Der er mange måder at tro på – og man kan også undersøge gennem forskellige sanser, hvad tro kan være. Kirkens rum kan bruges til at finde ro gennem kirkeyoga, eller man kan lave åndedrætsøvelser til mindfulness-gudstjeneste. På pilgrimsvandring kan man bede med fødderne.

Tanken bag kirkeyoga, mindfulness og pilgrimsvandringer i kirken er at åbne kirken op over for mindre kirkevante mennesker, og at kirken skal være et rummeligt sted for alle - uanset om man er kristen, ikke-kristen, spirituel eller søgende. For nogle er det en rent kropslig og forløsende praksis, mens andre ser det som en spirituel praksis, der understøtter kristendommen.

Men hvordan er de nye former for kirke-aktiviteter opstået? Er de egentlig kristne? Hvad får man ud af det? Og hvorfor er det vigtigt for folkekirken at kunne tilbyde den slags? Gejst har talt med tre præster, der arbejder med de nye former, en nysgerrig praktiker og et menighedsrådsmedlem.

Ned i koppen og hjertet

For Birgitte Kragh Engholm, der er præst, er MindfulnessGudstjenester med til at imødekomme det moderne menneskes længsel efter ro, nærvær og fordybelse i en ofte hektisk hverdag. Man kommer helt ned i kroppen og ind i hjertet.

I 2015 blev den første MindfulnessGudstjeneste afholdt i Danmark. Det var Birgitte Kragh Engholm, som er præst i Sct. Matthæus Kirkepå Vesterbro, der stod bag. Hun oplevede, at mange mennesker søger efter noget spirituelt, men at denne spirituelle nysgerrighed er hjemløs. For at idemødekomme dette behov fik hun idéen om at afholde en alternativ form for gudstjenester: nemlig MindfulnessGudstjenester.

”Når vi holder MindfulnessGudstjenester, søger vi roen for at nå dybere ned i kroppen og helt ind i hjertet. Tempoet er sat helt ned, og der er gjort plads til meditationer, for at roen, troen og eftertanken kan være til stede på samme tid, side om side.”

Som at få en dejlig sweater på

MindfulnessGudstjenester kan åbne kirken op for mennesker, der ikke er så vante til at gå i kirke. For Birgitte Kragh Engholm er folkekirken ’meget i hovedet’, som hun siger. Og derfor ønsker hun at holde gudstjenester, der er lidt mere enkle, lidt mere håndholdte og lidt mere ’i kroppen.’

”Det at være til stede i kroppen er en måde at komme tættere ind i livet på,” siger hun og fortsætter: ”Jeg kan mærke et tydeligt behov i mit sogn for noget mere meditativt. Kirkens rum er jo i sin kerne skabt til eftertanke, og sådan vil jeg gerne være med til at bruge det. Vi tænder stearinlys i hele kirkerummet. Det giver varme og iscenesætter rummet til nænsomhed og nærvær. En deltager sagde engang til mig, at det var lidt som at ”komme ind og få en dejlig varm sweater på.”

Det er ikke alle præster, der mener, at mindfulness og kristendom har noget med hinanden at gøre. Flere kritiserer sammenblandingen af mindfulness og kristendom og mener, at mindfulness repræsenterer et indadvendt jeg-orienteret livssyn, hvor udgangspunktet er en selv, og hvor man kan skabe trivsel med sig selv som udgangspunkt. De fastholder, at kristendommen er udadvendt og i højere grad handler om at kigge ud i verden og se ens næste.

Brobygning mellem mennesker og den kristne fortælling

Men Birgitte Kragh Engholm mener, at mindfulness kan understøtte kristendommen på en positiv måde. Hun ser det som et led i at bygge bro mellem mennesker på Vesterbro og den kristne fortælling. Derfor er det også væsentligt for Birgitte at understrege, at der indgår både salmer, bønner og refleksioner. Og det appellerer til mange forskellige slags mennesker, fortæller hun

”Deltagerne er alt fra ældre gymnasieelever til mennesker i 50’erne, og alders- og kønsfordelingen er meget blandet.” 

Troen får ben at gå på 

For pilgrimspræst Elisabeth Lidell kan pilgrimsvandringer være med til at skabe en ny orientering i livet. Under vandringen og i mødet med naturen kan meget falde på plads inden i mennesket.

Pilgrimsvandringer oplever for tiden en enorm opblomstring i landets kirker. Flere og flere efterspørger at snøre vandrestøvlerne og komme med ud i ’Guds grønne katedral’, som Elisabeth Lidell kalder naturen.

Hun blev officielt set Danmarks første pilgrimspræst i 2009, men Elisabeth Lidell har siden 2000 arrangeret pilgrimsvandringer for alle interesserede, hvormed hun var frontløber for at gøre praksissen til en mere almindelig del af folkekirken.

Inden for protestantismen er troen noget, der skal høres, og troen kommer af det, man hører. Den protestantiske teologi har ikke som sådan nogen ’kropslig’ tradition. Men Elisabeth vil gerne have kroppen med.

Der er mange ting inden i mennesket, der ifølge Elisabeth Lidell kan falde på plads under vandringen og i mødet med naturen. Man kan få kontakt med gammel sorg, men også mærke dyb glæde. Der sker noget, når man kommer ud af de vante rammer og kun behøver at bære på det mest nødvendige, siger præsten.

