Fire forskellige personer, der protesterer i deres hverdag: Den politiske forbruger, Den aktivistiske forbruger, Den digitale protest og Klimaaktivisten.

Den digitale protest

At sætte sig ved en computerskærm er det værste, 80-årige Bjarne Bluhme ved. Kontakten til det offentlige, banken og sundhedsvæsnet er næsten ikke-eksisterende. Og kun via andre.

“Det føles som at få et søm i maven,” lyder det, når han skal sætte ord på sine oplevelser med at være i forbindelse med omverdenen. Han er ikke rigtigt kommet ombord i den digitale virkelighed.

Bjarne har været lærer på Ordblindeinstituttet, og før det var han sømand. Først og fremmest føler han sig hægtet af, efterladt i et samfund, der ikke formår at tage sig af borgere, der ikke interesserer sig for EDB, som han kalder det. For nylig er han flyttet i ældrebolig.

“Jeg har engang været en begavet skolelærer, jeg kunne mine ting og har ydet mit. Og nu sidder jeg her og er afmonteret, ustandseligt skal jeg gøre noget, der kræver NemID, MitID og hvad det hedder, og hver gang føles det skamfuldt, når jeg må få andre til at gøre det for mig. Man føler sig lidt dum.”

Bjarne har en drøm om, at der kommer nogle yngre folk og hjælper ham og et par hundrede andre ældre ind til Christiansborg for at demonstrere mod den digitale kontakt til alle myndigheder.

“Jeg skulle gerne gå på stylter, hvis det kunne hjælpe,” siger han med et glimt i øjet.

“Men det er jo helt tosset; i dag kan du kun protestere på nettet, og hvad skal man gøre, hvis man ikke kan finde derhen?”

Bjarne synes, at der bliver set ned på folk, som er hægtet af den digitale nutid, og kunne bedre leve med det, hvis der var en bredere accept af folk i hans situation.

“Jeg prøver at tage det med humor og fortælle. Men det er bare ikke altid, det hjælper, når man skal bestille tid til en undersøgelse eller have svar på en blodprøve.”

Den aktivistiske forbruger

“Jeg kunne ikke drømme om at sætte tænderne i en tigerreje, for jeg har set, hvordan de bliver produceret”, fortæller Bente Wolff. Hun er antropolog og har rejst meget, især i Sydøstasien, hvor rejerne svømmer i kemikalier, og rejefarmene gør grønne mangroveskove til brune ørkner. Hun prøver at være bevidst om, hvad hun køber, og undgår så vidt muligt varer, der er klima- og miljøbelastende.

Hun har netop købt sæsonens første økologiske citron fra Europa. Kommer de fra Afrika eller Sydamerika, køber hun dem ikke –klimabelastningen er for stor, mener hun.

“Om sommeren bruger jeg flaskecitron, men det er bedre med frisk citron i vinterhalvåret.” Skallerne fryser hun ned, så der altid er citronskal til madlavningen. Bente er vegetar og går mest efter lokale grøntsager. Hun køber aldrig mango eller andre eksotiske frugter på nær den avokado, der en gang imellem ryger ned i kurven.

“Der er tre grunde til, at jeg køber økologisk. Hensynet til sundheden for dem, der dyrker grøntsagerne, hensynet til min egen families sundhed, og fordi økologerne udvikler metoder, som det konventionelle landbrug også kan bruge til at nedsætte mængden af pesticider og kunstgødning – privat forskningsstøtte, faktisk.”

I bytterummet i baggården finder Bente mange ting, som andre har stillet til genbrug. Forleden fandt hun et par gule sneakers, som intet fejler, hun køber genbrugstøj eller bytter med venner, og mangler hun en billedramme til den blå akvarel, hun har købt hos en marskandiser, finder hun en brugt ramme på Den Blå Avis. Og får den passet til hos den lokale rammebutik. Så støtter hun oven i hatten de lokale forretningsdrivende.

Den politiske provokatør

Mikkel Schou har aldrig været medlem af et etableret politisk parti eller organiseret sig på anden vis. Men siden han som ung i 1980’erne var en del af BZ-bevægelsen og gik på gaden og råbte slagord for at synliggøre sin protest, har han været optaget af at udfordre autoriteterne, han møder på sin vej. Gerne med happenings og helst med en smule humor.

“Jeg har altid vendt mig mod alt, der er uretfærdigt eller bagstræberisk ud fra hensynet til personlig vinding. Jeg bryder mig heller ikke om indbildske autoritetspersoner og får lyst til at udstille hykleriet, når jeg møder det,” siger Mikkel Schou.

At han mener det, kan man konstatere, når han remser nogle få af sine aktioner op. Da den amerikanske præsident George Bush gæstede København i 2005, blev Mikkel Schou indkaldt til en samtale hos PET og siden præventivt anholdt under besøget. Det var ganske få år efter, at han havde købt et blåt politiblink på en tankstation, sat det på taget af sin bil og kørt gennem Pusherstreet på Christiania for at se, hvad der skete. Eller da han under en BZ-demonstration rev kasketten af en betjent, der var i færd med at uddele knippelsuppe.

Mikkel Schou, der arbejder som journalist, betegner sig selv som en naiv romantiker. Han er modstander af al brug af vold, men synes, at det er vigtigt at yde systemet modstand. På sin helt egen måde.

Dalarhesten er med, fordi den minder ham om hans svenske oldemor, drømmen om at bo langt væk i Sverige og gå i ét med naturen. 

Klimaaktivisten

Da Elise Sydendal blev født på Fejø i 1999, var der ikke mange, der talte om klimaforandringer. I dag er hun med i spidsen for Den Grønne Ungdomsbevægelse, der arbejder målrettet for at påvirke det politiske system i en mere klimabevidst retning.

“Det var mere og mere frustrerende at se, at politikerne ikke gør nok, at de slet ikke er i kontrol med det her. Moralsk kunne jeg ikke forsvare at sidde med hænderne i skødet, når udledningerne stadig stiger globalt. Derfor blev jeg aktivist sidste år,” fortæller Elise, der ved siden af arbejdet med klimaet studerer statskundskab ved Københavns Universitet.

Hun er som mange andre unge stærkt bekymret for den fremtid, vi ser ind i.

“De kommende generationer og dem, der ikke er født endnu, kan jo intet stille op imod alt det, vi er ved at ødelægge. Det er de fattigste lande, der bliver hårdest ramt. Det trigger min retfærdighedssans, at der er så lidt kriseforståelse på Christiansborg. Coronakrisen viste os jo, at der kan handles, når det gælder.”

Det er vigtigt, at vi bevarer et håb om, at det kan lade sig gøre at vende udviklingen.

“I Danmark har vi relativt nem adgang til Folketinget. Der er mange lande, hvor det ikke kan lade sig gøre at få politikerne i tale. Derfor er der internationalt stor interesse for, hvordan vi arbejder med klimaaktivisme her i landet. Alles øjne er rettet mod os. Det lægger et stort ansvar på vores skuldre,” fortæller Elise, der var til COP26 i Glasgow 2021 og netop har været til COP27 i Cairo.

“Jeg gad godt at leve i et samfund, hvor alt det billige i supermarkedet også er det klimavenlige, fordi politikerne har afgiftsbelagt de klimatunge varer. At politikerne tager ansvar og regulerer vores adfærd, så det ikke er op til den enkelte forbruger at agere fornuftigt. Vi skal af med skyld og skam; det skal ikke være et generationsopgør, for det berører os alle sammen.”