Den tungeste sten

“Hvorfor det er så vanskeligt at finde danske venner på studiet?” 

Det spørgsmål stiller jeg indimellem de internationale studerende. En dag lød svaret fra en tjekkisk pige: 

“De danske studerende passer helst sig selv. De virker reserverede og tager ikke bare imod med smil og åbne arme. De kan tale i timevis om, hvordan man bedst rister sit rugbrød. De har svært ved at invitere nye mennesker ind i deres nærmeste omgivelser. De afviser ikke direkte, men man føler sig bare ikke velkommen.” 

Den slags hører jeg ofte på mit kontor, hvor jeg næsten dagligt taler med studerende. Jeg cykler ofte derhen. Gennem byen. 

Som studiepræst står jeg til rådighed for de mere end 30.000 unge mennesker, der læser på CBS og Københavns Universitet, deriblandt mange tusinde udenlandske studerende. Samtalerne handler om kærestesorg, studiekriser, stress og tankemylder, og nogle gange handler det også om meningen med livet. 

De kommer fra så forskellige lande som USA, Kina, Tyskland, Tjekkiet, Moldova og Litauen. 

Jeg ved, at danskere ikke er det mest smilende folkefærd. Jeg ved også, at vi kan tale længe om ristet rugbrød og hvilken slags mælk, der skal i kaffen. Og jeg er ganske klar over, at de lyshungrende danskere ved juletid trækker sig tilbage og hygger på en særdeles fraværende og eksklusiv facon. 

Alligevel kom det bag på mig, hvad den tjekkiske pige fortalte mig: Hun oplevede afvisningen så stærkt, at hun fik lyst til at skifte studie i håb om at møde andre studerende, der var mere åbne og imødekommende. 

Heartfelt isolation 

Det var også på mit kontor, at jeg sidste år ved juletid talte med en ungarsk pige, som for tiden studerer ved Professional Bachelors Program at Business Academy. Hun skrev til mig for at få en samtale om eksamensangst. 

Pigen kommer fra en helt almindelig, ungarsk familie, hun er kvik og ambitiøs. Den slags henvendelser er ret almindelige. Det var dog noget andet, der fangede min opmærksomhed. I henvendelsen skrev hun: 

“I do not have any family or true profound friendships in Denmark, therefore there is a heartfelt feeling of isolation.” 

Det gjorde stærkt indtryk på mig at læse om hendes ensomhed. Og hun står ikke alene med denne følelse. Flere af de udenlandske studerende, jeg taler med, er hjerteskærende ensomme. De udgør næsten et helt lille samfund i samfundet. 

Der er tale om en grundlæggende ensomhed. Dag ud og dag ind. Året rundt. Mange af dem har svært ved at tale om det. Nogle undskylder ligefrem, at de bringer det på bane. Det er forbundet med skam at indrømme, at man ingen venner har, hverken blandt de danske eller de udenlandske studerende. 

Ensomhed er ikke et vinderemne. Ensomhed rimer ikke godt med succes, velstand og fremgang. 

Bag drømmenes dør 

De fleste udenlandske studerende er mellem 20 og 30 år. De kommer til København og Frederiksberg fra hele verden. Deres studieliv begynder med drømme. Deres kufferter er fyldt med drømme. Og det er godt. 

De drømmer om at uddanne sig, blive klogere og møde andre mennesker, få nye venner i et fremmed land og stifte bekendtskab med en anden kultur. Flere bærer også et håb om sidenhen med stolthed at kunne vende tilbage til deres hjemland, dygtigere og klogere. 

Det velstående Danmark er i høj kurs, og for mange er København drømmenes dør. Nogle får deres studier betalt af familien, der forventer resultater til gengæld. Andre er mindre forankrede og er ubemidlede. 

De knokler i deres sparsomme fritid med timelange og ofte usselt betalte småjob og er uden de rettigheder, der almindeligvis følger med et arbejde i Danmark. Job som opvasker om aftenen eller rengøringsjob om natten, som ikke kræver, at man kan tale dansk. 

Det kaster ikke meget af sig. Og i denne svære tid er der rift om selv småjob som disse. Boligen er også svær at finde. Ikke sjældent er det småt og trangt. Det kan de fleste studerende leve med. Men det går ikke, hvis det også er utrygt. 

Pigen fra Ungarn fortæller, hvorledes hun, da hun først kom til Danmark, boede på et værelse i en bygning, som var overmalet med graffiti. Der var uro næsten hver nat. Sidenhen blev hun lejer af et lille værelse i stueetagen, lige ud til gaden. Udlejeren var underlig, og der var nætter, hvor hun følte sig så utryg, at hun sov med en kniv ved hånden bag den låste dør. 

