Det Store savn
“Vi er på vej mod en guldalder for kunst med levende mennesker.” Sådan lyder det fra teaterchef på Det Kongelige Teater, Kasper Holten. Han mener, at publikum længes efter live-oplevelser, hvor det, man ser, foregår lige nu og her i det samme rum, hvor man næsten kan lugte og mærke det, der sker på scenen.
“Der er nu en kæmpestor appetit på at sidde sammen med andre mennesker og blive henført til et sted, hvor man ikke selv kan afgøre, hvad der foregår,” fortæller han. “I den her krisetid, hvor vi alle sammen gennemgår noget voldsomt, dramatisk og anderledes og på mange måder traumatiserende, søger vi hjælp og løsninger uden for os selv.”
Den røde lygte foran Det Kongelige Teater har været tændt i længere tid i 2020 end i 2019. Til trods for angst for corona-smitte har publikum stået i kø for at komme i teateret.
“På teatrene fik vi hurtigt udsolgt året ud,” fortæller han. “Men vi skulle selvfølgelig også kun sælge under en tredjedel af vores pladser på grund af restriktioner på, hvor mange vi må være i salen,” tilføjer han.
Kasper Holten har selv undret sig over den store interesse for teater, for han havde egentlig forventet det modsatte; at folk af angst for smitte var blevet hjemme.
Men angst og usikkerhed på fremtiden har fået uventet mange til at søge mod en fælles identifikation:
“Der kan være en trøst ved at gå ind i kunsten eller religionens rum og se, at andre mennesker i andre tider også har været gennem store dilemmaer og kriser. De er kommet igennem det, og der er nogle ting ved mennesker, der består på trods af de her kriser.”
“Det er ligesom under den spanske syge og efter Englandskrigene, så kommer der en enorm sult på det eksistentielle, fordi vi er så plagede og optagede af den aktuelle sygdomsfare. Man kommer op i et adrenalinniveau, hvor kroppen ikke kan være med, og hvor vi i virkeligheden trænger til at komme tilbage til den gamle hverdag. Det er lidt som at have post-traumatisk stress, når man har været i krig. For vi har alle været i krig. Vi får brug for refleksion, for sanselighed, for at kunne mærke os selv. Dér har kunsten en stor rolle at spille.”
Noget af det, der er så magisk i en teatersal, er, når man kommer til at græde, eller når man bliver chokeret, så oplever man det her sammen med andre mennesker. Det er grænseoverskridende, og man kan mærke, at man græder sammen med andre, så man et kort øjeblik får ophævet sin ensomhed.
Renselse
Teaterchefen har instrueret store operaer og udfordret publikums udholdenhed hen mod en slutning i den knap 16 timer lange Wagner-opera “Nibelungens Ring”. I forbindelse med netop den henviser han til vores behov for en renselse – altså den katarsis, som opera og teater lige siden tidernes morgen har beskæftiget sig med.
“Jeg tror ikke, at kunstens rolle udelukkende er at rense vores sind. Den skal rydde op i nogle dæmoner, som man har begravet, og bringe dem frem i lyset. På den måde kan vi acceptere alt det, vi kommer med som mennesker, også det mindre pæne. Det vil være rensende, at vi hører, at andre mennesker har det på den samme måde, de andre er ligesom mig heller ikke perfekte. Katarsis er en stor del af det.”
Teaterfolk som Kasper Holten ønsker og arbejder mod, at sangere, dansere og skuespillere skal gribe publikum. Folk skal have nogle unikke øjeblikke, noget som er helt særligt, og som man ifølge Holten kun kan opleve ved scenekunst:
“Noget af det, der er så magisk i en teatersal, er, når man kommer til at græde, eller når man bliver chokeret, så oplever man det her sammen med andre mennesker. Det er grænseoverskridende, og man kan mærke, at man græder sammen med andre, så man et kort øjeblik får ophævet sin ensomhed. Vi mærker alle sammen, hvordan det føles indeni i de ekstreme øjeblikke.”
Teater og kirke
Teaterdirektøren mener, at vores følelsesmæssige oplevelser i teatret på mange strækninger er det samme, som vi kan opleve i kirken. Vi vil gerne føres et andet sted hen og sidde bænket side om side med andre foran en scene eller et alter. Samtidig har mange af teatrets klassiske grundfortællinger deres afsæt i historier fra Bibelen.
“Det er indlysende, at kirkens fortællinger spiller en rolle i den europæiske kanon og i de værker, vi normalt beskæftiger os med. Der er ofte ting, der er inspireret af det gamle Grækenland, især hvad angår katarsis. Mange af de store klassiske mesterværker, vi spiller, har enten direkte afsæt i de kristne fortællinger eller er inspireret af dem.”
