Køen til præsten er kort

Unge, der oplever pres, stress og angst, venter i månedsvis på psykologhjælp. De færreste ved, at ventetiden til at tale med en præst er kort, og at her er hjælp at hente. Som det lyder i Studenterrådgivningen: “Det kan være godt at tale med en præst”.

Et af de store temaer i samfundsdebatten i disse år er unges mistrivsel, som både er dokumenteret og meget diskuteret. Når de unge ikke længere kan stå for presset, henvender de sig måske til studenterrådgivningen eller egen læge i håb om at få tid hos en psykolog – kun for at få at vide, at der er lang ventetid. I den situation vælger nogle studenterrådgivere og vejledere at sende de unge til præsten med en bemærkning om, at “det kan være godt at tale med en præst”. Men hvad ved præsten egentlig om psykologi? Og er der forskel på de samtaler, som præsten og psykologen har med de unge? GEJST har spurgt psykolog på Rigshospitalet Dorte Larsen.

“Det er svært at sige, hvad forskellen på indholdet i samtalen vil være. I det psykologiske møde er det vigtigt for både udbyttet af samtalen og for relationen, at vi møder det enkelte menneske lige præcis der, hvor det er. Det betyder, at det altid er det enkelte menneskes behov, som er i centrum. Vi ved aldrig på forhånd, hvor samtalen tager os hen.”

GEJST har også opsøgt studenterpræst Lene Crone Nielsen. Hun har dagligt i mange år talt med unge mennesker og ved derfor meget om, hvad de unge bekymrer sig om. Om forskellen på de samtaler, som præsten og psykologen har med de unge, siger hun:

“Når studerende skriver mails til mig med ønske om en samtale, så skriver de alt fra en enkelt linje til hele deres livshistorie. Ofte spørger de, om jeg på forhånd vil vide, hvad de gerne vil tale med mig om, men så svarer jeg dem, at den tager vi, når vi ses. Lige netop på dét punkt tror jeg, der er en forskel mellem præstens og psykologens tilgang til samtalen. Hos psykologen vil det ofte handle om det, man kunne kalde de tilstande i livet, der kan tage til og vokse til en decideret diagnose, såsom angst, depression, stress og spiseforstyrrelser. Samtalen hos præsten tager mere fat dér, hvor livet gør ondt og er bøvlet i bred forstand, og inden det svære måske udvikler sig til en diagnose. Det kan f.eks. være emner som kærestesorger, usikkerhed, sårbarhed, identitet, livet som studerende, forholdet til forældre, partnere, venner og at være menneske i det hele taget.”

Trods forskellene mener studenterpræst Lene Crone Nielsen, at psykologer og præster supplerer hinanden godt, også når det kommer til den såkaldt ’eksistentielle samtale’, samtalen om alt det i livet, som ikke uden videre lader sig løse.

“Vi lever i en tid, hvor mange unge har det svært, og hvor ofte har vi ikke hørt politikere foreslå, at der skal skrues op for gratis psykologhjælp? Er det hensigten, at alle bare skal få det godt så hurtigt som muligt? Skal psykologerne ‘fikse alt’, som vi også kalder det? Det er da en kæmpe overbelastning af psykologerne. Det er ikke alle problemstillinger, der kræver en psykolog, og hér tror jeg, at præster og psykologer i bund og grund supplerer hinanden rigtig godt. Psykologerne skal have tid og mulighed for at have samtaler og yde behandling til mennesker med angst, stress, depression og andet. Præsterne derimod står til rådighed for den brede samtale, som også ofte kaldes den eksistentielle samtale.”

I lyset af sine mange samtaler med klienter skelner psykologen Dorte Larsen mellem de gode råd og den forståelse, som et menneske gennem samtaler kan nå frem til.

“Hos både psykologen og præsten møder man et menneske, der gerne vil hjælpe. Jeg tænker, at begge ved, at gode råd ikke er særlig brugbare, men jeg forestiller mig alligevel, at hjælpen fra præsten indimellem kan være mere konkret end hos psykologen. Hos præsten får man måske en bevidsthed om sin egen begrænsning, og at man er sat ind i en større sammenhæng, og hos psykologen får man måske en bevidsthed om sammenhænge i ens liv og en større forståelse og omsorg for sig selv.”

Godt at tale med en præst 

Præsten er ikke psykolog, men de fleste præster ved alligevel meget om psykologi. Det skyldes, at psykologien har flere berøringsflader med religion og teologi. Dele af den moderne psykologis gennembrud, og især den eksistentielle psykologi, kan føres tilbage til Søren Kierkegaard. Kierkegaard beskæftiger sig med emner som ensomhed, valg, sorg, glæde, tro, angst og fortvivlelse; emner, som er afgørende i ethvert menneskeliv. For Kierkegaard er kendskab til disse ting afgørende, og han sætter det højere end de systemer, som vi lægger ned over livet i et forsøg på at tæmme det. At eksistere, hævder Kierkegaard, er at være nærværende til stede og at forholde sig til sig selv. Alt dette ved præsten ofte noget om, og derfor kan det være nyttigt at tale med præsten om, hvad det vil sige at være menneske i verden.

