Nyheder
Nyheder

Mindeord Bent Melchior

Af biskop Peter Skov-Jakobsen

Når overrabbineren talte, skulle vi være stille og lytte. Hans folk havde stået ufattelige lidelser igennem, men når han talte, hørte man et menneske, der elskede andre mennesker.

Sådan var stemningen i mit barndomshjem, når Bent Melchior dukkede op på fjernsynsskærmen. Jeg er ikke opdraget i et religiøst hjem. Slet ikke opdraget til, at der er religiøse autoriteter. Faktisk tror jeg slet ikke, at jeg er opdraget til, at der er andre autoriteter end dem, der ved viden, indsigt og menneskelighed gør sig fortjent til at blive opfattet som sådanne.

Han havde talt sig ind i mine forældres hjerter, og selv om jeg sad der som et barn, kunne jeg ikke lade være med at føle, at dette menneske blev jeg nødt til at skænke min opmærksomhed.

Denne fornemmelse af at sidde ved siden af et menneske, der ikke kunne få tankerne væk fra det gode menneske, den bedre verden - ja fra sandheden - har aldrig forladt mig, og slet ikke, da det forundtes mig at møde Bent Melchior.

Bent Melchior lærte mig virkelig noget om, at man ikke kan hævde at elske Gud uden også at elske medmennesket, og derfor måtte tilgivelse, barmhjertighed og mildhed også præge vores liv med hinanden.

Man måtte smile, når man mødte ham, og jeg vidste også, at der formentlig ikke ville gå meget mere end to minutter, inden vi lo - også selv om det altid var det alvorlige, der samlede os. Han havde et dejligt blik for menneskenes skæve og tossede sider. Han så også, at vi kunne gribes af vrede og hævntørst. Han var aldrig sentimental. Han så verden, som den er - og alligevel bar han et stærkt håb ind i tilværelsen. Hvis vi ville freden og retfærdigheden, så kunne vi også sammen finde den, men der fandtes ingen veje uden om agtelse og respekt for hinanden.

For nogle år siden fejrede jeg nytårsgudstjeneste, og ved afslutningen af gudstjenesten skulle en muslim, en buddhist og en jøde sende alle seerne en nytårshilsen. Efter gudstjenesten kom Bent Melchior hen til mig og spurgte: “Ved du, hvorfor det er så godt at blive så gammel som mig?” Det kunne jeg jo ikke vide, men svaret kom prompte: “Så har jeg også prøvet sådan noget som dét her! Tak fordi det var muligt!”

Jeg anede ikke, hvad jeg skulle svare.

Foran mig stod den mand, som jeg siden barndommen havde lyttet til. Det var ikke bare mine forældres hjerter, han havde talt sig ind i. Det havde han gjort i mange menneskers hjerter.

Den religiøse, menneskelige, politiske og kulturelle generøsitet som han altid havde gjort sig til talsmand for, skænkede han sine omgivelser og gjorde den til en selvfølge. Nok var der en religion mellem os og en generation.

Hvad havde han dog at takke for? Det er mig der takker.

Sidenhen fortalte Bent Melchior om sin flugt, om sine oplevelser under krigen i Danmark og i Sverige. Han glemte aldrig, at han havde været flygtning, og han vidste at som mindretal må man holde for oftere end det er rimeligt.

De milde øjne kunne blive helt sorte og ansigtet stivne, når vi kom til at tale om holocaust. Hvornår skulle øjnene ellers blive sorte? Til mine dages ende vil jeg høre hans irriterede stemme: “Hvorfor kalder I dem ny-nazister? Der er intet nyt ved dem. Det er den samme menneskeforagt!”

Bent Melchior gav os en dyrebar skat: kærlighed til menneskeheden. Han talte ind i en verden, hvor had og hævn hele tiden taler et tydeligt sprog og følger sine ytringer op med vold og død.

Han insisterede på håbet og retfærdigheden, på agtelsen og respekten.

For tiden holder jeg ferie i Dresden. Dagen begyndte trist med beskeden om Bent Melchiors død. I aften kl 18 vil jeg gå til én af de daglige andagter i Frauenkirche, hvor ord og musik skaber et rum for eftertanke. Disse andagter indledes med, at den største klokke lyder. Det er Esajas-klokken, som hedder sådan, fordi indskriften på klokken er: “De skal smede deres sværd om til plovjern og deres spyd til vingårdsknive. Folk skal ikke løfte sværd mod folk, og de skal ikke mere oplæres til krig.” (Esajas kapitel 2 vers 4). Natten mellem 13 og 14 februar 1945 blev Dresden ødelagt af et bombardement. Frauenkirche og det meste af indre by er nu genopbygget og står som et håbstegn om fred og forsoning.

Jeg håber, at Bent Melchior bærer over med, at jeg græder over hans død, hvis bare jeg lover at bære videre på håbet og religionens generøsitet og aldrig glemme kærligheden til menneskeheden.

Måtte Gud glæde ham i sin himmel og måtte mindet om Bent Melchior blive en velsignelse!

Peter Skov-Jakobsen, biskop, Københavns Stift