I dag bor hun et godt sted og er tryg. Hun fortæller om andre udenlandske studerende, som en uges tid eller to må bo på gaden eller på en af togstationerne, indtil de kan finde det næste sted at bo. De ensomme unge synes klar til at tage unødige chancer i håb om at få hverdagen som studerende til at fungere. Det er et sårbart liv.

Den tungeste sten 

Midt i alle disse vanskeligheder er de unges drømme og håb langt hen ad vejen overraskende intakte. Indtil det hele en dag styrter sammen, og virkeligheden banker på døren – og de banker på min; med tvivl og spørgsmål som disse: 

“Hvad skal der blive af mig? Jeg kan ikke koncentrere mig om at læse, og nu skal jeg til eksamen. Jeg kan ikke sove. Jeg har angst. Jeg kan ikke opgive og tage tilbage til min familie, det er for skamfuldt. Min kæreste har forladt mig. For tiden bor jeg på gaden. Jeg har ingen penge. De siger, at det er sidste chance. Bliver jeg mon smidt ud af studiet? Studievejlederen er rigtig rar, men kan ikke længere hjælpe mig. Kan du mon?” 

Min hjælp som studiepræst begrænser sig til den sparsomme støtte, der ligger i at tilbyde et trygt og fortroligt rum. For en stund. Jeg kan lytte med nærvær til den enkeltes fortælling, og som præst kan jeg gå med ind i mørket, så de ikke skal stå der alene. Indimellem kan jeg forsøge at tale muligheder frem i det umulige og trøste, når tårerne falder. Og det gør de. 

For disse unge mennesker er hver dag en kamp. En kamp for overlevelse i et uddannelsessystem, et system, der sjældent har plads til fiasko, og som endnu sjældnere tør stå ved sine egne fiaskoer. Og alt imens drømmene langsomt siver ud kufferten, fyldes den med andre og langt tungere ting: Frygten for at ikke at slå til. Angsten for ikke at være god nok. Længsel efter tryghed og ro. 

Dertil kommer de ofte høje krav og forventninger, som de unge stiller til sig selv. Disse krav er ikke fri fantasi. De unge spejler de forventninger, som omgivelserne stiller. Og de er store, for det handler også om uddannelsesinstitutionernes "rankings" og "scores". Der er kamp om at være blandt de førende uddannelsesinstitutioner i Danmark, Europa og verden. 

De studerende lever dagligt under det pres, der følger med giganternes kamp. Det pres er voldsomt, men ikke ubærligt, hvis man har gode venner og et solidt socialt netværk. Det kan klares, hvis man føler sig velkommen og kan tale frit om de vanskelige forhold og levevilkår med andre. Alt for mange står dog alene tilbage med alt for meget. 

Blandt de mange sten, der kommer i kufferten under et studieophold i Danmark, er ensomhed den tungeste sten. Ubetinget. Ensomhed er en byrde, som ingen kan bære alene. Mange af de unge var ensomme, længe før pandemien berøvede dem andre muligheder for den frie samtale og det frie fællesskab. 

Forstummet sang 

Der er modvind på cykelstien. Blæsten hvirvler røde og gyldenbrune blade ned fra træerne. Fejemanden samler dem i sin sæk. 

Jeg standser ved Sct. Thomas kirke, de studerendes kirke på Frederiksberg. For et år siden var den fyldt til bristepunktet med mennesker, der for en stund fandt sammen for at lytte til et af de mange kor, som samles forår, sommer og efterår for at give koncerter. 

Julekoncerterne er et højdepunkt. Et af korene er CBS International Choir, det består af 60-80 sangere fra mere end 30 forskellige lande. Et andet er Life-koret fra Københavns Universitet. 

Koncerterne er skønne og gode stunder. Musik og sang kan gøre det, som mange danskere ikke selv magter: Åbne for fællesskab og venskab mellem danske og internationale studerende og bane vej for sammenhænge på tværs af de forskellige kulturers sprog og udtryk. 

Musikken åbner og samler. Og hvad musikken gør, det kan kirkens mange fortællinger også gøre. For en stund falder der sten fra de unges hjerter, så der atter bliver plads til drømme, håb og muligheder. 

Jeg lukker døren til kirken op og kigger ind. Der er stille. Stille og tomt. Et enkelt lys blafrer i globen. Sangen er forstummet under pandemien. Vi kan ikke tilbyde det vante fællesskab. Et øjeblik lukker jeg øjnene og tænker tilbage. Ser de glade ansigter og hører de levende stemmer. Så går jeg ud af kirken og hen på kontoret. 

I dag skal jeg atter tale med den ungarske pige. Inden jeg sætter nøglen i døren, minder jeg mig selv om, hvad vi i hvert fald ikke skal tale om: ristet rugbrød – og mælk i kaffen.

Artiklen er oprindeligt bragt i årsmagasinet Gejst 2021, der er udgivet af Københavns Stift. Du kan læse hele magasinet her.