Magt og tillid

På Politiskolen i Brøndby træner de studerende magtanvendelse i et rum med glasvægge.

”De studerende lærer fra allerførste dag, at når de anvender magt, så bliver der kigget på dem. Vi lærer dem ikke noget, der ikke kan tåle at blive kigget på ude i virkeligheden,” fortæller rektor for Politiskolen Jan Bjørn. Han viser rundt i Brøndby i skolens undervisningsbygning med klasserum, der er placeret rundt om et stort magtanvendelses-øve-lokale, en stor gymnastiksal med glasvægge

”De lærer reglerne for politiets arbejde og får teorierne prøvet af i situationsspil. Bagefter træner de i anvendelsen af alle vores magtmidler, fx stav og peberspray med hinanden og med instruktørerne i magtanvendelses-rummet. Det er med fuld transparens. Det er det politi, vi gerne vil være, og det skal de lære fra dag et.”

Jan Bjørn, der har været 34 år i politiet heraf de 25 år i Københavns Politi, hvor han sluttede som ledende politiinspektør, har i sin egenskab af rektor for vordende politikadetter og politibetjente indvilget i at fortælle, hvordan man på Politiskolen lærer de studerende at skabe og fastholde tillid:

”For at kunne etablere denne tillid hos borgeren, kræver det både menneskelig og myndig optræden af den enkelte betjent, og at hun/han handler ud fra det rette teoretiske og lovmæssige fundament. Men så kræver det også, at politibetjentene har en personlighed, hvor de grundlæggende forstår, hvad politiets rolle er i mødet med borgerne.”

Politiskolen i Brøndby er indrettet i en stor, tidligere folkeskole med moderne tilbygninger, som ligger i Brøndbyøster på en villavej langt væk fra Københavns virvar og uro. Men det er ikke en særlig ”rolig” undervisning, der er i gang. En gruppe studerende kommer spurtende i fuld uniform, de er i gang med et situationsspil, hvor de forfølger en indbrudstyv – her med en medstuderende, som spiller indbrudstyven, i fagsprog: figurant.

”Især i undervisningen i patruljetjeneste, hvor de studerende skal løse opgaver i nærområdet, arbejder vi med tillid. De bliver sendt ud til fiktive opgaver, hvor de skiftes til at være figuranter, og psykologi- og politifaglige undervisere observerer og medvirker til refleksion og feedback. De evaluerer i fællesskab, om de studerende har anholdt den rigtige, og om det er foregået i overensstemmelse med reglerne. Vi ser også på, hvordan man håndterer borgerkontakten, og om man møder borgerne i øjenhøjde; men de lærer også at tage fat, når der skal tages fat. Den balance skal der være, for vi er jo også en myndighed,” fortæller Jan Bjørn engageret.

”Psykologen kigger på den enkeltes ageren – du var måske lidt for tilbageholdende, eller du gik vist for hurtigt frem; kunne du have løst det på en anden måde? Det, vi gerne vil, er, at de skal reflektere over deres rolle, for at de kan være bevidste om den, når de starter i praktik.

Hvis man skal ud og anholde en person, som måske stikker af fra en forbrydelse, så er vi jo nødt til at skride til handling og anholde, og her er vi nødt til at tage fat. De fleste mennesker ser sig selv som uskyldige, men vi kan godt anholde - om ikke med et smil på læben – så dog i en god dialog med borgeren. Vi træner dem i, at det myndige og det menneskelige skal finde den rette balance.”

Jan Bjørn mener, at noget af det vigtigste er, at den enkelte betjent vækker borgerens tillid. Han fremhæver undersøgelser, som viser, at 87 % af danskerne har tillid til politiet. Men, indvender han:

”Vi ved også, at den tillid er rimelig skrøbelig; det er en tillid, vi værner om, og som er opbygget af generationer af politifolk, og de nye, der går her, de skal være med til at udbygge og fastholde den.”

I den seneste tid har politiets hårdhændede anholdelser, bl.a. af en familiefar, der cyklede forbi Christiania, og en sag med en familie i Vejle, der har følt sig forfulgt af politiet, skabt meget debat. Kritikken af politiets håndtering af magtanvendelse, der kan skabe mistillid i befolkningen, er ikke direkte undervisningsstof, også fordi nogle af sagerne bliver undersøgt i Den Uafhængige Politiklagemyndighed.

