Krisehjælp – at få folk tilbage til livet
Folkekirkens beredskabspræster var en del af krisehjælpen til de mange mennesker, der blev berørt af skyderiet i Field's i sommer. Præsten kan tilvejebringe håb og mod midt i krisens kaos.
Søndag den 3. juli sidst på eftermiddagen. Skyderiet i Field's. Tre dræbte, fire sårede – og hundreder af berørte, chokerede og angste mennesker.
Susanne Steensgaard, ledende beredskabspræst i København og Helsingør, har ansvaret for at koordinere og få beredskabspræsterne dirigeret på plads. Både på hospitalerne og i det midlertidige krisecenter, der bliver oprettet i Amagerhallen tæt på gerningsstedet i løbet af søndagen.
De præster, som er en del af folkekirkens katastrofeberedskab, er særligt uddannede til opgaven: De er en del af regionernes beredskab, som sammen med politi, sygeplejersker, psykiatere og psykologer træder til med akut hjælp ved større ulykker og katastrofer.
“I løbet af de fem dage efter skyderiet, hvor krisecentret har åbent i Amagerhallen, kommer der flere hundreder igennem om dagen. Vi præster er til stede fra mandag aften, og det vælter i bogstaveligste forstand ind. Folk sidder på tilskuerpladserne og venter, og de bliver visiteret til hjælp i grupper ad gangen – så mange er der,” fortæller Susanne Steensgaard.
Hun har selv flere vagter i løbet af ugen, hvor hun i den særlige beredskabsskjorte med præsteflippen er en synlig del af krisehjælpen.
Læs også “Jeg var så frygteligt ensom med oplevelsen”
Ritualer og måske en bøn
Det centrale i den krisesamtale, som præsten kan tilbyde, er at lytte. De berørte skal have tid til at fortælle deres historier og få luft for deres sorg, chok og vrede. Og i den fortælling finder præsten det særlige, der kan være med til at genoprette roen efter at have været midt i kaos og angst.
En del af beredskabet er også at aktivere alle kirker i lokalområdet, så dørene bliver åbnet, og præsterne stiller sig til rådighed for samtaler.
Formålet er at skabe samling for mennesker, der er berørte af krisen.
Ørestad Kirke var allerede søndag nat åben, hvor der var mulighed for at skrive en hilsen og tænde et lys.
Beredskabspræsterne samarbejder også med ledere i andre trossamfund.
“I enhver fortælling er der noget, man kan gribe fat i og finde håbet og kærligheden. Der var et ungt par med et lille barn. De var så ulykkelige over, at denne tragedie nu ville være en del af deres barns historie. Men sammen fik vi aktiveret deres omsorg og kærlighed for hinanden og barnet, fordi de netop også var så optagede af at beskytte hinanden,” fortæller Susanne Steensgaard.
I slutningen af en samtale griber hun altid til ritualerne: Opfordrer til, at man f.eks. tager tilbage til Field's og lægger en buket blomster eller tænder et lys. Eller at hun lyser velsignelsen, og man beder fadervor sammen.
“Det, vi kan tilbyde, er ritualer. Og ved at tage hen og lægge blomster for at vise medfølelse med dem, der er døde, så genindtager man stedet. Ved selv at gøre noget og tænde et lys for fremtiden, når man er rystet i sin grundvold, bliver sikkerheden genoprettet, og man kan tage fat i livet igen.”
Det tværfaglige giver mening
I krisen arbejder præsterne tæt sammen med sundhedspersonalet – sygeplejersker, psykiatere og psykologer. Og det er dette samarbejde, der står stærkest i erindringen fra dagene efter Field's-skyderiet.
“Det faglige samarbejde kan noget helt særligt; det er fantastisk at lære af hinanden. Ved at teame op med f.eks. psykologer lægger vi noget til vores egen faglighed,” siger Susanne Steensgaard.
Hun understreger, at det er specielt for præster at arbejde så tæt sammen med andre, fordi de som regel arbejder alene.
“Jeg havde en samtale med et ungt menneske, hvor jeg blev i tvivl og måtte tage fat i psykiateren og spørge, om det var en normal reaktion? Der er en vigtig arbejdsro i at vide, at vi løfter det sammen som et hold.”
