejdsmiljøorganisation, og jeg beder jer tage godt imod materialet lige fra actioncards og til handleplanen mod seksuel chikane. Når mennesker går skævt af hinanden, er det først og fremmest vigtigt, at det bliver sagt højt og at der bliver gjort noget.

Det er ikke mit indtryk, at det er værre i Københavns stift med arbejdsmiljøet end det er andre steder; men i en årrække har vi forsøgt at få problemerne frem. Hvis ikke det bliver sagt højt og hvis ikke vi hjælper hinanden til at bekæmpe skammen over mobning og seksuel chikane kommer vi ikke videre. Det skal være godt og trygt at gå på arbejde.

Hvordan vi bliver bedre til at arbejde med at samarbejde vores to ansættelsesmåder i folkekirken, bliver vi nødt til at drøfte med hinanden.

Vi er hele tiden en kirke på vej - en folkekirke, der gør sit bedste for at reflektere det samfund, vi lever i. Der kommer mange nye borgere til Danmark og især til vores by. Derfor har vi også et provstisamarbejde, hvor vi som folkekirke vil være åbne for udlændinge. Der er ansat en medarbejder til sammen med William Salicath at udvikle engelsksprogede aktiviteter ved Eliaskirken på Vesterbro. “Folkekirken for internationals” hedder menigheden og den henvender sig til expats og deres familier og til studerende med udenlandsk baggrund. Der er stor interesse for menigheden. Det oplevede William og Sarah, vores medarbejdere, på kommunens messe for nye udenlandske borgere “International Citizen Day”.

Folkekirken skal være med til at skabe det samfund, hvor vi fremover vil være borgere med mange forskellige kulturelle og sproglige baggrunde. Fællesskab, tryghed og tro hører med til sådan en fremtid.

Vi taler meget om, hvad det vil sige at være dansk. For mig er spørgsmålet om det nationale en helt naturlig samtale. Kærlighed til sprog og hjemstavn hører med til livet og åbner for dybe erfaringer af fællesskab og tryghed. Men kærligheden til min egen herkomst må aldrig lukke mig inde og afsondre mig. Fra politisk hold har man arbejdet på at al prædiken, der ikke var på dansk skulle tvangsoversættes. Det udtrykker en mistillid til borgere af anden sproglig og kulturel herkomst og jeg håber, at vi kommer væk fra denne idé hurtigst muligt, og hvis vi så kunne komme videre med det udvalg, hvor vi taler om det dobbelte medlemskab (som praktiseres - men ulovligt) og udøve den åbne indstilling over for kristne med anden kulturel og sproglig herkomst, som ligger i vores grundlæggende bekendelse som evangelisk-lutherske, ville den skade og den mistillid, der er oprettet mellem os og de såkaldte fremmede forhåbentlig blive historie.

Til næste år fejrer Københavns Stift 100 år. Det er et beskedent jubilæum i kirkens historie, hvor vi allerede er 2000 henne i historien, men vi vil markere det i løbet af 2022.

Jeg glemmer aldrig den første gang jeg så ham. Det var i Vor Frue Kirke. Processionen var på vej ind. Bagerst bevægede et menneske i violet sig - en rytmisk gangart som man ikke er vant til i vores processioner. Desmond Tutu gik på talerstolen og fortalte om livet i Apartheid. Det var en brutal styreform. Et mindretal holdt et flertal i skak. Vold og fattigdom og uvidenhed var våbnene. Man stod ikke tilbage for fængslinger af modstanderens politiske ledere og mord var ikke noget særsyn. Langsomt gik det op for verden, hvilken dødelig uretfærdighed den sorte og farvede befolkning levede med.

Han greb os med sine ord og sine fortællinger. Hvis de bitre ord havde blafret os om ørerne, ville jeg have forstået det; men sådan prædikede han ikke. Hos Tutu var håbet en strategi. Det stod som mejslet i sten. Håbet var ikke en sovepude - det var ikke kristeligt fjant om trøst i det hinsides. Det var et håb om retfærdighed, barmhjertighed, menneskelighed. Når man læser Tutu og når man hører ham mærker man, at selvfølgelig betyder opstandelsen at menneskers liv er forandret. der er sket en forvandling i verden. Der er et liv før døden.

I de kommende år bliver vi nødt til at tale om, hvor vigtigt det er med tro og tillid. Selvfølgelig glæder det mig, når mennesker siger at det med Samaritaneren, der bliver et medmenneske og kommer til undsætning er en del af vores kultur, som vi ikke kan forlade. Det glæder mig uendeligt.

Men jeg synes også at vi bliver nødt til at minde hinanden om, at vi hele tiden giver hinanden gode grunde til at lade den forslåede ligge. Det kunne jo ske, at den, vi hjælper, rejser sig og viser sig at være en modstander. Måske kommer vedkommende med en stærk kultur, sociale opfattelser, der måske taler os imod. Der kan være mange gode argumenter for at lade mennesker ligge og redde os i land bag ved velfærdsargumenter, rigdom og såmænd også retsstat. Sagen er jo bare at vi ikke TROR på, at det går an at gå forbi! Vi kan ikke vende ryggen til den nødlidende, den forslåede.

Fordi vi ikke TROR på det, bliver vi nødt til at bringe det håb ind i verden. Det håb bringer vi med over i vores måde at tænke samfund på - både herhjemme og i verden.

Tro mod Politik. Sådan hed den bog, som Anders Gadegaard skrev for et par år siden. Dette landemode er det sidste med Anders som domprovst, og derfor syntes jeg, at Anders skulle være hovedtaler og at emnet skulle være Kirke og Samfund. I årenes løb har Anders været optaget af troens væren i samfundet. Det er i et helt præsteliv kommet til udtryk i lokale engagementer lige fra ungdomshus, flygtninge, hjemløse og til de større internationale i Kirkernes Verdensråds regi og i Kirkernes Europæiske Konferences regi.

Det er ikke altid, at domprovstens modstandere har gjort sig umage med at sætte sig ind i, at engagementet udsprang af en reflekteret teologisk forståelse; men vi der kender Anders ved, at sådan er det. Dette er ikke etik for etikken skyld, men talt ud af troen med alle de muligheder som man som menneske har for at tage fejl - for den der engagerer sig kan selvfølgelig tage fejl; men hvis man tror, at man ved at tale om troen, som om det var et sted på månen, ikke tager fejl, kan jeg forsikre for at man er på gale veje.

De store teologer forstår vi, fordi de ramte deres tid, talte ind i den, handlede.

Blot afslutningsvist. Hvor er det skønt at være sammen igen! Hvor er det godt ikke at være begrænset af andet end venlighed og imødekommenhed og hensyntagen til den anden.

Inden vi gik i gang har jeg et par gange talt med provsterne om, at jeg håbede, at vi fandt flere gear at være kirke i. Det bliver vi altså nødt til at hjælpe hinanden til. Vi skal holde resten af livet - og når vi fejrer gudstjeneste, underviser, taler med børn, sidder i sorggrupper, synger i kor eller sidder til koncert må vi øve os i ikke at have travlt - øve os i at leve og være til stede.