Teologiens genkomst?

Ræsonnementet er sådan: Politikerne orienterer sig mod fortiden. Det handler om “de gode gamle dage” i 1970’erne, myten om at velfærdsstaten er den eneste måde at indrette samfundet på – det ønsker vælgerne og dermed også politikerne. I virkeligheden var både 1970’erne og 1980’erne præget af store økonomiske udfordringer og konflikter, og efterfølgende er de ikke blevet mindre. I dag synes ingen at kunne udvikle alternative tankesæt. Der er et massivt fravær af nye ideer fra både den politisk venstre- og højrefløj. Og i en tid med adskillige store kriser er der brug for nogen, der kan formulere fremtiden for os. Det er her, teologerne kan komme ind: 

“Vi er i en tid, jeg kalder Ideernes Krise. Det er påfaldende set i lyset af de store udfordringer: Klima, økonomi, opbrud i den eksisterende verdensorden, og ikke mindst den nuværende sundhedskrise burde give muligheder, men ideerne er udtørret. I den store usikkerhed er der brug for nogen, der kan forsimple den nuværende forvirring, skabe orden og fremtid for os. Det vil sige, at der er en unik åbning – et vindue for dem, der ved alt om værdier på det eksistentielle plan, der kan hjælpe med at finde vej i dilemmaer og paradokser – nemlig teologerne og filosofferne,” siger Ove Kaj Pedersen. 

Den tidligere professor i statskundskab trækker trådene tilbage til det moderne velfærdssamfunds opståen. Efter 2. verdenskrig blev de værdier, som samfundet stadig hviler på, formuleret: 

“Verden havde været igennem det værste af det værste. Og det blev grebet på det værdimæssige plan: Menneskerettighedserklæringerne og dét, at alle mennesker er lige værd og har lige rettigheder uanset køn, race, tro og seksualitet. Det er værdier, der er formuleret gennem teologisk og filosofisk indflydelse.” 

Troen som alternativ til selvkontrol 

Dengang var verden i et enormt livschok. Det kan ikke sammenlignes med det chok, samfundet er i lige nu. Men der har længe været en diskussion om de mentale konsekvenser af at leve i det moderne samfund, hvor en økonomisk og rationel tankegang dominerer. Ove Kaj Pedersen peger konkret på den voksende diagnosekultur, hvor psykologien i forskellige varianter bliver det redskab, vi tyr til. Vores åndelige behov bliver markedsgjort og mødt med forskellige tilbud om selvudvikling, wellness og diverse forskellige terapeutiske tilgange. Fokus bliver mere kontrol gennem selvkontrol og optimering – og begreber som robusthed, selvledelse og selvrealisering bliver udbredt. 

“Her har teologer ligesom filosoffer traditionelt haft et andet bud på vejledning af åndelige behov. Men det burde være markant stærkere i dag. Så det bliver tydeligt, at der er et alternativ til at stræbe efter kontrol – nemlig at finde trøst og ro i troen eller fællesskaber med andre måder at leve på. Kirken er oven i købet bedst i stand til at håndtere det stigende behov for åndelig vejledning: Den er velorganiseret, har udviklet begreberne og har traditionerne til at være i stand til at håndtere det. Det samme kan ikke helt siges om filosofferne. Til gengæld er filosofi nu ikke blot et universitetsfag, men også en måde at reflektere på, som alle har fået indblik i deres skolegang.” 

Har mistet relevansen 

Forklaringen på, hvorfor hverken teologer eller filosoffer er mere synlige, er ifølge Ove Kaj Pedersens analyse, at de er blevet akademiserede og for optaget af deres egen idé-debat. Relevansen er forsvundet, og dermed også evnen til at se på de aktuelle udfordringer gennem egne tankemåder. Hvilket f.eks. kommer til udtryk i Kristeligt Dagblads spalter, som er et udpræget nichemedie. Men også at man inden for teologien begynder at tale om behovet for offentlighedsteologi – at kirken og teologien skal være til stede i den offentlige samtale i aktuelle problemstillinger og vise sin relevans. 

“Men bare det, at man er nødt til at kalde det offentlighedsteologi, viser, at kirken er præget af indelukkethed og er blevet irrelevant. Jeg ved, jeg provokerer nu. Men teologien har i mange år arbejdet sig væk fra hverdagens udfordringer. For eksempel når teologer diskuterer, hvorvidt det er muligt at tro ateistisk på Gud? Det er hverken relevant eller forståeligt.” 

Troen er et fremtidsprojekt 

Ove Kaj Pedersen kalder kristendommen et overbliksbillede – ligesom den politiske filosofi. Det handler om de principielle spørgsmål som forholdet mellem tro og viden, menneske og samfund, moral og etik. Tanker, der i århundreder har gjort simpelt, hvad der kan synes at være komplekst – og har kogt hverdagens mange perspektiver og udfordringer ned til det helt grundlæggende: Hvordan skal man være individ med ansvar for et fællesskab? Både i kristendommen og den politiske filosofi er der formuleret principielle menneskesyn og samfundsidealer. Og de skaber håb om en bedre fremtid. 

“Både den kristne tro og den politiske filosofi er tankemåder, der peger fremad, for begge siger, at der er formål med vores indsatser. De formulerer idealer, som mennesket – individuelt eller i fællesskab – kan stræbe efter. Den kristne tro er ligesom den politiske filosofi et fremtidsprojekt!” 

Og det er den tilgang, den akademiske tænkning har fortrængt, men som der nu som sagt er et åbent vindue for, understreger han. 

“Teologerne må gøre kirken betydningsfuld igen ved at være dér, hvor man som søgende menneske finder det meningsfulde eller kan hente billeder på en bedre fremtid. På samme måde må filosofferne genskabe debatten om menneskesyn. Coronaen har vist, at der bag økonomi og politik hviler et menneskesyn, og at store beslutninger har en etisk dimension. Vores samfund har dybe rødder i det religiøse, men det er blevet fortrængt af nutidens rationalisme.” 

“Nu er der skabt en anledning til, at teologien ligesom filosofien kan revitaliseres – og give håb til fremtiden. For håbet er netop, hvad tiden mangler”, siger Ove Kaj Pedersen.

Artiklen er oprindeligt bragt i Magasinet Gejst 2021, der er udgivet af Københavns Stift. Du kan læse hele magasinet ved at klikke her.