Hvorfor taler kirken så mærkeligt?

En guide for nybegyndere til det helt særlige sprog, der bruges i kirken.

”Dette er Jesu Kristi legeme, dette er Jesu Kristi blod,” siger præsten henne i kirken, mens et fladt, lille brød bliver uddelt sammen med lidt vin. Jesus er i øvrigt søn af Gud og født af en jomfru og kan gå på vandet og lave vand om til vin. Når vi gifter os i kirken, lover vi at elske hinanden, indtil døden os skiller – skønt alle ved, at vi i Danmark har en skilsmisseprocent på over 40. Og i trosbekendelsen, som man skal sige ja til ved dåben, bekender man ikke alene sin tro på, at Gud har skabt både himlen og jorden, men også på, at Jesus blev levende efter sin død, ligesom vi selv skal genopstå og få evigt liv. For mange kan det måske føles lige voldsomt nok.

En nøgle til kirkens sprog er ikke at tage det alt for meget på ordet. Bibelen, ritualerne, bønnerne skal ikke læses som en historiebog eller avisartikel, der faktuelt og bogstaveligt fortæller, hvordan noget er eller skal være.

Det betyder ikke, at det ikke skal tages alvorligt. Kirkens sprog skal bare snarere læses som et digt eller roman, som en beskrivelse af vores livsvilkår. Forstået på den måde, at man er nødt til at spørge sig selv: Hvordan kan det her give mening, i mit liv og i vores samfund?

Og selvom der sker sære ting i Bibelen, har det ikke noget med overtro og trylleri at gøre og heller ikke med urealistiske forestillinger om ægteskabets ukrænkelighed. Snarere er den magi og fortryllelse, som Bibelen og kristendommen opererer med, en, som også ikke-troende godt kender i forvejen.

Hvorfor laver man ikke bare kirkesproget om, så alle kan forstå det?

På en måde kunne man stille samme spørgsmål til en roman. Hvorfor behøver H.C. Andersen skrive eventyret ’Den lille havfrue’; kunne han ikke bare sige ligeud, at kærligheden kan være fuld af smerte, men at det ikke desto mindre kan være meningsfyldt at ofre sig selv for sin elskede? Hvorfor advarer Margaret Atwood ikke direkte imod religiøs fundamentalisme og kvindeundertrykkelse i stedet for at skrive romanen ’Tjenerindens fortælling’ (forlægget for tv-serien ’The Handmaid’s Tale’)?

Det er, fordi det ville blive nogle sølle, reducerede versioner. Romanen (eller eventyret eller digtet) appellerer til vores sanser, lader os opleve noget, som vi ikke har oplevet, inviterer til, at vi investerer os selv i værket og ikke bare prøver at forstå pointen med hovedet.

Vi vil aldrig sige, at ’Den lille havfrue’ og ’Tjenerindens fortælling’ er fjollede, ubrugelige tekster, fordi det jo ikke er sådan ’i virkeligheden’. De er sande i en anden forstand; vi er i stedet nødt til at forholde os til, om de giver mening for os, om de fortæller os noget, det er vigtigt at lytte til.

Kunne man ikke bare lave lidt om på det?

Jo, og det gør man også. Den autoriserede bibel bliver opdateret med jævne mellemrum; Bibelselskabet forventer at sende den næste nyoversættelse ud i 2036, og den sidste er fra 1992. I 1992 ændrede man fx teksten sådan, at Marie ikke længere var ’frugtsommelig’ men nu ’ventede et barn’. Men man er lidt forsigtig med at lave for meget om. Noget af magien i kirken er for mange tanken om, at vores oldeforældre hørte præsten sige (næsten) de samme ord, da de blev døbt og gift.

Hvad betyder de så, de mærkelige ord?

Når nu romaner, eventyr og bibler ikke lige kan oversættes til pointen, kan man selvfølgelig ikke lave et leksikon, hvor nogle af de mærkelige udtryk bliver forklaret. Men her er alligevel et bud på, hvordan man kan tænke om nogle af kristendommens kerneudtryk:

Jeg tror på Gud fader den almægtige

Hvad er det overhovedet at tro på Gud? Hvis vi ser den navnkundige, hvidskæggede mand for os, er vi allerede gået i gang med en avisartikellæsning af ordene i stedet for romanlæsningen. Gud er navnet for det, vi ikke kan forstå, og som vi heller aldrig kan komme til at forstå, sådan naturvidenskabeligt set. Hvorfor er der liv på jorden (og ikke hvordan er det opstået, for det forstår vi en del af og lærer hele tiden mere om)? Hvad er meningen med vores liv? Hvad er det for en livskraft, der får mig op af sengen hver dag, når jeg godt ved, at jeg alligevel bare skal dø ligesom alle dem, jeg elsker, også skal? ”Gud” er en måde at kunne tale om alle de spørgsmål på. Der findes også andre gode måder at tale om det uforståelige og uforklarlige på; det kristne sprog er ét bud. Og kristendommen er i det hele taget fuld af vigtige begreber, som kan have brug for at blive lukket lidt op.

Synd

Tag nu det lidt belastede ord ’synd’. I dag bruger vi mest begrebet om forkerte eller umoralske handlinger, der typisk har med sex eller flødeskumskager at gøre. Men i kristendommen betyder synd, at man handler mod Guds vilje. Og hvad er det så, Gud vil? I Det gamle testamente er der et hav af regler for, hvad man skal og ikke må: Man skal ære sine forældre, man må ikke stjæle, man må ikke begære sin næstes hustru. Men i Det nye testamente, der er det vigtigste for de kristne, er der kun to bud: Du skal elske din Gud, og du skal elske din næste som dig selv. Så synd er, når man ikke følge de to bud.

