Fortsæt til hovedindholdet
Tekster
Nyheder

Skriv bedre tekster

Her får du en række gode råd til, hvordan du skriver tekster, så modtageren lettere forstår det, du vil med din tekst. 

Af Kirsten Weiss Mose, Københavns Stift

Uanset hvorfor du beslutter at skrive en tekst, gør du det, fordi du vil gøre en forskel med teksten. Du skriver tekster, fordi du vil sige noget til nogen. For at modtagerne forstår, hvad du skriver, er det derfor altafgørende, at teksten ikke står i vejen for sig selv. Det kan du undgå ved at arbejde med teksten, så den er let at aflæse, let at forstå og let at finde rundt i.

Her får du en række gode råd til, hvordan du skriver tekster, så modtageren lettere forstår det, du vil med din tekst. Du kan både anvende rådene, hvis du skriver en mail, en tekst til kirkens hjemmeside, en artikel til kirkebladet, et kalenderopslag til sogn.dk eller skal i gang med at skrive andre informative tekster.

Tekster skal hurtigt kunne aflæses

For at gøre det let for læseren at finde ud af, om vedkommende skal bruge tid på at læse netop din tekst, skal den hurtigt kunne aflæses: Er emnet og indholdet relevant for mig? Derfor skal der være en rød tråd gennem teksten, som din læser hurtigt skal kunne finde og forholde sig til. Derfor skal du, inden du overhovedet begynder at skrive, overveje, hvad du vil med din tekst:

  • Hvad vil jeg opnå med min tekst? Vil jeg informere i forvejen interesserede om et arrangement - hvem, hvad, hvor? Vil jeg skabe opmærksomhed om kirkens tilbud over for dem, der ikke kommer i kirken? Ønsker jeg, at læseren selv skal tænke videre over et emne, som kirken har en mening om?
  • Hvem er læseren?
  • Hvilke spørgsmål vil læseren stille til teksten?
  • Hvordan kan jeg tage højde for læserens spørgsmål i min tekst?

Når du har svaret på det, er det tid til at gå i gang med at skrive.

Tekster skal være til at forstå

Tekster er opbygget af ord og sætninger. For at skrive forståeligt skal du have opmærksomhed på begge dele. Forstår læserne sætningerne? Og giver ordene mening? 

  • Brug personlige stedord og brug aktive udsagnsord. Skriv fx “I kan give besked” i stedet for “Besked kan gives”, “Vi laver maden, når vi kommer frem” i stedet for “Maden laves ved ankomst” og “Vi hjælper dig” i stedet for “Vi ønsker at hjælpe dig” osv.
  • Undgå fagsprog, indforstået sprog og lange ord.
  • Formuler dig konkret.
  • Sig én ting ad gangen, sæt punktum mellem hvert budskab og undgå parenteser.
  • Sæt kommaer korrekt, og læs korrektur.

Tekster skal være overskuelige

Uanset om du skriver langt eller kort, er det vigtigt, at læseren let kan orientere sig i teksten. Derfor skal du undgå for lange tekstbidder og hjælpe læseren på ved hjælp af overskrifter og punktopstillinger. Det kan fx gøres, som det er gjort her i teksten. 

  • Brug tid på at finde dækkende overskrifter.
  • Inddel teksten i overskuelige afsnit med luft omkring.
  • Benyt dig af punktopstillinger.