Hjerterum uden CPR-nummer

Man skal ikke have sit sygesikringskort op af lommen eller vise et medlemskab af folkekirken, når man søger om hjælp i kirkens regi. Hjælpen er for alle, der har brug for det. “Det er guld værd,” lyder det fra Københavns Kommune.

Husumkurven med pasta, tun, kaffe, tandpasta, shampoo, toiletpapir og andre dagligvarer er noget særligt. Den bliver til, ved at folk i Husum lægger en dåse tomater, en tube tandpasta eller en anden langtidsholdbar dagligvare i en kurv, der står i kirken. Her udleveres den til trængende borgere.

“Man skal ikke oplyse CPR-nummer eller indtægt; man søger ud fra det behov, man har. Vi har dog en god fornemmelse af, at dem, som vi møder i vores arbejde, reelt har et stort behov for hjælpen,” fortæller diakonimedarbejder i Husum Kirke Sofie Troelsgaard.

“Vi vil gerne gøre det så gnidningsfrit så muligt. Mange er frustrerede over, at man alle andre offentlige steder skal aflevere mange personlige oplysninger.”

I lyset af den nuværende krise stiger priserne, og det kan mærkes blandt familier og enlige med økonomiske udfordringer. Der er nemlig langt flere ansøgere, end der er varer, penge og kapacitet til at uddele. I Husum Kirke uddeles der to madkurve om ugen, og man ville ønske, at der var ressourcer til langt flere.

I den anden ende af København, i Sankt Jakobs Kirke på Østerbro, samles der hver søndag ind til trængende og folk i nød. Et af de største sociale problemer i København er ensomhed, hvor mere end 50 procent bor og opholder sig alene.

“Her har kirken en stor rolle,” fortæller sognepræst Rasmus Nøjgaard. “I vores sociale engagement får vi lejlighed til at mødes uden for de kirkelige handlinger og rammer. Vi tilbyder f.eks. fællesspisning hver fredag aften til 40 kr., hvor det især er enlige, der kommer.”

“Folk skal ikke identificere sig med CPR-nummer, adresse eller med indtægt. Vi forventer heller ikke, at de melder sig ind i folkekirken, men det viser sig ofte, at det sociale engagement bygger bro til gudstjenesten, så vi undlader ikke at henvise til det, for det kirkelige fællesskab er i sig selv et diakonalt engagement. Men vi kan noget andet end det, kommunen kan tilbyde.”

Læs også Meningsfuld selvforglemmelse

Københavns Kommunes socialborgmester, Karina Vestergaard Madsen fra Enhedslisten, er opmærksom på det sociale arbejde, kirken tilbyder:

“Det er guld værd. Mange borgere ville være ilde stedt, hvis vi ikke havde de kirkelige organisationer til at hjælpe. Nu hvor vi har krise, er det frustrerende, at der er så stramme regler for, hvem vi må hjælpe fra kommunalt hold.”

“Civilsamfundsorganisationerne kan noget andet end kommunen, dér hvor de frivillige går ind og skaber noget for andre. Mange borgere føler, at det er mere ægte. F.eks. ønsker hjemløse ikke at komme i kontakt med myndighederne. Her kan de frivillige noget helt andet, end vi kan med systemet i ryggen.”

Håndsrækning 

I Sankt Jakobs Kirke viste et helt aktuelt socialt engagement sig, da ukrainske flygtningestrømme var på vej til Danmark.

“Vi ryddede en af vores to konfirmandstuer og fik etableret en lejlighed til en ukrainsk mor og hendes to sønner. Sofa, reoler og senge fik vi fra lokale borgere,” fortæller Rasmus Nøjgaard.

“Det har været vigtigt for os, at de følte, at det var deres eget, deres egen lejlighed, men de skulle også vide, at vi var der til at hjælpe dem. De kunne selvfølgelig ikke dansk eller engelsk, og det var vigtigt for os, at drengene, der var seks og otte år, hurtigt kom i skole og på fritidshjem. De har fået friplads på en skole og er kommet i kommunens fritidsordning.”

Rasmus Nøjgaard fortæller, at det har været vanskeligt at få opholdstilladelse, integrationsydelse og sprogundervisning. Det er endnu ikke faldet på plads, selvom de har været her over et halvt år.

“Det går trægt i Københavns Kommune, og derfor dækker vi selv deres leveomkostninger via indsamlinger i sognet om søndagen og private sponsorer, der har købt senge og mad.”

“Vi betragter det som en mulighed for at give en håndsrækning til mennesker i nød, og de forhold, kommunen kan tilbyde, er væsentlig ringere end det, vi kan. Vi kan også etablere en ramme, hvor de får kontakt til andre. Vi ved jo, at integrationen sker bedst ved lokale kontakter.”

