Unges eksistentielle tørst

“Mange unge bakser med angst, fordi de forsøger at have kontrol med alt. Og det er umuligt i en uoverskuelig verden. Oven i købet får de at vide, at de kan, hvad de vil, for sådan taler vi om individets muligheder i dag. Og derfor er det op til dig selv at blive en succes – at blive perfekt og hele tiden stræbe efter mere. Men det er jo umuligt; tværtimod oplever alle mennesker svære ting, og det skal vi hjælpe dem med at bære,” siger han. 

Christian Hjortkjær er enig med Ove Kaj Pedersen, når det handler om at tydeliggøre kristendommen som et modsvar til nutidig kontroltænkning. Ikke mindst i forhold til de unge, som han har et godt kendskab til gennem sit arbejde på Silkeborg Højskole. 

Menneskesynet i opdragelse 

“Så ja, vi skal blande os mere – både som teologer, men også som voksne i det hele taget. De unge er pressede, men vi skal ikke forsøge at fjerne problemerne fra dem. Vi skal derimod tage dem alvorligt, lytte til dem og anerkende, at der er noget lort i deres liv. Man kan være bange for, at al den alvor slår pusten ud af ungdommen, men min erfaring er, at det lige omvendt giver dem luft i lungerne, og næste trin er så at opbygge håbet. For håb er noget, man giver et andet menneske – livsmodet til at tage den svære opgave på sig.” 

Opgaven som forældre er ikke som curlingforældre at bane vejen ved at fjerne problemerne, men at være en tryg base, så de unge kan stå igennem det svære med de voksnes hjælp – og vise, at vi bærer ansvaret sammen. 

“Dét menneskesyn kan kristendommen i langt højere grad bidrage med at gøre tydeligt. At du ikke er alene, og at jeg som din far eller mor har tillid til, at du kan vokse med opgaven, og at jeg vil hjælpe dig.” 

Teologien skal på banen 

Disse temaer taler Christian Hjortkjær med de unge om i højskoletimerne, hvor han oplever, at eleverne har en stor tørst efter de store eksistentielle temaer. Det bliver diskuteret og foldet ud i forhold til aktuelle udfordringer som corona og #MeToo, hvor begreber som skam, nåde og tilgivelse pludselig får nye dimensioner. 

“Og vi taler om det i et sprog, som er langt fra kirkens, men hvor teologien ikke desto mindre kommer med gode bud på, hvordan vi som mennesker skal forholde os til, hvad der sker omkring og i os.” 

Han bruger f.eks. selv historien om løveungen Simba fra Disney-filmen “Løvernes konge”: Simba er flygtet fra sin flok i den tro, at han har forårsaget sin fars død. Men han ser skylden i øjnene og kommer tilbage for at blive konge. 

“Skylden er ikke blevet fjernet fra ham. Men han har fundet modet til at tage skylden på sig. Han står ved sig selv og påtager sig den store opgave. Det er god Shakespeare og teologi på én gang.” 

Alternativ til det smålige håb 

Christian Hjortkjær kalder derfor højskolen for kirkens forkammer, for “her kan man få sin eksistentielle tørst stillet og få lyst til mere, og så skal man nok finde kilden, nemlig kirken.” 

Men han savner, at teologer – inklusive ham selv – tør blande sig mere i den offentlige debat og i et ligefremt og tydeligt sprog, så kristendommen bliver anvendelig og brugbar for flere. 

Det kan blandt andet ske ved at komme med et alternativ til den politiske debats dagsorden: 

“I den politiske debat er håbet reduceret til det, jeg ville kalde et småligt håb. Lidt flere millioner til de svage, lidt bedre medicin til de syge, og lidt flere elbiler for miljøets skyld. Men det er faktisk ikke et håb. Det er snarere et middel til at fastholde folk mod at gå i panik, eller – endnu bedre – at gøre oprør.” 

Christian Hjortkær vil langt hellere tale om håbet i den store kategori: At kærligheden overvinder alt, og at vi som mennesker ikke er alene. 

“Som teologer skal vi turde tale håb i den store kategori. For hvis ikke kirken gør det, er der masser af dårligere tilbud derude, som folk nok skal trøste sig ved. Vi er mange, der tørster, men alt for få, der tilbyder åndelig føde.”

Artiklen er oprindeligt bragt i Magasinet Gejst 2021, der er udgivet af Københavns Stift. Du kan læse hele magasinet ved at klikke her.