Tillid i venskabet
De tre unge vi møder i ungdomskirken på Vesterbro har ikke meget tillid til de voksne – hverken til forældre eller lærere, og det kniber voldsomt med tilliden til samfundet og fremtiden.
Mange undersøgelser peger på, at Danmark er et stærkt tillidsbaseret samfund, men hvordan oplever de helt unge på 18-19 år det? Har de tillid til sig selv og de voksne omkring dem?
Gejst har mødt tre gymnasieelever fra 3 g på Det Fri Gymnasium i uKirke på Vesterbro, hvor de alle er aktive i forskellige grupper. Selvom det kan være svært at tale om selvtillid, kaster Mie Lundstrøm på 18 år sig ud i en ”fed Pippi Langstrømpe-replik.”
”Det har jeg ikke prøvet før, det kan jeg sikkert godt,” som Pippi siger, og den replik har Mie Lundstrøms mor indprentet hende og sagt, at man kan meget mere end man tror.
”Jeg har bestemt selvtillid; jeg har en idé om, at der ikke er noget, jeg ikke kan inden for rimelighedens grænse. Særligt skolearbejde, hvis man lægger arbejde i det, så kan man meget mere. Hvis der er mennesker, jeg gerne vil lære bedre at kende, så kan jeg godt, hvis jeg sætter mig ned og lytter til dem-agtigt.”
For hendes ven, 19-årige Christian Holte, er det især tilliden i venskaberne, der tæller.
”Jeg har ikke en kæreste, men det vigtigste er, at man kender nogle mennesker, man stoler på og har tillid til. At der er nogle for én, også når lortet brænder på. Man står op om morgenen, det regner ad helvede til, og du misser din bus til skolen. Alt sammen noget, der gør, at man har en møg-dag. Her er det vigtigt, at man har nogle gode venner, man har tillid til. ”
”Men det også kan være, når man står over for et svært valg - fx hvad skal jeg efter studentereksamen, så er det godt at kunne tale med venner om det.”
Stemningen mellem de tre venner er afslappet, ligesom de pointerer, at selvsikkerhed ikke beror på det smarte udseende. Men Christian Holte skiller sig lidt ud i spraglede, farverige bukser, øreringe og en antydning af mascara.
”Jeg bliver mere selvsikker ved at have tøj på, der gør mig komfortabel. Men også flot tøj gør mig mere selvsikker Det er sjovt at lege med udtrykket og med farverne. Jeg øver mig i at lægge lidt diskret make-up, hvilket er virkeligt svært,” fortæller han smågrinende.
Martha Birkkjær på 18 år tænker mindre på sit udseende, efter hun har skiftet gymnasium. Hun fokuserer på sine venner.
”Jeg har en særlig slags tillid i maven, som handler om, hvem jeg kan stole på, og hvem jeg vil være sammen med. Men jeg har ikke så meget tillid til mig selv skolemæssigt, og det skyldes, at jeg er ordblind. Det blev opdaget rent sent, så jeg troede, at jeg var dum og bagud. Tilliden til, at jeg kunne det, de andre kunne, forsvandt. Jeg bliver tit i tvivl og har ikke tillid til, at det, jeg siger, er rigtigt. Jeg er bange for, at jeg siger forkerte ting i skolen eller i vennekredsen.”
Når samtalen drejer hen på tillid til forældrene, står negative superlativer i kø. Det har heller ikke været nemt for Martha Birkkjær.
Det har taget lang tid at få tillid til min mor, fordi vi har haft vores problemer. Hun har gjort det modsatte af, hvad hun sagde, hun ville gøre. Jeg troede, at hun altid ville være der. Jeg er egentlig konfliktsky, men vi satte os ned og fik talt om det. Der var jo nogle grunde til, at jeg mistede tilliden, blandt andet fordi vi ikke kommunikerede særlig godt.
Martha Birkkjær bor hos sin mor, og forældrene er skilt.
”De to seneste år, har jeg valgt ikke at have haft kontakt med min far. Da jeg gik i 1. g, havde vi en konflikt, som også omhandlede min fars kæreste, hvor jeg følte, at han valgte hende mere, end han valgte mig. Jeg følte, det var et brud på tilliden, men det mener han ikke, og det er dér, problemet er.”
For Mie Lundstrøm er tilliden til forældrene og deres generation noget mere omfattende.
”Der, hvor jeg ikke har tillid til dem, er dér, hvor det handler om at følge med tiden. Tit får man en halvdårlig undskyldning: ’Din onkel er af en anden generation, din mormor er ikke vokset op i den tid.’ Så tænker jeg: ’Du var her jo, da ændringen skete, så jeg savner en tillid til, at du vil bakke den ændring op.’ Her tænker jeg på #Metoo, ligestillings- og racismespørgsmålet.”
Mie Lundstrøm henviser til sexistiske bemærkninger sagt af folk fra den ældre generation.
”Så kalder de os unge for sarte. Men det er jo, fordi nogle sætter foden ned på ubehagelige sexistiske ting; det har altid været ubehageligt, men nu er der nogen, der siger noget. Der har jeg ikke tillid til deres generation, de gentager sig selv og vil ikke lytte på os.”
Christian Holte synes, at politik er vildt spændende og kunne godt tænke sig en dag at gå ind i politik og få rettet op på en masse ting, han er vred over.
”Jeg har ikke tillid til samfundet. Der er en individualistisk kultur med meget mig-mig-mig. Der er ingen tillid og sammenhold, og man kan ikke stole på hinanden. Mange tilsidesætter kolleger, fordi man vil op ad stigen, få et godt job og tjene mange penge. Det er sigende, at man har et ord, der hedder karriereræs,” siger han med eftertryk.
Et gymnasieskift har hjulpet på Martha Birkkjærs tillid til de voksne, som hun synes har lidt et knæk i både i folkeskolen og på hendes tidligere gymnasium.
Jeg tror, at man skal have tillid til sig selv for at klare sig. På mine forældres arbejdspladser er der meget konkurrence og et hårdt miljø. Det kan godt gøre mig bekymret, og jeg har ikke tillid til, at der er nogen, der efter gymnasiet griber mig.
Ud over at komme ud at rejse har de tre unge endnu ikke lagt planer for, hvad de vil efter gymnasiet. Lige nu er de optaget af deres fællesskab i uKirke.
”uKirke er et fællesskab. Her er det helt OK at være dig selv. Mange steder skal man hele tiden være superpositiv, også selvom man ikke har det sådan indeni,” slutter Christian Holte.