At elske Gud betyder: Husk, at du ikke er chef i dit eget liv. Det vigtigste i tilværelsen er vi ikke selv herre over, og vi bliver ulykkelige, hvis vi hele tiden forsøger at få kontrol over det, der ikke kan kontrolleres.

Næstekærlighed

”Du skal elske din næste som dig selv.” Det lyder enkelt, men også umuligt: Man kan jo ikke selv styre sine følelser. Men ’elske’ betyder ikke det samme på oldgræsk som på moderne dansk; i Bibelen er det at elske en handling. Så opgaven er: Gør det, der er til gavn for andre.

Hvordan kan jeg så vide, hvad der er til gavn for dem, kunne man spørge. Og kærlighedsbuddet giver allerede svaret: Elsk dem ”som dig selv”. Fra dig selv ved du, hvad andre mennesker har brug for: Hjælp dem, pas på dem, interesser dig for dem. Spørg, hvad du kan gøre. Og gør det, der hjælper dem i stedet for dig selv.

Det er et pænt radikalt krav. Og så er det ikke engang nok. Ikke alene skal du gøre det for den venlige udgave af din ’næste’: din nabo, din kollega, pædagogen i børnehaven. Du skal også elske (altså hjælpe) din ’fjende’: bilisten, der kører op bag i din bil; chefen, der fyrer dig; naboen, der spiller musik kl. 3 om natten.

Arvesynd

Vejen frem er måske at overveje, hvornår du selv gør alle de her trælse ting – for det gør du. Vi snyder os foran i køen. Vi taler grimt til vores børn og til ekspedienten i Magasin. Vi flyver til Mallorca, samtidig med at vi ryster på hovedet over de politikere, der ikke forhindrer os i det.

Vi er fødte syndere, siger Bibelen med myten om Adam og Eva, der spiser af træet i haven, selvom de godt ved, de ikke må. Og derefter bliver de og alle deres efterkommere (læs: os alle sammen, der dermed har ’arvet’ synden) smidt ud for tid og evighed; vi har for altid tabt paradiset. Den syndsbevidsthed er god at have i baghovedet, når vi synes, de andre er idioter.

Nåde

Det er på en måde et trist billede, der her bliver tegnet af vores livsvilkår: Vi er alle sammen født som lidt dårlige mennesker, og ingen af os kan leve op til de krav, det ville kræve, hvis vi skulle skabe det ’paradis på jord’, som vi somme tider taler om.

Den kristne vej ud elendigheden er Guds nåde. Selv om ingen af os fortjener det, er vi allerede altid elsket af Gud, for vi er værd at elske, hver og en af os, siger kristendommen.

”Gud” oversatte vi jo med ’det uforklarlige’. Så Guds nåde er fx alle de små uforklarlige kærlighedsmirakler, der sker. Når jeg er oppe at skændes med min mand, og det hele forsvinder som dug for solen, fordi vi kommer til at grine. Når et blomsterbud gør sig helt urimeligt meget umage for at få afleveret buketten hos en nabo, fordi det ville være synd, hvis den visnede (og husk, kærlighed er en handling). Når en fremmed hjælper min berusede datter ind i en taxa lørdag nat og betaler for turen. For det gode sker hele tiden og overtrumfer det onde i verden. Og det hele ender godt.

Til døden skiller os ad

”Jeg elsker dig til månen og tilbage igen.” Kærlighed inviterer til store ord, og ingen ser vel for alvor en rumrejse for sig ved den erklæring? Sådan er det også, når man ved en vielse i kirken skal svare ja til at ville elske og ære sin kommende ægtefælle, ”indtil døden skiller jer ad.”

”Man skal ikke love mere, end man kan holde,” siges det, men lige præcis i kærlighed kan overbevisningen om, at min kærlighed vil vare i al evighed, være det bedste udgangspunkt for en kærlig, stærk og dyb relation. På trods af al fornuft og statistik at tro på, at lige netop vi to er skabt til at vare for evigt. De første kærester på månen, som TV2 synger.

Og husk: Kærlighed er en handling. Så måske er det indimellem den kærligste handling at gå fra hinanden og selvfølgelig stadig arbejde for den andens bedste – også i relation til børnene – indtil en af jer dør.

Kødets opstandelse

Med det er vi fremme ved det måske allermest uforståelige – i vores liv og i kristendommen. Vi skal alle sammen dø, og da vi hver især står midt i vores eget liv, med os selv som centrum, er det næsten ubegribeligt. ”This too shall pass,” siger et persisk ordsprog. Intet varer ved, alt slutter på et tidspunkt. Også vores liv. Livet kan føles meningsløst ved tanken om den endelighed. Et tog, der kører derudad, indtil det hele bare slutter.

Her er det, at kristendommen peger på kødets opstandelse. Og når du hører det udtryk, skal du ikke se zombier, der rejser sig fra graven og stavrer rundt. Du skal tænke på alle de gange, hvor du oplever, at tiden bliver ophævet, og du nærmest bliver løftet op i en anden sfære. Måske under en koncert på Roskilde? På en løbetur i høj sol langs havet? Eller måske når du rører ved et flere millioner år gammelt fossil? Følelsen af, at tiden bare kværner af sted, bliver for et øjeblik bremset.

De øjeblikke, hvor verden og livet åbner sig og bliver meget større end os selv, det er små glimt af evighed, der er til stede midt i det helt almindelige liv. De fungerer nærmest som små modsigelser af påstanden om livets kortvarighed og tomhed. Dét er kødets opstandelse, og det sker hele tiden i det – kropslige – liv, vi lever lige nu. Du er stadig din krop, men du er også mere end det.

Den tanke er et godt sted at starte. Så bliver det måske lettere at sætte sig ind i den kristne forestilling om, at vi også efter vores død vil have adgang til evigheden – på en eller anden måde.