Det hellige kirkerum

De fleste er enige om, at der er et eller andet helt særligt ved kirker og kirkerum. Der er en særegen stemning, når man kommer ind i en kirke. Om man er kristen, religiøs eller ej, så har de fleste en oplevelse af at kunne finde ro i kirkerummet. Men hvorfor er det egentlig sådan? Og er der noget særligt arkitektonisk, som er med til at skabe den følelse? Jeg tog på rundtur til fire meget forskellige kirker i København sammen med Karsten R. S. Ifversen, som er arkitekturanmelder på Politiken. Her er vores oplevelser og betragtninger fra de fire kirker, hvor vi oplevede forskellige former for hellighed.

Landsbykirken Brønshøj Kirke

“Det særlige ved denne form for kirke er de bastante mure, som lukker omverdenen ude. Man går ligesom ind i en slags grotte, som skaber en distance til verden udenfor,” siger arkitekturanmelder på Politiken, Karsten R. S. Ifversen. Vi starter i Brønshøj Kirke på vores rundtur til fire kirker i København. Brønshøj Kirke er den ældste kirkebygning i København, som stadig er i brug og er arketypen på en kirke. Med andre ord den idé om en kirkebygning, som alle danske kirker udspringer fra.

Karsten R. S. Ifversen uddyber: “Bygningen samler og sætter nogle grænser, og så peger den opad og leder derfor tankerne hen på, at herinde handler det om relationen til noget højere, men på samme tid er det også et fællesskab, hvor man er sammen om relationen til noget højere.”

Ifølge Karsten R. S. Ifversen er det meget typisk for de gamle kirker, at de indeholder mange forskellige tider samlet i kirkerummet. Man bliver aldrig færdig med at bygge en traditionel kirke.

Efter at vi har gået lidt rundt og kigget på kirken, kommer Iben Palle Hansen, som er en af præsterne ved kirken, forbi. Ifølge hende fungerer kirkerummet særligt godt, når der er mange mennesker.

“Så sker der noget helt særligt i kirkerummet. Så er det, som om kirkens historie smelter sammen med det nu, som man står i,” siger hun.

Læs også Det hellige

Iben Palle Hansen oplever de helligste øjeblikke i kirken ved døbefonten, som man mener stammer helt tilbage fra, da kirken blev bygget. Hun fortæller, at der er noget særligt ved at døbe i en døbefont, hvor mennesker er blevet døbt igennem mange hundrede år.

Og det kan jeg virkelig godt forstå. Der er noget helt særligt ved at være i et rum, som har været en del af så mange menneskers liv og historie igennem mere end 800 år. Det efterlader én med en andægtig følelse af hellighed.

Den udsmykkede kirke Kastrup Kirke

Tæt på Københavns Lufthavn ligger Kastrup Kirke. Udvendigt ligner den en typisk dansk kirke, men hvis man går ind i kirken, så ligner den alt andet.

“Lige når man træder ind, føles det, som om man går ind i en kunstinstallation, som fuldstændig tager pusten fra en,” lyder det fra arkitekturanmelder Karsten R.S. Ifversen.

Kunstneren Svend Wiig Hansen fik i 1972 til opgave at gennemrenovere kirkerummet, og han kaldte samlet sin udsmykning for ‘det sårede menneske’. Man kan kalde udsmykningen for en form for moderne kalkmaleri, som skildrer menneskelivet med de bekymringer, der i 1970’erne var for en atomkrig.

Karsten R.S. Ifversen forklarer, at kirkerummet peger på menneskelivet i stedet for det guddommelige, og at det er et kirkerum, hvor der opstår en masse spørgsmål.

Spørgsmålet er, hvad der egentlig er kirkens rolle. Er det at skabe et rum, hvor vi får et andet perspektiv på menneskelivet. Eller er det også – som i Kastrup Kirke – at træde ind i en kirke, hvor hele udsmykningen peger hen på menneskelivet, som det er med både sorger og glæder?

Karsten R.S. Ifversen savner et kristent modspil i kirkerummet til alt det, som menneskelivet indeholder.

Jeg mener, at Kastrup Kirkes særlige kirkerum må kræve, at der med ord og ritualer bliver skabt et kristent modspil til udsmykningen. Det er et kirkerum, hvor det umiddelbart er svært at finde ro. Til gengæld opstår der rigtig mange spørgsmål. Et kirkerum, som tør provokere, og som også deler vandene. Det er et meget modigt kirkerum, og for mig er der også noget helligt i at turde stille spørgsmål, som dette kirkerum gør. Kristendommen har alle dage også været en religion, som skal turde stille de kritiske spørgsmål. Derfor synes jeg også, at det er godt at se denne tilgang til kristendommen blive manifesteret i et kirkerum, og det efterlader én med en vis følelse af hellighed.

