Protesten får krop og stemme

På teatret Mungo Park i Allerød er virkeligheden med dens mange protester kommet ind på scenen. Danmarks yngste teaterdirektør, 31-årige Anna Malzer, giver protesterne krop og stemme.

Det summer af liv i den gamle møbelhal, hvor teatret Mungo Park ligger, ikke langt fra Allerød S-station. Mens skuespillere, forfatter og instruktør er i gang med en workshop om næste forestilling, arbejder håndværkere på at opføre en helt ny teatersal.

GEJST har opsøgt teaterdirektør Anna Malzer i teatrets kontor over foyeren, hvor plakater og brochurer i bunker fortæller om et varieret og særpræget repertoire. Men ét tema indtager en særlig plads for tiden, nemlig protesterne fra virkeligheden.

“Protesten går jo faktisk igen i næsten alle mine forestillinger. Al protest kommer ud af nogle konkrete menneskers enten frygt for fremtiden eller ønske om at lave den om. Begge dele er der en enorm energi i, og jeg har i mit arbejde med protesten fundet ud af, at den kan se ud på virkelig mange måder,” fortæller Anna Maltzer.

En af Mungo Parks anmelderroste forestillinger, ‘De Hovedløse’ fra 2021 om De Gule Vestes protest i Frankrig, blev så stærk en publikumsmagnet, at den stadig spilles i 2023.

“Da jeg besluttede at lave en forestilling om De Gule Veste, blev jeg nysgerrig efter, hvad der har fået tusindvis af almindelige franskmænd fra både højre- og venstrefløj ud i sammen at formulere en grundlæggende utilfredshed med demokratiet som styreform – i hjertet af Europa – i det hjerte, hvor det moderne demokrati blev født med den franske revolution. Da jeg så billeder af demonstrationerne, måbede jeg. Hvorfor smadrer en folkeskolelærer, en autonom punker og en højreradikal pludselig de fine butikker i Paris – sammen? Ofte har vi set, at de strømninger, der er opstået i Frankrig, senere kommer til os.”

Det konkrete symbol med de gule veste, som er en trafikvest, alle franskmænd skal have liggende i deres bil, fascinerede Anna Malzer, og hun besluttede sig for at tage derned for at undersøge baggrunden for oprøret.

“Folk med gule veste ville enormt gerne tale med os, fordi vi ikke var journalister. Vi fandt ud af, at mange familier i provinsen var sammen om protesten, men blev splittet hen ad vejen, fordi medlemmerne alligevel havde forskellige holdninger til, hvad bevægelsen skulle. For eksempel kom vi i kontakt med en familie, hvor den ene bror var politimand, og den anden smadrede butikkerne i Paris hver lørdag til demoerne, og det dilemma kunne vi kopiere og skabe en højdramatisk fiktion ud af.”

Fordi de franske politikere gav udtryk for, at De Gule Veste handlede med hovedet under armen, er historien om familien sat i ramme omkring selveste kejserinde Marie Antoinette, der fik hovedet hugget af i guillotinen i 1793 under den franske revolution, hvor folket tog magten. Hun får fortalt historien som en slags sci-fi, og hun tror selvfølgelig ikke på en historie om noget, der hedder demokrati.

Læs også Protester ændrer og fornyer 

Mosaik af 50 forestillinger 

Anna Malzer taler med stort engagement, men en lille rynke i panden røber en eftertænksomhed i hendes ordvalg. Hun har ondt i ryggen og sidder på gulvet med sin kaffekop, mens hun fortæller:

“Jeg er især optaget af det almindelige menneskes protest, forstået på den måde, at Greta Thunberg eller andre velformulerede helgenskikkelser på talerstole ikke interesserer mig så meget. Men det apolitiske menneske, der pludselig begynder at interessere sig for verden og tager sagen i egen hånd, er en spændende skikkelse.”

Energien stråler fra Anna Malzers ansigt, mens hun fortæller, at hun har en mosaik af omkring 50 forestillinger, der skal laves, før protesttemaet har nået mætningspunktet.

“Vi ser flere og flere almindelige mennesker, der begår civil ulydighed, fordi deres tillid til systemet er brugt op, og de har alle sammen masker på. I mine teaterstykker er det den gule vest i ‘De Hovedløse’, eller det er en pop-pige med en make-uppet maske i forestillingen’16:29’.”

