TA FREDEN MED I KRIG

Der er ikke nogen kirke. Der er kun en stor, rektangulær græsplæne. I den ene ende står et volleyballnet. Men der er ingen, der spiller volleyball. I den anden ende står et par træer iklædt gullige efterårsblade, og under træerne et bord, der er blevet iklædt en hvid dug, et sammenklappeligt kors, en bibel og er derved blevet omdannet til - et alter. 

Lidt på afstand, opstillet på tre geledder i formation af en stor hestesko, står dagens menighed. To hundrede ukrainske soldater, hvoraf langt de fleste indtil for fem uger siden var noget helt andet, samt de cirka 70 danske soldater, der i løbet af de sidste fem uger har brugt alle deres vågne timer på at træne ukrainerne og gøre dem til soldater. 
Gudstjenesten går i gang. Alt foregår på engelsk, i brudstykker, der i mundrette bidder tolkes til ukrainsk. Ved dagens gudstjeneste er der altså ikke bare én, men to, der fører ordet foran alteret; tolken og feltpræsten. Og præsten, det er mig.

I oktober måned var jeg på besøg som feltpræst for de danske soldater, der er i England for at træne nogle af de ukrainere, der skal indsættes i krigen mellem Ukraine og Rusland. 

Jeg har før været udsendt, til Afghanistan og Irak, og selvom opgaven er langt mindre risikofyldt her, hvor vi befinder os få timer uden for London, og der er tale om en krig, som danskerne ikke selv skal indsættes i, er alvoren den samme.

De danske soldater er en sammensat enhed fra flere regimenter og har til opgave at varetage træningen af ukrainerne, hvor de skal uddanne dem, så godt som det overhovedet er muligt, i grundlæggende soldaterfærdigheder. Ukrainerne skal lære førstehjælp, de skal lære at håndtere deres våben, krybe, kravle, bevæge sig i skyttegrave, angribe og forsvare sig mod fjenden. 

De danske instruktører har kun fem uger, og de træner mennesker til krig. Derfor er de i gang fra tidlig morgen til sen aften hver eneste dag med meget få eller ingen fridage undervejs. Hver eneste lektion tæller og kan potentielt være medvirkende til, hvordan ukrainerne klarer sig – og om de overlever. De ukrainske tabstal kendes ikke i detaljer, men holdet ved, at kampene ved de forskellige frontafsnit er intense med store tab på begge sider.

Der er ingen af de danske soldater, der er i tvivl om, at opgaven er vigtig. Derfor bliver de ved, dag efter dag, i alle de timer, hvor dagslyset tillader det, og selvom jeg ved, at de efter snart seks uger må være trætte, kan jeg faktisk ikke mærke det på dem. 
Tværtimod er motivationen høj, og det er tydeligt at se, at ukrainerne og danskerne i løbet af træningen har fået respekt for hinanden og på en eller anden måde fået relationer på kryds og tværs af nationalitet, sprog og vilkår. 

Ukrainerne er glade for de danske instruktører, og danskerne har tillært sig ukrainske fraser. Selvom ukrainerne ikke må kendes på deres navn, men kun på et tal på uniformen, så kender danskerne deres karaktertræk og personlighed hver især.

Den sidste aften, inden træningen slutter, hvor de skal tage afsked, samler delingerne sig, holder taler, udveksler kram og skriver hilsner i små notesbøger, på t-shirts og flag – hilsner de kan tage med sig i hver deres retning.

Flagene er lavet om, delt på tværs, så de nu er halvt ukrainske og halvt danske, og på den måde et tydeligt symbol på, hvad der har fundet sted. 

Danskernes liv har flettet sig ind i ukrainernes liv, og ingen af parterne ved, hvad det fremover vil betyde for dem eller koste dem i afmagt og sorg, som altid er den risiko, man løber, når ens liv snor sig ind i et andet Men det er fint at være vidne til. For uanset hvad der venter ukrainerne, så er det her ikke ligegyldigt.  

Som præst er jeg landet i en virkelighed, der på mange måder er vendt på hovedet i forhold til den, jeg kender fra mit hjemlige sogn på Frederiksberg.

Jeg er en præst uden en kirke, hvor de danske soldater kan opsøge mig. Tværtimod må jeg forsøge at være synlig og opsøgende som gæst udefra og lære soldaterne at kende, tale med dem om, hvordan de oplever situationen og forsøge at fornemme, om der er nogen, der har brug for at tale og finde pauser i deres travle program, hvor der er mulighed for det.  

Men som feltpræst får man også meget givet. Fællesskabet er etableret og stærkt. Soldater har sans for ritualer og sammenhængskraft, og hvor end de befinder sig, på øvelse i en skov eller på den militære base, indretter de sig i civiliserede mikrosamfund, hvor hver enkelt ved, at de bærer en del af ansvaret for, at tingene fungerer, uanset hvilken funktion de varetager. De er afhængige af hinanden døgnet rundt, passer på hinanden og kommer hinanden ved.

Vi søger efter fodfæste. Vi søger efter ord at holde fast i. Værdier. Kampråb. Håb. Et eller andet, der kan rimpe verden og vores liv sammen igen, når det begynder at gå op i sømmene. 
Som feltpræst er min opgave at forsøge at holde noget op for soldaterne, som kan give dem det fodfæste, og som jeg selv kan stå på i mødet med mennesker, hvis skæbne ligger i krigens ubarmhjertige hænder. 

Men jeg er også et vindue ud og hjem til noget, der hører til på den anden side af alt det militære; en verden med et sprog, der ikke er strategisk. En verden med jul og familier og stearinlys og sange, som på den ene side kan virke lille og nytteløs, men som dog er det, der kæmpes for og henimod.

Og på græsplænen synger de til. Der er intet orgel. Intet kor til at synge for eller holde tempoet. Men den ukrainske tolk synger for, og med ét synger de hundredvis af ukrainske soldater med på den ukrainske nationalsang.
Som danskere forstår vi ikke et ord af teksten og kan ikke synge med, men der er ingen af os, der er i tvivl om, hvad det her handler om.

Og så velsigner jeg dem. Lyser Guds fred over dem, tilbyder soldaterne at komme op og blive velsignet individuelt, og øjeblikket efter er jeg omringet. 
Så jeg velsigner dem. Én efter én i, hvad der synes som, en uendelig strøm af menneskeskæbner. Yngre og ældre, mænd og kvinder, der knæler ned, for at jeg kan lægge min hånd tungt på deres hoved og give deres krigsramte skæbner fodfæste i Guds fred.

Jeg ved ikke, hvad de tror på hver især, mens de modtager Herrens velsignelse. Men jeg fornemmer klart, hvad de håber på. Og måske er der ikke så langt mellem de to.