Kasper Holten er søn af en nationalbankdirektør og en forsikringsdirektør, mens han selv har kastet sig over kunsten. Dilemmaet mellem det rationelle og det åndelige, mener han selv, har præget hans syn på livet og kunsten.
“I den kamp for at forene de to ting ser jeg kirken og kunsten trække på samme hammel.”
Fremtidens teater
Selvom mange teatre under coronakrisen eksperimenterer med at streame og lægge deres forestillinger ud på nettet, har det tilsyneladende ikke haft den store gennemslagskraft, mener Holten.
“Vi har generelt fået en stor bevidsthed om de digitale muligheder, og jeg er med på, at mange også får stillet deres trang til se historier på Netflix. Det er fint nok, men det er jo en form, man skal kunne lide. Jeg synes, at skærmen er begrænset, og at vi savner fysisk nærvær. Det samme gør sig gældende med digitale møder, man savner at møde folk i kantinekøen og i elevatoren. Kroppen og nærværet skal også være med.”
I 2021 forventer Kasper Holten en opblomstring af teatertosser. Hvad angår de næste års repertoire kan han ikke udelukke teaterstykker med og om corona. Men:
“Hvis du spørger mig til “La Bohème” – skal hun dø ad corona? Nej, det lyder eddermame kedeligt.”
Slægtskab mellem kirke og teater
Berlingskes teateranmelder Jakob Steen Olsen har beskæftiget sig med afsmitningen og udviklingen mellem kristendommens grundfortællinger og dramaet, som vi oplever det i teatret. Han ser en sammenhæng i vores dybe trang til at blive berørt i begge genrer:
“Publikum skal opleve frygt og medlidenhed med dem på scenen eller i kirkens fortællinger og derigennem opnå katarsis,” fortæller han.
“Vi kan oversætte katarsis med, at det er, når du sidder og ser eller hører et eller andet, du kan identificere dig med. Du oplever nogle skæbner, du kan leve dig ind i, du føler med dem og kan sætte dig i deres sted. Hvis der så kommer en tilfredsstillende slutning på dramaet, giver det dig en forløsning, du kan tage med hjem. Vi siger i dag, at vi skal kunne bruge det til noget.”
Fælles udgangspunkt
Som anmelder beskæftiger Jakob Steen Olsen sig med teksterne både i klassikerne og i Bibelen: “De har begge noget evigtgyldigt i sig.
Det er overraskende, hvor lidt der er sket i forhold til det at være menneske på tværs af tiden. F.eks. havde Sara i Bibelen problemer med at få børn, og det kan vi sagtens sætte os ind i. Vi forstår også Hamlets store problemer med, at hans mors nye kæreste har dræbt hans far – vi opfatter ham som en moderne mand med nutidige problemer.”
Jakob Steen Olsen har tidligere anmeldt gudstjenester i Københavns Stift, og han ser en række ligheder mellem kirke og teater:
“I kirken er gudstjenesten bygget begavet op. Her bruger man også det klassiske dramas opbygning hen imod den store forløsning, nadveren, som er katarsis. Der er en klar dramaturgi med tre akter i gudstjenesten: første akt med anslaget og de indledende øvelser (preludium), anden akt med prædiken, og endelig tredje akt med nadveren. Nadveren er kulminationen på alt det, som bliver bygget op i gudstjenesten med musik, salmer, bøn og prædiken.”
Henslumrende følelser
Umiddelbart tænker de fleste ikke, at kirke og teater har så meget tilfælles, men det gør Jakob Steen Olsen:
“Hvor går du hen og mærker tiden, mærker dig selv og mærker, at der er mennesker, der vil fortælle dig noget? Der er to steder, hvor du kan få den oplevelse, og det er i teatret og i kirken. De to steder har mange lighedspunkter og burde have fremtiden for sig i forhold til at have kontakt med noget, der er større end os selv.”
Jakob Steen Olsen mener, at nutidens travle mennesker har savnet et sted at gå hen med deres henslumrende følelser:
“Kirken og teater har et momentum lige nu. Corona har mærkeligt nok gjort noget godt, for det er godt nogle gange at savne nogen. Det kender vi fra vores parforhold; det er aldrig så glødende, som når vi har været fra hinanden. Både teatret og kirken fik en særlig rolle under 2. verdenskrig: Når ens verden er truet udefra, så opstår der et behov for at være sammen om noget, der giver mening. Jeg tror, at rigtig mange har følt sig små under corona, der er noget, der er større end os, og som har trynet os.”
Artiklen er oprindeligt bragt i Magasinet Gejst 2021, der er udgivet af Københavns Stift. Du kan læse hele magasinet ved at klikke her.