Behøver ikke at være medlem 

Rasmus Nøjgaard, der har været præst i Sankt Jakobs Kirke i 14 år, mener, at det sociale arbejde ligger i kirkens DNA.

sociale arbejde ligger i kirkens DNA. “Man kan ikke sige, at kirken er forpligtet på at dække de huller, det øvrige samfund ikke magter, men kirken har en iboende lyst og virketrang til at række hånden ud til mennesker i nød i det lokale område. Det mærker vi stor lokal opbakning til.”

Husum Kirke og Menighedsplejen ved kirken har også en klar holdning til, hvad de betragter som kirkens DNA, forklarer Sofie Troelsgaard.

“Vi hjælper folk, der normalt ikke kommer i kirken. Det er på ingen måde en forudsætning, at man kommer i kirken til gudstjenesten. Vores hjælp er også til dem, der ikke ligner os selv,” fortæller hun og understreger: “Vi kræver ikke af folk, at de er medlemmer af folkekirken.”

Kirkerne har historisk, men også i den senere tid varetaget opgaver i samfundet, som man med en vis ret kunne mene, at det offentlige skulle stå for.

“Vi er her som et akut supplement til at få mad på bordet og tøj på kroppen, som en del af kirkens diakonale projekt. Vi dækker nogle behov, som dermed ikke kommer det offentlige for øje, og derfor gør vi også, hvad vi kan for at gøre opmærksom på de huller, vi udfylder,” siger Sofie Troelsgaard.

Kommunen er ikke fjenden 

Jens Maibom Petersen, tidligere forstander for Diakonhøjskolen har stor erfaring med folkekirkens sociale arbejde.

“Vi er i de senere år blevet bedre til at samarbejde med kommunen. Da der kom ukrainske flygtninge, så spurgte vi, hvordan vi kunne samarbejde. Her i det århusianske organiserede en fælles kirkelig ansat maduddeling til ukrainerne de første dage. Og vupti fik man lige lavet flere hundrede måltider. Men en så stor opgave kan vi ikke normalt ikke løfte på sogneplan. Der skal vi have en kommune i tale.”

Jens Maibom Petersen mener, at det skal ses i en større sammenhæng:

“Det er en kommunal forpligtelse at tage sig af sine borgere, men der er altid nogle, der falder igennem det kommunale net, og dér skal kirken have et tilbud.”

“For år siden kunne man møde kommunale folk, der gerne ville holde alt, der handlede om kirke og diakoni langt væk, men sådan er det slet ikke længere. Vi bliver godt modtaget, og kommunerne vil gerne samarbejde med kirkerne.”

Den kolde luft mellem kirke og kommune blev f.eks. i Aarhus Stift opløst, da man holdt en konference om vigtigheden af at samarbejde.

“Kommunen havde været nervøs for, at det, kirken gør, kun er for de døbte og de kristne, og der var nogle år med oprør, hvor man distancerede sig fra det kirkelige. Men nu har mange glemt det, og man står mere nysgerrigt over for det, fordi man erkender, at det frivillige engagement har noget positivt og interessant at give.”

Grænser for socialt arbejde 

Ifølge loven er der grænser for, hvilke sociale opgaver en kommune kan påtage sig. F.eks. kan en kommune ikke holde loppemarked, etablere en genbrugsbyttecentral eller arrangere fællesspisning. Sådanne aktiviteter kan organisationer søge om støtte til gennem en særlig pulje i de såkaldte paragraf 18-midler.

“Vi deler ud til aktiviteter efter paragraf 18-midlerne, og vi har faste samarbejder, hvor vi giver driftsmidler til organisationer, der løfter sociale opgaver,” siger socialborgmester Karina Vestergaard Madsen og understreger, at hun gerne så, at der var flere penge til det sociale område.

Hun mener dog ikke, at de frivillige organisationer skal løse kommunale opgaver. Det bedste er, hvis kommunen og de frivillige organisationers sociale indsatser spiller sammen og bidrager med noget forskelligt. Ifølge hende er serviceniveauet i København beskæmmende lavt.

“Vi kommer alle til at være pressede de næste år på en måde, vi ikke har oplevet i mange år. Jeg håber, at vi sammen vil gøre alt, hvad vi kan, for at gøre krisen mindre hård for de udsatte.”

Både på Østerbro og i Husum er der enighed om, at kirkens sociale arbejde har en grænse og bør spille sammen med andre i samfundet.

“Vi er her på en anden måde end kommunen, men vi kan ikke være det fysiske livsgrundlag for familierne. Hvis nogle søger os flere gange i træk, så må vi henvise til andre kirkelige organisationer eller civile aktører, der kan hjælpe – måske også på længere sigt. Vi kan ikke gøre nogle afhængige af vores lille menighedspleje, men vi kan give en akut håndsrækning”, siger Sofie Troelsgaard.