HOSPITALSPRÆSTENS DAGBOG

På landets hospitaler står folkekirkepræster til rådighed for samtaler, ikke alene med dem, der er ramt af sygdom, men også med pårørende samt hospitalets sygeplejersker, læger og ansatte. På Rigshospitalet i København har Region Hovedstaden i samarbejde med folkekirken ansat tre præster på fuld tid. Søren Bruun er en af dem. Her kan du læse om hans arbejde og hverdag.

Søndag

Klokken er lidt over otte. Jeg er på vej til Rigshospitalet, da telefonen ringer. En sygeplejerske fra neonatal-afdelingen fortæller, at en mor er forløst med tvillinger, den ene er meget syg. Mor og far vil gerne have de små døbt. Jeg ankommer kort efter og går som det første op på afdelingen og finder sygeplejersken. Sammen går vi ind til forældrene og de små. Forældrene er overvældede af både glæde og ængstelse. Vi taler sammen og bliver enige om dåb efter gudstjenesten. Måske kan familiens nærmeste nå at være med.

Til søndagsgudstjenesten er vi ti mennesker. Den transmitteres med lyd og billede til de fleste afdelinger. Det hænder, at patienter, små og store, køres ned i kirken og er med til gudstjenesten. Nogle kommer i kørestole, nogle ligger i deres senge, andre kommer gående med deres drop hængende på et rullestativ. Efter gudstjenesten er der kaffe og te for dem, der har lyst. Vi taler sammen om stort og småt, glæder og sorger. Bagefter tager jeg præstekjolen over armen og går op på afdelingen.

Forældrene og to sygeplejersker er samlet på stuen. Jeg hilser på familien. De små har fået dåbskjoler lagt hen over sig. Salmebøgerne deles ud. Børnenes far hælder vand i dåbsfadet. Vi synger en salme og ordene om Guds kærlighed spreder ro på stuen i en svær stund. Mor svarer bevæget ja. Forsigtigt rækker jeg hånden ind gennem kuvøsens luge, det gibber let i den lille pige, da min finger rører hendes pande med en dråbe vand. Far svarer ja, og den anden lille pige døbes på samme vis. Sammen beder vi Fadervor, og jeg lyser velsignelsen. Så ønsker jeg forældrene tillykke med dåben og går ud for at skrive deres navne i afdelingens dåbsbog.

Tilbage på vores fælleskontor aflytter jeg telefonsvareren. Her indtelefoneres beskeder til præster og medarbejdere. Der er ingen beskeder lige nu, men der ligger en seddel på bordet med et telefonnummer. Jeg skal huske at ringe. Så ordner jeg e-mails og ser på mandagens og den kommende uges aftaler. Ved firetiden pakker jeg kjole, krave og sko i min kuffert og cykler til Københavns Domkirke, hvor to kollegaer skal præstevies af biskoppen. Det styrter ned, så regntøjet må frem.

Efter gudstjenesten og receptionen cykler jeg tilbage til hospitalet og lægger kjole, krave og sko, hvis der skulle blive brug for dem i nat. Halv ni åbner jeg døren til min lejlighed. Går tidligt til ro efter en lang dag. Lægger telefonen på sengebordet. Jeg har ”kaldet”, som er en akut rådighedsordning, 24 timer ad gangen. I nat er det mig. Jeg tjekker ringetone og lydstyrke, så lægger jeg hovedet på puden.

Mandag

Vågner ved sekstiden. Ingen tilkald i nat. Jeg møder klokken otte på klinik for lindrende behandling, 4005. Her tager et tværfagligt team af læger, sygeplejersker, fysioterapeuter, psykologer og socialrådgivere dagligt imod mennesker, som er uhelbredeligt syge eller i færd med at komme sig efter svær sygdom. Mit arbejde som præst på dette afsnit er, under tavshedspligt, at lytte til det enkelte menneske og hjælpe med ord og støttende stilhed i en dagligdag, hvor tal, kurver, medicinplaner og uvishedens ”hvad nu hvis?” kan gøre livet mørkt og meningsløst. Vi har samtaler om ”støtte til livet,” og jeg deltager om muligt i teamets tværfaglige konferencer og giver præstens perspektiv på mennesket mellem liv og død. Jeg tager gerne på hjemmebesøg. I dag finder samtalerne dog sted på mit kontor. Deriblandt en ung kvinde, som venter på transplantation af et livsvigtigt organ. ”Vil det mon lykkes?” spørger hun. Svære spørgsmål, som ingen af os kender svaret på. Men håbet lever. Om eftermiddagen siger vi farvel til en god medarbejder i afdelingen, han har fået andet arbejde på Fyn. Ved halvfiretiden samler jeg mine ting og kører hjem. Standser ved svømmehallen. De første baner er urolige og usammenhængende. Så tager kroppen over, og jeg glemmer, hvor jeg er.

