Majas sten
Det var et chok, da Maja Sofie Rasmussen pludselig mistede sin mor Hanne i et trafikuheld 6. august 2020.
Maja Sofie Rasmussen var 32 år og i gang med sin kandidat i moderne kultur på Københavns Universitet. Hun er også keramiker og besluttede at drage omsorg for sin døde mor ved at bruge sine kreative evner.
Hendes første tanke var at dreje en urne, men på en drejebænk går det stærkt, og Maja Sofie Rasmussen havde brug for tid til at tænke sig om. Hun besluttede derfor at forme en gravsten af ler og en navneplade til sin mors grav og stillede sig selv det vanskelige spørgsmål: Hvordan ser et gravsted egentlig ud? Og hvordan skal min mors gravsted se ud?
Hun indrettede et lille sted i sit værksted, hvor hun kunne arbejde med gravstenen. Arbejdet gav hende tid og ro til at sørge.
Blid, hård og elegant
Det blev hurtigt klart for Maja Sofie Rasmussen, at gravstenen ikke kunne se almindelig ud, for hendes mor var ikke almindelig. “Blomsterdamen” var hendes kærlige tilnavn, og solsikken hendes yndlingsblomst.
Det er kun Maja Sofie Rasmussen, som ved præcist, hvorfor stenen kom til at se ud, som den gør. Da den var færdig og sat på gravstedet, sagde nogle i familien:
“Den er smuk, men hvad forestiller den? Og hvordan skal vi forstå den?”
Stenen har et hul og ligner på en måde et stort smykke med en smuk øsken foroven, som ville en mægtig skikkelse trække en kæde gennem gravstenen og bære den på sit bryst.
“Den er abstrakt,” siger Maja Sofie Rasmussen og forklarer, at stenen er en moderfigur, formet som en fugl, og at den er, som hendes mor var: blid, hård og elegant
Et særligt sted
Det tog Maja Sofie Rasmussen mange måneder at skabe stenen. I dag er hun glad for, at hun tog sig tid, selvom det også var en vanskelig periode i hendes liv. Hun ler næsten, da hun fortæller:
“Vi anede jo ikke, hvor vi hørte til.”
Hendes ord røber, at vi alle altid hører til – vi ved bare ikke altid hvor.
I dag har Maja Sofie Rasmussen og hendes familie fået et sted på Skansebakken i Hillerød, hvor familien hører til. For hendes far er det allerede blevet et særligt sted.
Gravstedet med den lille bænk åbner mulighed for at tale med og om det liv, som blev levet. Hverken Maja Sofie Rasmussen, hendes forældre eller resten af familien har før talt med hinanden om døden eller deres egen død. De har aldrig talt om deres behov, hvis en af dem skulle gå bort, fortæller hun.
Nu sidder Maja Sofie Rasmussens far ofte på bænken i Hillerød og taler med sin Hanne. Om livet og om døden.
