Rejse i ånden

Man stiller skoene uden for døren, når man besøger Bente Lybecker, der er sognepræst i Havdrup og åndelig vejleder. Til gengæld har hun lagt et fåreskind på gulvet, der blødt omfavner ens fødder, når man sætter sig i sofaen. Som om Lybecker via ens fødder vil sende besked om, at nu er tiden til at stoppe op og mærke stilheden i hele kroppen. Selv sidder hun skråt ud for sofabordet i en dyb læderstol, som kan vippe let frem og tilbage. Der er noget diskret ved hendes placering. Måske fordi hun ved, at det for mange er tåkrummende pinligt og uvant at skulle tale om tro og bønner ansigt til ansigt med et andet menneske. Måske sidder hun der på sidelinjen, fordi hun vil understrege sin pointe om, at hun som åndelig vejleder først og fremmest er et ekstra sæt øjne, der sammen med den besøgende reflekterer over de livserfaringer og trosforestillinger, som han eller hun lægger på bordet. 

Den åndelige vejledning, som Bente Lybecker arbejder med, er forskellige meditationer og åndelige øvelser omkring bøn, som den åndeligt søgende laver hjemme. Mellem øvelserne reflekterer man sammen med vejlederen over, hvilke tanker de gav anledning til. Øvelserne har alle rødder i den kristne tradition og kan være flere hundrede år gamle, men er tilpasset et nutidigt menneske. Men hvad skal man gøre, hvis man gerne vil undersøge, om kristen spiritualitet er noget? 

“Du skal søge stilheden. Hvis man virkelig vil prøve det, vil jeg opfordre til, man tager på en retræte, hvor man kommer væk fra hverdagens pligter og vaner og får daglig vejledning. Man kan nøjes med en weekend. Det kan være overvældende for nogle at skulle slukke mobiltelefon, computer og være i stilhed en hel weekend. Men oftest er det dem, som har været allermest afskrækket ved tanken om fuldstændig stilhed, som ender med at holde allermest af den. I stilheden vælder alt det op, som vi dagligt adspreder os selv fra, men når vi så tager os tid til at kigge på det, kommer stilheden. Det er helt vidunderligt.” 

Hoved og hjerte hænger sammen 

I det danske folkekirkemiljø er der en udbredt skepsis over for spiritualiteten, og mange får stadig kaffen galt i halsen, når hun bruger titlen åndelig vejleder, fortæller Lybecker. Den følelsesforskrækkelse skyldes blandt andet pietismen (en fromhedsbevægelse i 1700-tallet, red.), hvor det individuelle og folks private følelsesliv kom til at fylde for meget for troslivet. 

“Men vi kan ikke bare skære mennesket over. Vi skal rumme hele mennesket med både intellekt og følelsesliv. Hoved og hjerte,” fastslår Bente Lybecker. Hun er ikke bange for følelser, men hun romantiserer dem heller ikke. “Vores følelser er, hvad de er, og de kommer og går,” konstaterer hun tørt. “Men vi kan lære en hel del om os selv ved at betragte dem og deres hyppige skift.” I åndelig vejledning benyttes de som redskab til at komme mere i kontakt med det, som Bente Lybecker kalder vores sande jeg. Vejen til at blive vores sande jeg er besværliggjort af, at vi er trænet i at lytte til egoets kontraordrer og dets løsninger. Når vi for eksempel bliver usikre eller føler jalousi, så pisker egoet os til at arbejde hårdere. 

Hvad er egoet da? 

“Egoet er en del af alle mennesker. Det er en forsvarsmekanisme, som har til hensigt, at vi skal overleve i denne verden. Egoet skaffer os mad, forsvarer os mod farer, sørger for at vi får ret i en diskussion. Problemet med egoet opstår, når det sætter dagsordenen for vores liv. Egoet søger den ydre accept og vil have kontrol over alt i vores liv. Egoet hviler aldrig.” 