Tirsdag

Efter morgenmad kører jeg som det første til MUS-samtale. Kontoret ligger på Nørrebro. Her mødes jeg med provsten. Vi drikker kaffe og taler om arbejdet på hospitalet og de kommende opgaver, årshjul, trivsel, kolleger med mere. Midt i samtalen ringer telefonen. Det er fra Traumeafdelingen. En ung kvinde har mistet sin kæreste i en trafikulykke. Kæresten er bragt til Traume, men står ikke til at redde. Sygeplejersken beder mig komme med det samme. ”Er det nu?” spørger provsten. Jeg undskylder: ”Ja, det er nu”. ”Vi genoptager en anden dag” siger jeg og har allerede tankerne andetsteds.

På hospitalet venter en sygeplejerske. Vi taler kort sammen. Så går vi ned i pårørende-rummet. Kvinden har allerede taget afsked med sin kæreste og skal ikke se ham mere. Hun er i chok. Vi følges ad til mit kontor. Med tårefyldte øjne prøver hun at fortælle, hvad hun denne morgen har oplevet. Jeg lytter. Ofte er det bedre at lytte end at trøste. Bedre at tie end at tale. Efter en time må hun hjem. Hendes far og mor er på vej fra Sverige.

Jeg går ned på fælleskontoret og aflytter telefonsvareren. En sygeplejerske har bedt om at blive ringet op angående en samtale med en patient, som er ramt af modløshed. Jeg går op på afdelingen og ind på stuen. Jeg beder manden fortælle om sit liv, og jeg får et sjældent indblik i et andet menneskes liv og historie. ”Det gør godt at tale sammen” siger manden. Jeg spørger til slut, om vi skal bede Fadervor, men han afslår med et smil: ”Nej tak, jeg er ikke så religiøs” siger han. Tilbage på kontoret prøver jeg at få styr på den kommende tids undervisning, foredrag og konferencer. Der er en del. Får lavet et udkast til en liste og tjekker også min egen telefon for beskeder. Ved halvfiretiden kører jeg hjem. Smutter omkring Netto for at købe balsamico-eddike. Kommer hjem med en håndfuld varer, men ingen balsamico. Jeg er A-menneske og står tidligt op. Til gengæld bliver det sjældent sent. Jeg bor alene og går tidligt omkuld.

Onsdag

Jeg møder ind klokken ni og drikker kaffe med mine kolleger, mens vi taler om dagens opgaver. Nogle skal undervise sygeplejersker, andre tale med læger. Alle har samtaler. Onsdag er en god mødedag. De fleste kan samles, og ofte kan vi også spise frokost sammen. Altid skønt. Onsdag er der også en lille andagt i kirken ved en af præsterne. Formiddag og eftermiddag går med samtaler på mit kontor. Det ligger ved Espressohouse, hvor mange køber kaffe og frokost. Gennem de tynde vægge kan jeg høre numrene fra kaffehusets playliste, deriblandt: ”Begging you for mercy” og ”I will survive”. Barmhjertighed og overlevelse. To stadigt tilbagevendende temaer på Rigshospitalet. Sidst på dagen har jeg enkelte samtaler. Pludselig kommer en mor løbende med sin store dreng i armene. Han bløder tydeligt fra et sår, og hun spørger om vej til akutmodtagelsen. Jeg løber med og viser vej til Traumeafdelingen. De kommer hurtigt i gode hænder. Klokken er over fire, da jeg cykler hjemad. En kollega har ”kaldet” i nat.