Den moderne kirke Kirkeskibet

I den hastigt voksende bydel Sydhavnen har man opført en midlertidig kirke, som er noget så anderledes som en kirke-husbåd.

Arkitekturanmelder Karsten R.S. Ifversen beskriver sin oplevelse som at træde ind i en lys lejlighed, hvor ens øjne hele tiden søger ud af rummet mod vandet.

“Her lukker man ikke af for verden, men tager den derimod ind, når man f.eks. kan hilse på folk, som kommer sejlende forbi i en kano, imens man har gudstjeneste. Vi talte i de andre kirkerum om, at de lukker af for omverdenen. Her får man den ind,” siger Karsten R.S. Ifversen og understreger, at man her giver plads til Guds skaberværk inde i kirkerummet.

“De gamle kirker, som er vertikale, handler også om en samfundsorden og stærke hierarkier, og her er du jo på niveau. Det er et meget antihierarkisk rum,” forklarer han.

Det er minikonfirmander ved kirken, der har malet de fire alterbilleder, og det er med til at skabe den loungeagtige stemning i kirkerummet.

“Det er en meget utraditionel kirke, men alle elsker den. Det er et meget uhøjtideligt rum. Det ligner bare et slags samtalekøkken, som ikke giver en traditionelt andægtig stemning – derimod virker det hele meget jordnært. Det er netop noget af det, som folk særligt godt kan lide ved kirken,” fortæller Christian Rydahl, som er en af præsterne ved kirken.

At rummet føles jordnært og antihierarkisk får mig til at overveje, at det måske også afspejler vores generelle forståelse af Gud; at vi er gået fra en meget hierarkisk forståelse af Gud til en mere jordnær Gud. Her ønsker vi ikke som i de gamle kirker at lukke verden og naturen ude, men tværtimod at gøre det til en del af kirkerummet. Spørgsmålet er så, om man kan finde samme form for ro og hellighed i den slags kirkerum; det må tiden vise. I hvert fald synes jeg også, at der er noget helligt på spil, når man gør omverdenen til en aktiv del af kirkerummet, og at man mærker, at vi også i kirken er en del af verden.

Katedralen Grundtvigs Kirke

På toppen af Bispebjerg ligger Grundtvigs Kirke, som med sine omkring fem millioner mursten fylder godt op i landskabet.

“Når man kommer ind i et kirkerum som det her, bliver man løftet,” siger Karsten R. S. Ifversen. På GEJSTs rundtur til fire kirker er det sidste valg faldet på Grundtvigs Kirke, en af Københavns store katedraler.

“Det er et højtideligt rum. Man bliver lille. Det er et rum, som gør én lille. Men man bliver også stolt på menneskehedens vegne. Som individ bliver man reduceret, men man bliver påmindet om en præstation, som er fælles, som er større end det enkelte menneske. Grundtvigs Kirke fremstår som et samlet værk, og helligheden ligger i det højloftede. Jo mere plads der er i rummet, jo mere plads er der også til ånden,” uddyber han.

Kirken er bygget med inspiration fra de danske middelalderkirker, gotikken og de store europæiske katedraler. Man kan sige, at i kirkerummet bliver himmel og jord forbundet; de gule mursten, søjlerne og alt lyset, som kommer ind ad vinduerne, er helt dominerende i kirkerummet, på samme tid som stolerækkerne skal give én fornemmelsen af en hvedemark.

Karsten R. S. Ifversen fortæller også, at katedraler som denne er lavet som glasbyggeri, hvor solen kommer ind og skaber kunsten i rummet med sit lys. Kirken ligner måske en middelalderborg udefra, men når man træder ind i selve kirkerummet, er den arkitektoniske tanke, at man skal få en oplevelse af Grundtvigs lyse tilgang til kristendommen.

“Det er svært at få et overblik, når man bevæger sig rundt imellem søjlerne herinde. Så får man nogle nye kompositioner hele tiden,” lyder det fra fotograf Laura Stamer, der, imens hun står og tager billeder, fortæller, at for hende minder kirkerummet om en skov.

“Søjlerne står som træstammer. Ligesom når man går tur i en skov, så forandrer lyset sig også hele tiden,” siger hun.

Det, synes jeg, er en ret god beskrivelse af kirkerummet, som jeg ikke har hørt før; som en hellig skov, man bevæger sig i. Jeg er så heldig at have Grundtvigs Kirke som min daglige arbejdsplads, og hver gang jeg kommer til kirken, bliver jeg ramt af kirkens storslåethed, efterladt med en hellig, ydmyg følelse og føler mig forbundet med noget større.