“Jeg brænder for at sætte mennesker på scenen, som ikke har ordet i deres magt, men har en følelse af, at noget er galt, og noget skal ændres, og derfor handler. Neden under protesten eller selvtægten er der rørende, dybe mennesker med fortællinger, man kan gribes af.”

Almen-boligbyggeri-barn 

Allerede som 26-årig færdiggjorde Anna Malzer sin uddannelse på instruktørlinjen på Den Danske Scenekunstskole, og de første år af karrieren var hun kunstnerisk leder af det eksperimenterende teater Momentum i Odense. Hun har været ‘landets yngste teaterdirektør’ på Mungo Park siden 2019.

Hun er vokset op på Amager med en enlig mor, der var pædagog og en, med hendes egne ord, “lidt fjern far, der kørte taxa om natten, men præsenterede hende for Pink Floyd og dogmefilm, når de endelig sås. På skolen var der børn af forældre fra hele verden, og det skabte både kaos og orden i opvæksten.

“Jeg er et almen-boligbyggeri-barn, og jeg har fået den globale verden ind fra barnsben. Der herskede en vis rodløshed iblandt os venner, men der var også nogle gange en større spirituel ro. Særligt hos de venner, som praktiserede islam, med deres tro på noget større end sig selv. Jeg har faktisk altid været lidt jaloux på, at man kan finde den tro i sig selv. Samtidig er jeg pinligt bevidst omkring, at det var mig, der fik adgang til natklubben og blev troet på af ordensmagten – fordi jeg var hvid.”

Anna Malzer var med egne ord ikke en 12-talspige, og hendes mor gav hende lov til at droppe matematikken og opfordrede hende i stedet til at bruge sin fantasi og fortælle og skrive historier.

Læs også Når protesten løber af med os 

“Da jeg var barn, skrev jeg om, hvad der skete på skolen eller i solcentret, fordi jeg ville forstå det. Nu kaster jeg mig hovedkulds ud i et fænomen længere fra mig selv, men hvor der er rigtige mennesker i kød og blod. Måske er det en desperat jagt på det ægte og en reaktion på at være vokset op i en digitaliseret verden.”

Mungo Parks seneste forestilling er en klimakamp-protest-basker med den lidt barske titel ‘At lære at dø’. En ganske almindelig skolelærer og en embedsmand vil gerne ændre noget i en klimauge i kommunen; de vil gøre Danmark grønnere. Men de møder et system, der gør, at de ikke kan komme igennem nogle steder. Til sidst vælger de at sprænge en bygning i luften.

“Vi lader nogle helt almindelige mennesker gøre noget radikalt. Kunsten kan prøve disse længsler af og forløse dem på scenen. Her er en ventil, som kan hjælpe på folks frustration, men som ikke er ulovlig – det er jo bare teater. Og denne særlige forløsning, som vi hører, at forestillingen giver mange, håber vi, får folk ud af deres passivitet omkring klimaet og ind i politisk handling,” fortæller Anna Malzer, der nu har talt sig varm.

Musical og tro i krisetid 

I dag leder Anna Malzer Mungo Park på sin fjerde sæson og satser på det, der er Mungo Parks ensembles særlige kendetegn: At undersøge og beskrive nye tendenser.

Ensemblet på seks faste skuespillere prøver på musicalforestillingen ‘Ingenmandsland’, der ifølge teatret er et kærligt portræt af det globalt voksende ufo-miljø, der rejser spørgsmålet om, hvorfor ufofeberen spreder sig så hurtigt igen i dag?

“Under den kolde krig var der en ufo-feber, og den pibler frem igen. Dengang blev man erklæret psykisk ustabil, hvis man så og troede på ufoer. I dag er rumforskningen kommet videre, og liv i rummet er ikke kun noget, mærkelige mænd i kældre taler om. Der er flere, der dyrker troen på det udenjordiske, for her ligger drømmen om en bedre verden. Det er ligesom en religion.”

Anna Malzer mener, at længslen efter at tro på noget vokser i Danmark:

“I alt fra tvangsritualer til overdrevet fitness til buddhisme og radikale politiske retninger. Vi længes efter noget, der kan styre vores skæbne, efter noget der gør, at det hele ikke er vores egen skyld, som vi er vokset op med under neo-kapitalismen.”