Sjælesorg 

Præsten har gennem sin uddannelse modtaget undervisning i sjælesorg og kaldes derfor også ‘sjælesørger’. At yde sjælesorg er i sin grund at tage imod et andet menneske, at lytte til det menneske og indbyde til samtale om de ting, som gør ondt. At være sjælesørger kan også være at hjælpe den sørgende til at finde et sprog i den verden, som er brudt sammen. Og verden kan bryde sammen på mange måder for unge mennesker. Der kan også være følelser af skamfuldhed og skyld eller spørgsmål om tilværelsens mening.

En væsentlig forskel på psykologen og præsten er, at præsten i sin praksis har stor erfaring med ritualer. Det gælder først og fremmest de ritualer, som findes i kirken, ved gudstjenesten, vielser og begravelser. Men præsten arbejder også ud fra, at det enkelte menneske ofte har sine egne ritualer. Præsten kan derfor tale med den enkelte om betydningen af at have og udføre et ritual. Det sker, at de efter samtalen går hen i kirken og tænder et lys. Og måske finder de med præstens hjælp frem til nogle ord, en bøn eller et fadervor. De kan også dele et øjebliks stilhed, eller præsten kan vælge at lyse velsignelsen, hvilket kan give den enkelte fred i sindet.

Øjenåbner 

Præster og psykologers holdning til samtalerne er heller ikke den samme. Når de unge bliver henvist til samtale med psykologen fra Studenterrådgivningen eller lægen, så er tilgangen til samtalen afgørende.

“Jeg tror, at vi som præster og psykologer har forskellige tilgange. Først og fremmest er psykologens tilgang, at mennesket skal føle sig hørt og taget alvorligt. Dernæst ser jeg som psykolog det som min fornemmeste opgave at hjælpe det enkelte menneske med selv at finde ud af, hvad der er det rigtige, da jeg tænker, at det vil være arrogant og en misforståelse, hvis jeg tror, at jeg ved bedst på et andet menneskes vegne. Til gengæld kan jeg sparre og indimellem give nogle bud på og alternative handlinger i forhold til, om ting kan forholde sig sådan eller sådan, og om det kunne være en idé at tænke noget på en anden måde. Og så ser vi, om der er noget af det, der vækker genklang,” siger psykolog Dorte Larsen.

Studenterpræst Lene Crone Nielsen forklarer, at præsten ikke går til samtalen som behandler, men som præst og sjælesørger.

“Præster er ikke behandlere. Vi er sjælesørgere. Vi tilbyder et fortroligt rum, hvor man kan få lettet sit hjerte ved at tale om det, som man har brug for at tale om. Jeg plejer at sige det på den måde, at samtalen med præsten ikke nødvendigvis har et formål – men at samtalen giver mening. Når man får mulighed for at fortælle og sætte ord på sit liv, skabes der mening og sammenhænge, og der åbnes op for det, som er værdifuldt, men som man kan have svært ved at få øje på. Præster er rigtig gode til at se livet i et andet perspektiv end det sædvanlige, og det er der virkelig mange, der efterspørger. Vi ved alle, hvor rart det kan være at blive mindet om, at livet er langt større end det, vi tænker og forestiller os. Livet går ikke nødvendigvis i stykker for good, fordi kæresten er skredet, eller man ikke har overskud til at træne så meget, må forlænge sit studie eller ikke orker sin roomie, fordi han lige er flyttet hjemmefra og ikke ved, hvordan man tænder en opvaskemaskine.”

Men er det overhovedet muligt at sammenligne de samtaler, som præsten og psykologen har med unge mennesker? Lene Crone Nielsen mener godt, at man kan sammenligne samtalerne.

“At sidde over for et andet menneske, som har tid til at lytte og spørge ind til én, er som regel og i sig selv velgørende. Her er det ikke afgørende, om det er en præst, en psykolog eller en anden. Man kan utvivlsomt finde rigtig mange lighedspunkter i vores arbejde, men for mig at se er det faktisk vigtigere at holde fast i forskellene. Heldigvis er både psykologerne og præsterne blevet meget bedre til at tale sammen og lære af hinanden, men vi skal ikke det samme. Mennesket er et sammensat væsen, og vi har brug for at blive set på og talt med ud fra mange forskellige metoder, tilgange og positioner. Præsten har Gud med i samtalen, og det er nok den største forskel. I bund og grund er det Gud, der giver det vigtige og uundværlige perspektiv.”