Når ånd bliver til Helligånd

Ånd

Langt de fleste af os har en temmelig god fornemmelse af, hvad ånd er – eller kan være. Det afslører sproget i udtryk som ‘firmaets ånd’, ‘holdånd’, ‘byens ånd’, ‘stedets ånd’ osv.

Ånden kan også ’komme over én’, når man f.eks. sætter sig noget for og er særligt motiveret og opslugt af en opgave. Nogle mennesker oplever sågar at ’være i flow’, når tid og rum ophæves i en passioneret optagethed af den ene eller den anden interesse.

’Kærlighedens ånd’ møder de fleste af os i forelskelsen, som opleves som en kraft, der tager os, forfører og fører os til forskellige former for bevægethed. Eller i den ’kærligheds ånd’, der udfolder sig mellem forældre og børn, og som opleves som en overvældende kraft, hvis styrke kun kendes glimtvis fra andre relationer, som f.eks. venskabet.

Åndens kraft kan dog også opleves negativt. Man behøver blot at forestille sig en skoleklasse eller en arbejdsplads, hvor der hersker en dårlig ånd. Eller fodboldholdet, hvor spillerne løber tilfældigt og forvirrede rundt, fordi de ikke kan finde hinanden. Spillet ruller på ingen måde, arbejdspladsen og skoleklassen mistrives, ligesom det sker i familier, at man lever hver sit liv, fordi fællesskabet udfordres af en dårlig ånd, der paradoksalt nok ’holder sammen på det hele’ ved at kontrollere, skælde ud og lede efter fejl og mangler.

Helligånd 

Helligånden derimod tilfører os det ’mere’, der kan udfordre og stå imod f.eks. en dårlig ånd, der binder mennesker negativt sammen, og i sidste ende bryder ned.

Ånd og Helligånd er det, der er imellem: En størrelse eller kraft imellem én selv og den intense opslugthed. Imellem én selv og de mange tanker og følelsesmæssige overvejelser. Og ikke mindst imellem mennesker. Det tredje imellem mig og dig eller flere.

Ånd er et rum, et bevidstheds- og bevægethedsrum, en motor eller en drivkraft, der både bærer og modsiger, tilfører og udvikler, ændrer eller forandrer. Og når ånd kaldes Helligånd, er det præcis pga. det ’mere’, som hverken er én selv, den anden eller andre, men derimod opstår imellem mennesker.

Når ånden er hellig, er Gud i spil. Når ånden defineres som hellig, anerkendes det ’mere’ – det rum og den dimension, som fremkalder ethvert menneskes umistelige værdi og ukrænkelighed. Uden undtagelse!

Helligåndens fællesskab 

Hvis man kan acceptere, at troen – ånden – findes, så medfører det en radikal forståelse af fællesskabet: Af at det er ånden selv, der bevæger, griber over og holder sammen på.

Det afslører sproget også. I negativ forstand kan fællesskaber og relationer fastholdes, ved at de samtidig brydes ned. Man kan tale hen over et andet menneske, udstille eller ignorere andre. Man kan tale den anden ned ved at tale sig selv op. Sproget gør, ligesom ånd, noget ved os.

Omvendt bygger sproget fællesskaber og relationer op, når man taler ’i øjenhøjde’, fremhæver talenter og gode egenskaber. Handlinger gjort kærligt, ’et godt sted fra’, viser tillid, værner og beskytter, hvor det er påkrævet. I sådanne tilfælde ser man det ’mere’ i den anden, i situationen, i livet. Verden åbner sig, og virkeligheden gøres større, end en umiddelbar reduktion tillader.

Når ånd udfolder sig som Helligånd, er der altid mulighed for nye begyndelser – uanset hvem vi er, hvor vi er, og hvordan det går os her i livet.

Den radikale forståelse af åndens hellighed peger hen på den lige så radikale forståelse af fællesskabet: Når det på en og samme gang er et mangfoldigt, bevægeligt og samtidig stærkt og forankret fællesskab – nemlig kærlighedens og Helligåndens fællesskab.