”Vi underviser ikke i aktuelle sager, men i ældre sager, hvor sagerne er afgjort, fx gadekampene på Nørrebro 18. maj 1993. Ligesom Christiania-indsatsen gennem tiden er noget vi løbende diskuterer, og også mindre hændelser, som vist på TV. Det er de sager, hvor politiet bliver fremstillet på en måde, vi ikke synes er rimelig, men hvor andre har et mere nuanceret billede. De aktuelle sager er ofte nogle, der bliver talt om på lærerværelset,” fortæller Jan Bjørn og tilføjer, at der også undervises i håndtering af medierne.

Men som de fleste danskere ved, kan alt ikke klares med ren tillid, og det skal de studerende forberedes på:

”Nogle gange er det nødvendigt at bruge magt, og her lærer de, hvad der er det rette niveau for brug af magt i situationen. De lærer de teoretiske regler om politiets redskaber til at udøve magt, f.eks. hvornår må man bruge stav, hvornår må man bruge peberspray, og hvornår må man skride til anholdelse. Det prøver de af i situationsspillene. I starten er det meget sort-hvidt: Hvad vil du gøre her? Jo dygtigere de bliver, jo mere kommer de i den grå zone, nogle vil den ene vej, andre vil den anden, og det er for at skabe en refleksion hos dem. ”

”Men for at bevare tilliden hos befolkningen giver vi dem nogle værktøjer til at nedskalere,” lyder det fra Jan Bjørn, der viser rundt på skolen og hilser på de studerende med glimt i øjet: ”Hej,” og ”Hvordan går det nu i dag?”

”Konflikt-niveauet kan være højt, når politiet lander et sted, hvor der er konflikt mellem to parter. Her giver vi vores studerende nogle værktøjer, også i forhold til at de ikke lader sig rive med, at de bliver i den professionelle rolle og forsøger at nedskalere en konflikt, som kunne være på vej i den forkerte retning. Vi bruger meget tid på psykolog-undervisning i de her situationsspil, hvor vi arbejder med, hvordan en konflikt kan nedtones, og akutstress kan håndteres.

Her underviser skolens psykologer i transaktionsanalyse som led i at undersøge, hvad der sker med mennesker i en konflikt. Formålet er, at konflikten helst skal nedtrappes.”

”Proportionalitet fylder rigtig meget hos os, vi skal bruge mindst mulig magt, og vi skal optræde så skånsomt som overhovedet muligt.”

På skolen med godt 500 studerende arbejder man i særlig grad med Kodex VII, som er syv centrale pligter for embedsmænd i centraladministrationen, i daglig tale statens bibel. Det er bl.a. lovlighed, sandhed og faglighed.

”Kodex VII indgår i vores undervisning. Vi underviser i, hvordan borgerne kan forvente at blive behandlet af deres politi, og den samfundskontrakt, vi har. Det kan fx være objektivitet. Når man skriver en rapport, så skal det være objektivt; det må ikke garneres med egne holdninger og meninger. Det er en fundamental ting, når vi arbejder med de unge mennesker. De må ikke være følelsesladede.”

Tilliden til politiet forandrer sig med tiden, den afhænger også af hvilke større sager, der rører sig i befolkningen. Den seneste omtale af nogle af politiets hårdhændede anholdelser kan Jan Bjørn dog ikke kommentere, men om tidligere sager siger han:

”I dag har vi langt færre af de store gadekampe og sammenstød, der historisk har været i København, fx Byggeren, BZ-besættelser og 18. maj 1993. Det skyldes, at politiet er blevet bedre til at sætte borgeren i centrum. Undervisningen her skal afspejle, at der i dag er krav om, at en moderne myndighed skal være mere åben i et moderne samfund.”

”Vi skal forholde os til den irritation, der er forbundet med, at vi bliver filmet under politiarbejdet. Hvis der opstår en konfliktsituation, kan du godt regne med, at du bliver filmet, og det påvirker personen. Vi er nødt til at følge med tiden og sige: Det er et nyt vilkår for os. Man ser flere eksempler på, at politiets magtanvendelse bliver eksponeret og taget ud af kontekst, og det er noget, vi som politi er nødt til at forholde os til. Det er den virkelighed, vi lever i.”