”Naturen prædiker om Guds skaberværk og giver en ny retning i livet.”

Skøn forening af kristendom, højskole og spejderliv

Alligevel var det ikke alle, der var lige begejstrede, da Elisabeth Lidell sprang ud som pilgrimspræst. Mange præster mente, at det var en katolsk og indadvendt praksis, der ikke hørte hjemme i folkekirken, og at det ikke havde noget med luthersk teologi at gøre. Traditionen hørte altså ikke hjemme inden for den danske folkekirke, mente kritikerne.

Men Elisabeth Lidell oplever det som en skøn forening af kristendom, højskole og spejderliv. Hun er fascineret af at bevæge sig i de samme gamle fodspor, som så mange mennesker i årtusinder før hende selv har betrådt for at søge Gud. Det er noget andet end en almindelig gudstjeneste, men pilgrimspræsten understreger, at man kan blive næret i troen på mange måder, og at det handler om at svare på en længsel.

Naturen er vores fælles hjem, og der sker noget helt særligt i én, når man bevæger sig i den og bare går, understreger Elisabeth Lidell og citerer H.C. Andersen: ”I naturen er vi tæt på Guds hjerte.”

Man bevæger sig mon en dybere mening

Man kan lytte på en mere åben måde, ligesom man stiller sig selv mere åbent til rådighed i en samtale. Det er helt anderledes end at sidde og høre på en monolog.

Når pilgrimsvandringer i disse år oplever en stor opblomstring, skyldes det ifølge Elisabeth Lidell, at kirken har glemt kroppen.

”Men hele Bibelen er én lang pilgrimsvandring: en forening af krop og ånd. Moses var på pilgrimsvandring, Abraham var på pilgrimsvandring. I Bibelen kalder Gud menneskene til at bevæge sig ud i det ukendte, og når man gør det, vil man opleve at Gud går med,” siger Elisabeth Lidell og uddyber: ”Kristendommen er noget, man ikke bliver færdig med. Her kan man altid bevæge sig mod en dybere mening og forståelse.”

Nye i kroppen og nye i kirken

Yoga i kirken handler også om kristendom, mener Kamilla Bugge, der er præst og yogalærer. Yoga åbner kirken for nye mennesker.

Har yoga og kristendom noget at gøre med hinanden, og hører yoga hjemme i folkekirken?

Det mener Kamilla Bugge, som er præst i Skelgårdskirkenpå Vestamager. Det er tre år siden, hun som en af de første præster i Danmark begyndte at afholde yogagudstjenester i kirken.

De fleste ved nok, hvad yoga er, og hvad en gudstjeneste er. Men det er langt fra alle, der ved, hvad en yogagudstjeneste er, og hvordan den foregår. Det fortæller Kamilla Bugge om:

”Det er en kombination af yoga og gudstjeneste, og hos mig varer det altid 75 minutter. Jeg indleder med en bøn, mens vi lander i åndedrættet. Jeg veksler mellem læsninger fra Bibelen og udførelsen af yogaen i praksis. Mens jeg læser bibelteksterne højt, ligger deltagerne på deres måtter og mærker roen indfinde sig.”

Giver svar på menneskers søgen

Det er ro, meditation og fordybelse, der er i højsædet. Når Kamilla Bugge holder gudstjenester, bygger hun almindeligvis sessionen op over et tema, der passer til årstiden eller kirkeåret, dvs. den rytme som er i kirkens gudstjenester i løbet af året, fra jul til påske og pinse, allehelgen og advent. Temaet kan være lys, mørke, opstandelse eller noget andet.

”Det vigtigste for mig er, at det ikke bliver for tungt.”

Det skal derimod være noget, der sker i kroppen, men på en måde, hvor alle kan være med.

”Der er mange deltagere, der er nye i kirken, men mange er også nye i kroppen. Derfor går jeg rundt og hjælper deltagerne med at finde bedst muligt ind i stillingerne”.

For Kamilla Bugge er det helt afgørende at være med til at give det moderne menneske svar på dets søgen. Hendes grundlæggende erfaring er nemlig, at mange søger efter spiritualitet, autenticitet og mening.

Selvom den spiritualitet, man kan opleve ved at dyrke yoga i kirkerummet, er anderledes end den, man oplever til en almindelig gudstjeneste, fastholder Kamilla Bugge, at det har noget med kristendom at gøre.

”Når vi laver yoga i kirken, handler det også om kristendom.”

Nye finder vej til kirken

Der er nemlig både bibellæsninger, bønner og velsignelse med i sessionen – og yoga åbner ind til kirken. Det er dog ikke nødvendigvis, de samme deltagere der dukker op til yoga, som til den traditionelle gudstjeneste.

”Min faste menighed på Vestamager kommer ikke. Men til gengæld kommer der en masse nye mennesker, som ellers ikke ville være kommet ind i kirken. Det er dog sket få gange, at deltagere fra yogagudstjenesterne senere har deltaget i søndagsgudstjenesten, og det har været skønt,” siger præsten, der håber og tror, at kirke-yoga vil sprede sig yderligere inden for folkekirken.