Men hvordan teatret arbejder med længslen efter en tro og religion kræver en nærmere forklaring:

“Teatret arbejder som kirken også med skæbnen som motor for fortællinger. Hvor kirken – i Bibelen som den står skrevet – tvinger moral, skyld og skam ned over os, frigør teatret os fra skylden, skammen og moralen og lægger sig i den menneskelige gråzone, hvor alting kan ses fra flere vinkler.”

Ifølge Malzer var det i den tidlige kristendom forbudt at spille skuespil - det var djævlens værk med denne transformation til en anden på scenen.

“Men i dag findes der jo fortolkere af Bibelen, præster, som nærer et af nutidens varmeste og dybeste og mest komplekse menneskesyn. Og det handler om fortolkeren, ikke Bibelen. En god præst formår netop at tale om det menneskelige på en måde, hvor selv mennesker, der har begået de grummeste forbrydelser, får et rum, de kan være mennesker i. Det er nok det, kirken kan. Kirken og samtalen med en dygtig præst er et mere direkte, individuelt terapeutisk rum, når den fungerer, hvor teatret er et kollektiv, der fungerer på andre præmisser.”

Anna Malzer må tage armene til hjælp, når hun forklarer:

“Det handler også om os i Danmark, det land, der har allermindst tro, allermindst religion, allermindst spiritualitet, og om hvordan vi forholder os til mennesker, der tror på noget spirituelt.”

“Vi har valgt at portrættere miljøet igennem en jukebox-musical, fordi der bare er rigtig meget god musik, som folk kender, der handler om stjernerne og det, der er større end os selv – det  bruger vi i en uforudset sammenhæng.”

Hun forklarer, at Mungo Park er nødt til at skabe nogle livgivende former og give energi i en mørk krisetid, hvor folk måske ikke har råd til at gå i teatret.

“Det behøver ikke være eskapistisk fladpandet kunst om nemme, ligegyldige ting, men vi skal få publikum livsbegejstret ud af salen. Historisk er musicals opstået i krisetider som noget lystfuldt, der forsøger at give svar på en krise. Sangen er forførende, og publikum har brug for det.”

Kunst, der rykker Mungo Park kommer ikke sovende til de mange publikumssucceser. Alle forestillinger bliver til i et kollektivt samarbejde mellem skuespillere, der arbejder meget tæt sammen med forfatter, instruktør og scenograf.

“Vores produktionsform koster mange flere penge, også fordi vi skaber ny dansk dramatik. Der bliver spillet mange klassikere rundtomkring, for det koster ikke penge at sætte Shakespeare op. Vi gør et pionerarbejde med at udvikle ny dansk dramatik. Vi laver ikke teater for at tjene penge, men for at skabe mening.”

Anna Malzer stiller selv spørgsmålet:

“Skal statsstøttet teater overhovedet agere på kommercielle præmisser Vi vil ikke bruge vores statstilskud på et mere kommercielt salg, for så kan vi gå hjem kl. 16 og sige, at vi driver et teater, og det går godt. Vi er her for at lave nye historier. Men jeg vil ikke behandle publikum som købere og kunstnerne som fortolkere. Kunstnerne skal skabe, og publikum skal da se det, vi allerhelst vil vise dem. Og ikke det, de selv tror, de vil have, fordi de kender det. Det er jo ikke tyggegummi, vi producerer!”

“Jeg tror kun, teatret har en fremtid, hvis vi ikke ser det som en luksusløgn. Alle de klassikere, vi spiller i dag, blev jo skrevet ud af datidens nødvendighed. Når teater reproducerer dem for at sælge billetter og sparer dramatikeren væk, kan man tale om en recession.”

Udlandet har opdaget Mungo Parks nye dramatik. For eksempel bliver ‘Spejlmanden’ nu spillet i Uppsala i Sverige, og ‘Tatovering’ kommer op på et andet nordisk teater.

“Der skal være noget på spil, ikke bare i dramaet på scenen, men også for kunstnerne, der laver det – det skal kunne gå galt. Det skylder vi os selv og publikum.”