Torsdag

Jeg møder klokken otte på afdelingen Lindrende Behandling og forbereder dagens arbejde, et hjemmebesøg blandt andet. Det er ikke langt væk, så jeg tager cyklen. På vej derhen ringer telefonen. Jeg hopper af og finder læ for biltrafikkens larm. En sygeplejerske fortæller, at en patient fra deres afdeling er fundet død i hjemmet. Jeg ved godt, hvem det er. Vi mødtes jævnligt. Efter hjemmebesøget aftaler jeg med sygeplejersken at finde tid til en lille mindestund, hvor de sygeplejersker, som har haft med afdøde at gøre, kan mødes og tale sammen. Det er vigtigt at mødes. Vi kommer tæt på de mennesker, som vi dagligt taler med. Jeg spiser frokost med de andre på afdelingen. Der er ikke så mange i dag. Bagefter har jeg samtale med en af sygeplejerskerne. Vi går en tur og taler om nogle af de dilemmaer, man kan komme ud for, både som præst og sygeplejerske. Engagement og arbejdsbyrde skal balanceres, hvis ikke vi skal brænde sammen. Denne balance kan være svær at finde for den, som gerne vil gøre det godt. Og det vil alle her på Rigshospitalet. Klokken er fire, da jeg kører hjem. Har et par bøger og en artikel om sort og hvid sorg med i min taske, jeg er spændt på at forstå forskellen på de to slags sorg.

Fredag

Fredag er min faste fridag. Jeg har ingen forpligtelser. Jeg cykler eller løber som regel en lang tur. Det gør godt i krop og sind. Ellers står der indkøb og rengøring på min liste. Måske besøger jeg en god ven eller familien, tager en tur til Charlottenlund Søbad eller læser en god bog. Jeg prøver også at finde tid til den fortvivlelse, som er en del af arbejdet som hospitalspræst.

Lørdag

Jeg vågner senere, end jeg plejer. Har sovet uroligt. I dag og i morgen har jeg ”kaldet”. Kort efter ni ringer en sygeplejerske. Hun fortæller, at en familie skal tage afsked med deres far, som ikke længere kan leve. Familien ønsker, at præsten skal være til stede. Jeg kører ind og møder sygeplejersken og familien. Vi taler sammen, og de fortæller, hvordan de gerne vil tage afsked. Så går vi ind på stuen sammen med sygeplejersken. Jeg læser højt om den kærlighed, som aldrig hører op. Vi beder Fadervor, og jeg lyser velsignelsen. Jeg har ikke præstekjolen på. Det er kun ved nøddåb, nødvielse og begravelse. Og ved søndagsgudstjenesten. Familien udtrykker stor taknemmelighed. Jeg går ned på kontoret og tjekker telefonen. Der er ingen beskeder, men der ligger en seddel med et telefonnummer på bordet med ordene: ”Kan vente til i morgen”. Jeg kører hjemad.

På vej hjem handler jeg i Føtex. Da jeg skal betale, ringer telefonen. En sygeplejerske beder om hjælp til en familie, som har været ude for en voldsom ulykke. Jeg skynder mig tilbage. Lægger varerne i køleskabet på kontoret. Så går jeg op. Mærker uroen i kroppen. En sygeplejerske fortæller, hvad der er sket. Jeg taler med de pårørende, som er meget chokerede. En mand har mistet livet i en arbejdsulykke, og en anden er såret. Der er stor uro og mange mennesker. Jeg minder mig selv om at tage en ting ad gangen, selvom situationen virker kaotisk. Efter fire timer kan jeg gå tilbage til kontoret. På vejen går jeg forbi kirken. Jeg sætter mig derind et øjeblik og prøver at genfinde roen. Så pakker jeg mine ting og kører hjem.

Da jeg står foran hoveddøren, ringer telefonen. Det er en sygeplejerske fra neonatal-afdelingen. Hun spørger, om jeg er på hospitalet eller i nærheden. Et lille barn skal døbes, og det skal gå stærkt. Jeg kan ikke nå tilbage i tide. Vi aftaler, som det er praksis under disse forhold, at lægen eller sygeplejersken døber barnet. Jeg tilbyder at komme tilbage efter dåben for at tale med forældrene. Det aftaler vi. Et par dage efter dør den lille dreng. Forældrene ringer til mig og spørger, om jeg vil begrave ham. Jeg siger ja. En uge senere mødes vi på kirkegården. Det er det sværeste: de mindstes død. Midt i det hele får vi ved graven lov til at dele et fredfyldt øjeblik.

Søren Bruun, hospitalspræst