Peter Skov-Jakobsen: Sjælesorgsrummet er helligt
Vi skal værne om rummet for sjælesorg. Det er det eneste af sin slags, hvor man kan henvende sig uden andet formål, end at en præst lytter til et medmenneske, skriver Peter Skov-Jakobsen i sit brev til ansatte og frivillige.
"Mødet mellem det menneske, der rækker ud – og præsten, der som uvildig omsorgsperson rummer og trøster. Dét møde er en del af kirkens berettigelse i samfundet."
København den 30. januar 2023
Kære ansatte og frivillige i Københavns Stift
Mange af jer har sandsynligvis hørt eller læst om mediet Zetlands artikler om krænkelser i folkekirken. Det er i den forbindelse vigtigt for mig at adressere sjælesorgsrummets hellighed over for jer.
Uden at kommentere de konkrete sager, reflekterer jeg over min egen rolle i processen, hvor jeg også indrømmer det almenmenneskelige, nemlig at fejle. Ingen kan lykkes altid. Når man bliver yderligere oplyst, kan man i bagklogskabens lys ikke altid undgå at beklage sine handlinger. Men jeg er glad for artiklerne, for om end det kradser lidt i forfængeligheden, at se sig selv fremstillet sådan på skrift, er det også en øjenåbner, der kredser rundt om det for kirken helt centrale: Mødet mellem mennesker.
Min fejl består i, at jeg fravalgte mødet med et menneske, der med al tydelighed rakte ud. Jeg mistede øjenkontakten med det menneske, der rakte ud. Det fortryder jeg.
Der er nemlig også et andet møde mellem mennesker, der er på spil her. Dét møde, der for kirkens vedkommende måske er det vigtigste møde for dem, der lever, ånder, elsker og sørger i det samfund, vi er en del af. Sjælesorgs-mødet. Mødet mellem det menneske, der i smerte rækker ud – og præsten, der som uvildig omsorgsperson rummer og trøster. Dét møde er en del af kirkens berettigelse i samfundet. Det er det eneste af sin slags, hvor man kan henvende sig uden at der skal være et formål andet end, at præsten lytter til et medmenneske uden på nogen måde at udnytte det fortrolige rum. I dét rum, er der i sagens natur et magtforhold mellem den sårbare og den trøstende. Selvfølgelig må den samtale - det rum - ikke misbruges.
Det er et sensitivt rum, hvor sårbarheden kan tale frit.
Det kan naturligvis ske, at en præst får følelser for et menneske i sjælesorg. Hele processen med Zetland-artiklerne har vist, at der kan være tvivl om, hvad man gør i sådan en situation. Her vil jeg gerne være meget klar: Der er ingen tvivl. Sjælesorgs-relationen ophører i det øjeblik, præsten udvikler følelser for den anden. Det er præstens ansvar, at sjælesorgs-relationen ophører, og at kommunikere klart og tydeligt om det. En sjælesorgs-søgende må aldrig være i tvivl om, hvorvidt relationen er af den ene eller den anden slags. Der er ingen gråzone her. Som I kan mærke, fylder dette emne meget hos mig. Og det skal det også.
Men noget andet der fylder meget for tiden, er naturligvis regeringens planer om at afskaffe helligdagen store bededag. Her har I selvfølgelig også både set og hørt en masse i pressen. Jeg vil blot understrege over for jer, at vi alle kæmper utrætteligt for at forhindre denne statslige indblanding i vores kirkes indre anliggender.
Læs evt. mere om det på stiftets hjemmeside her.
Mange hilsner
Peter Skov-Jakobsen