Det er menneskeligt, at vi jager efter noget. Ja, faktisk mener Bente Lybecker, at vi alle har en længsel i os, som vil mættes. Den længsel er plantet i os af vores guddommelige ophav. Men i jagten på det, der kan dæmpe uroen, føres vi ud på mange vildveje, blandt andet fordi egoet overdøver alt andet i vores indre. Egoet fortæller os, at det afgørende er, om vi bliver en succes i omgivelsernes øjne. Så er det mindre vigtigt, om vi skal slæbe os på arbejde og drænes af energi bare ved tanken om det. Bag ønsket om succes ligger typisk en dybere længsel efter at blive set og elsket. Men fejlagtigt tror vi, at vi skal søge andres beundring for at få fred med os selv. Og vi får da nok også fred en stund, så længe folk klapper ad os, men så starter maskineriet igen, for vi skal arbejde hårdt for at bevare succesen. 

Undgå for alt i verden at blive en succes 

Derfor er Bente Lybeckers råd faktisk, at man skal undgå succes: “Hvis man kun er optaget af at blive en succes, spilder man sit liv. I jagten på succes gælder det om at have fingeren på pulsen og kunne vurdere, hvad de andre vil beundre mig for og stræbe efter det, i stedet for at udfolde og lade sit liv forme af ens sande jeg og bestemmelse.” 

De fleste opdrager deres børn efter: Læs dine lektier, så du kan få en uddannelse, så du kan få arbejde, penge, så du kan blive til noget. Skal vi lade være med det?

“Som børn og unge lever vi med egoet som en nødvendighed i vores liv. Vi gør os tanker om fremtiden – når jeg bliver stor, så skal jeg have børn, stort hus, ægtefælle, og jeg skal være brandmand og slukke en masse brande. Vi går ud i verden med den ballast og en forestilling om, at livet udvikler sig godt. Men så sker der noget. Alle mennesker, troende eller ej, vil før eller siden opleve en krise, et kaos, et fald. Det hele går ikke, som det skulle ifølge planen. Krisen åbner vores øjne for, at egoet ikke er vores sande jeg, og at det ego-drevne liv er et pseudoliv. Hvis man er troende, vil man opdage, at Gud viser sig midt i det smertelige. I egoets forestillingsverden tror den troende, at succes er et udtryk for, at Gud holder hånden over ham eller hende, men i krisen får man en ny forståelse af Gud.” 

Så vi skal bare styre efter krisen for at blive klogere på os selv og Gud?

 “Selvfølgelig vil vi alle undgå kriser, for de gør ondt. Men vi kommer ikke uden om dem. Vi tror, vi har kontrol over vores liv, men så går det ikke, som det skulle. Det er svært at acceptere. Men hvis man kan slippe sine forestillinger om, at ens liv skal se sådan og sådan ud, så sker der noget. Når man opgiver, så mærker man en stor byrde blive fjernet fra sine skuldre.” 

Skal man bare give slip? 

“Det er uhyre vanskeligt at give slip og acceptere tilværelsen, som den er. Det er derfor, der skal en krise til. Ellers bliver vi ved med at hænge fast i kontrollen som løsningen på vores problemer. Læg mærke til, hvordan man overalt støder på en særlig slags omvendelseshistorier. Folk fortæller, at “før var jeg sådan og sådan, men så blev jeg veganer, så begyndte jeg at træne til maraton, og så videre.” Det er altid noget med en meget kontrolleret livsstil, som skal føre dem et bedre sted hen. Det er egoet, der har taget styringen.” 

Hvordan bekæmper man egoet?

“Man kan ikke overvinde egoet som en viljesbeslutning. Det vil blive egoets kamp mod egoet. Man kan kun give slip på det. Som troende gør man det ved at overgive kampen til Gud.” 

Det betyder ikke, at man skal opgive sig selv – tværtimod, understreger hun: “Vi lever i en tid, hvor de fleste er hyperbevidste om, hvordan de fremtræder, og samtidig taler psykologer om, at mennesker i dag lider af at mangle en ordentlig jeg - fornemmelse. Fordi vi hele tiden prøver at se os selv udefra, med andres øjne. Men i krisen, når egoet får et hug, så åbnes der mulighed for at forstå os selv på ny. Her begynder kristne at kunne forstå talen om Guds ubetingede kærlighed.”

Artiklen er oprindeligt bragt i Magasinet Gejst 2021, der er udgivet af Københavns Stift. Du kan læse hele magasinet ved at klikke her.