Også fra den sundhedsfaglige side er der stor tilfredshed med samarbejdet: Christine Henriette Hansen, assisterende afsnitsleder ved Psykiatrisk Akutmodtagelse i Region Hovedstaden, var i samarbejde med beredskabet med til at få etableret krisecenter i Amagerhallen.
“Der var et kæmpebehov, der strakte sig over mange dage. Så da præsterne blev en del af det, tænkte jeg: ‘Halleluja, det giver virkelig mening’. Dels tog de krisesamtaler på linje med alle os andre. Dels kan de noget andet,” siger hun.
“Vi er også vant til kriser, men som psykiatrisk personale rykker vi ud, løser opgaver og tager hjem igen. Vi har fokus på her og nu. Præster tænker i langt større perspektiv og kan tale om de eksistentielle tanker,
mennesker gør sig, når de tror, de står i dødsøjeblikket.”
Nemt for folkekirken at lave opfølgende arbejde
Mange reagerede også med skyldfølelse over deres reaktioner under selve hændelsen i indkøbscentret. Som f.eks. ikke at have taget det barn med, der sad i klapvognen. Eller at have mast sig frem i panik på andres bekostning i de overfyldte gange.
“De svære samtaler om skam kan præsten gå ind og tage med alle, for det handler om mennesker i krise og ikke om religion,” siger Christine Henriette Hansen.
Desuden ligger det i naturlig forlængelse af kriseindsatsen for beredskabspræsten at lave opfølgende arbejde, fortæller Susanne Steensgaard.
“Vi er jo en del af folkekirken, så hele organisationen med dens struktur – de lokale sogne og præsterne – er vores bagland. Vi kan lave en overlevering til det lokale sogn og videregive viden uden at bryde tavshedspligten.”
Hun understreger i den sammenhæng, at alle præster kan tage den svære samtale.
“Præster er vant til kriser, for den lille krise – et dødsfald – er lige så stor for det enkelte menneske, som den store krise, skyderierne, er. Som beredskabspræster er vi en del af et større system, hvor vi kender kommandovejene og kan noget særligt i katastrofen. Men bagefter kan den lokale præst gribe det menneske, der har brug for yderligere støtte.”
Susanne Steensgaard har desuden etableret støttegrupper for berørte af Field'sskyderiet, som mødes jævnligt i en af kirkerne på Amager, fordi de har brug for at være sammen med mennesker, der har oplevet det samme.
“Når man laver fortællingerne sammen i fællesskab, så får man dødsangsten og det, der er gået i stykker, til at hænge sammen, og det farlige bliver afmonteret.”
Kirkens plads i samfundet
Folkekirkens Katastrofeberedskab har eksisteret siden branden i færgen Scandinavian Star i 1990. Susanne Steensgaard har været med i 23 år, og hun oplever, at der er sket en stor udvikling i synet på præsterne.
“I starten syntes jeg, at vi skulle argumentere for vores tilstedeværelse. Men det ændrede sig meget efter tsunamien i Thailand i 2004. Der var især brug for hele folkekirkens netværk ved hjemsendelse af ofrene og støtte for de pårørende. Nu bliver vi i stigende grad set som en ressource.”
Folkekirken er det eneste trossamfund i Danmark, der er en del af sundhedsvæsnets katastrofeberedskab og er reguleret under Kirkeministeriet og beredskabslovens paragraf 24. Det er en position, som Susanne Steensgaard lægger meget vægt på.
“Det siger noget om folkekirkens plads i samfundet. Vi er en væsentlig samarbejdspartner, og vi bliver brugt mere og mere – f.eks. i undervisning af kommende politibetjente.”
Også Christina Henriette Hansen fra Psykiatrisk Akutmodtagelse ser potentiale i et endnu tættere samarbejde med beredskabspræsterne.
“Skyderiet i Field's har lært os, at præsterne skal på banen så tidligt som muligt. Og vi kan også bruge hinanden i hverdagen, hvor vi faktisk sparrer jævnligt med hinanden.”