Den store fælles samtale

“Opgaven med at formidle kristendommen lykkes aktuelt ikke godt nok”. Så enkelt kan det ifølge Ulla Morre Bidstrup siges. Og dermed er hun enig med Ove Kaj Pedersen i, at det er et problem: Kristendommen er for usynlig i det moderne samfund. 

“Der er store spørgsmål i tiden, der kalder på mere eksistentielle og reflekterende svar. Vi kan se det konkret i den voksende interesse for f.eks. samtalesaloner, hvor folk kommer, fordi de har lyst til at drøfte eksistentielle emner.” 

Hun peger på, at der er en generel rådvildhed, fordi der er en tendens til, at man forholder sig følelsesladet til enkeltsager – ikke mindst i medierne. Der mangler den fælles grundlæggende orientering mod det væsentligste: 

“Vi har brug for noget at navigere efter, der er grundet i noget større. Det kan være politiske ideologier, men det kan selvfølgelig også være troen. Og derfor skal vi blive bedre til at tale kristendommen ind i samfundets debatter – på mange niveauer. Det behøver ikke være i form af hverken bibelhistorier eller uddrag af trosbekendelsen, men som en grundlæggende horisont.” 

En opgave for mange 

Det var også formålet med lanceringen af begrebet offentlighedsteologi, som en gruppe på tværs af folkekirken stod bag sidste år: Kristendommen har noget særligt at sige i vores tid, som skal være en del af den store fælles samtale. Og det skal siges af mange. 

“Det er nemlig ikke kun en opgave for teologer, eller noget der skal være tæt knyttet til kirken. Det er sådan set en opgave for enhver kristen at vågne op og minde om, hvad kristendommen er og vise relevansen: det enkelte menneskes værd, fællesskabet, omsorgen for vores omgivelser og medmennesker, plads til at være uperfekt, muligheden for tilgivelse og forsoning.” 

Det er selvfølgelig oplagt i medier og debatprogrammer, når det handler om de store samfundsdebatter som klimaudfordringer, MeToo eller ulighed. Men Ulla Bidstrups pointe er først og fremmest, at vi skal tale det frem i de samtaler, vi har som mennesker i forskellige offentlige sammenhænge. 

“Det kan være i diskussionerne i skolebestyrelsen, på besøg hos bankrådgiveren om en investering. Når der skal lægges program i teaterforeningen eller sættes hold for miniputterne i pigehold. Så skal vi inddrage disse aspekter, som for mange af os har oprindelse i vores forhold til troen.”

Håbet for fremtiden 

Dermed står det at kunne skabe håb helt centralt – som Ove Kaj Pedersen fremhæver, også når det gælder nutidens store udfordringer:

“Ja, det er helt rigtigt. Det er grundlæggende, at gennem tilgivelsen og forsoning har mennesket mulighed for en ny begyndelse. Så kan man orientere sig mod fremtiden. Derfor skal vi også turde tro på, at vi i fællesskab kan udrette noget. F.eks. i forbindelse med klimakrisen eller stigende ulighed, fordi vi kan tale om værdier, der er et alternativ til den økonomiske vækst- og forbrugs-tankegang.” 

Og det er så vigtig en opgave, som Ulla Bidstrup insisterer på, skal løftes: 

“Vi må forpligte hinanden til at tage kristendommen med ind i samfundsdebatten. Og tydeliggøre håbet.”

Artiklen er oprindeligt bragt i Magasinet Gejst 2021, der er udgivet af Københavns Stift. Du kan læse hele magasinet ved at klikke her.