DEN SKRØBELIGE TILLID

Hun er blevet kaldt ytringsfrihedsfundamentalist, men dommerfuldmægtig Nina Palesa Bonde er ikke bleg for at stå op for sine idealer. ’Barrikadernes galionsfigur’ sov på gaden i ni dage foran Forligsinstitutionen under truslen om storstrejke eller lockout i 2018. I dag kombinerer hun dommerembedet med at være aktivist og et familieliv med to små børn. Vi møder hende på hendes yndlingssted: biblioteket.

”Helt fra før jeg kunne læse, sad jeg på min fars bibliotek, i en højtlæsningshule, kunne man kalde det. Så satte jeg et kassettebånd på, havde bogen i hånden, og så lod jeg, som om jeg læste. Det var mit indblik i resten af verden. Jeg har altid elsket at gå i skole, og personalet på biblioteket var videbegærlige og passionerede, det gav mig tidligt en tillid til samfundet og verden udenfor.”

Gejst har givet den 41-årige dommerfuldmægtig Nina Palesa Bonde et eneste stikord til interviewet: tillid. Og det er næsten som at trykke på en knap, for hun lægger energisk ud.

”Tillid er noget nær afgørende i mit job; hvis du ikke har tillid til den dømmende myndighed, så kan du faktisk ikke acceptere vores afgørelser eller bruge dem.”

Hun er vildt stolt over, at vi i Danmark scorer højt i forskellige målinger af borgernes tillid til myndighederne, men der er begyndt at komme sprækker.

”Vi er ikke perfekte og fuldendte i hele retsvæsenet: Politi, anklagemyndighed, domstole og afsoning får af og til nogle bump på vejen.”

Som eksempel nævner hun, at en aktuel debat om politiets hårdhændede anholdelser har skadet befolkningens tillid, og at det smitter af på andre myndigheder, fx i retssystemet, hvor hun arbejder.

”Altså, hvis man oplever en dårlig og ubehagelig episode med politiet, og noget går galt, så skal vi være forsigtige med at lade det smitte af, for det kan være, at der her er en negativ kultur, der skal ændres. Jeg har lagt mærke til, at borgerne på de sociale medier ofte slutter fra en enkelt sag til, at hele myndigheden er galt afmarcheret. Derfor er det vigtigt, at vi i de systemer, som vil nyde borgerens tillid, skal yde et ekstra benarbejde for at genetablere tilliden, når den sprækker. Det kræver, at vi lytter rigtig meget til det, borgerne siger.”

Nina Palesa Bonde taler levende og engageret; hun fremhæver, at vores grundlov med et system, som er forholdsvis nemt at følge med i, også spiller en rolle i at skabe tillid.

”Der er offentlighed og mundtlighed, så man kan gå direkte ind ad døren og overvære de sager, vi har i retssalene. Og vi har et domsmandssystem, som rummer et velrepræsenteret udsnit af befolkningen. Der sidder skolelærere, sosu’er og ingeniører og deltager i straffesagerne. Det betyder, at domsstolssystemet her i landet ikke er noget i en fjern tåge, langt væk. Der kan komme familiemedlemmer med ind, der kommer tit skoleklasser ind og ser, om tingene går ordentligt for sig. Det er helt sikkert med til at præge den tillid, vi har til systemet.”

DOMMERKAPPEN

For Nina Palesa Bonde har spørgsmålet om borgerens tillid også spillet en rolle de gange, hvor hun iklædt dommerkappen har måttet komme med en hård dom.

”Jeg har kun haft én klagesag i 10 år. Men der har været tilfælde, hvor folk, der har stået i retten hos mig, er utilfredse og siger ting, når der er afsagt dom. De fleste har dog en oplevelse af, at de er blevet lyttet til – også selvom man taber. Jeg har sendt en mand to år i fængsel, og da han går, så rækker han hånden frem og siger: ”Tak for, at du lyttede.”

Men, indvender hun, der er forhold, som ikke er tillidsskabende, fx når borgerne ikke kan gennemskue, hvad der er sket:

”Jeg hører i øjeblikket flere og flere eksempler fra myndighedspersoner på, at der bliver søgt om aktindsigt i ansattes personalesager, eller at man som borger søger oplysninger. Det er måske en reaktion på det forhold, at myndighederne lukker sig om sig selv.”

Den lukkethed handler om, at der er i nogen grad er stor afstand mellem den aktuelle politik og borgernes hverdag. Ifølge Nina Palesa Bonde skyldes de mange kommissioner, der bliver nedsat, at vi ikke kan finde ud af, hvad der op og ned. Det gælder de aktuelle Claus Hjort og Lars Findsen-sager, men også Mink-sagen, Tibet-sagen og Helle Thornings skattesag.

”Politikerne er meget hurtige til at nedsætte en kommission, når de bare lugter en sag,” fortæller hun og snuser ihærdigt for at understrege det komiske i fremgangsmåden.

”Så skynder de sig at lukke alle døre i, og så er der vandtætte skotter mellem dem og os; alt er lukket. Det underlige er, at der er disciplinære systemer inden for Christiansborgs egne mure - fx systemet med at uddele næser, hvis man har begået en fejl. Men vi er måske gået i retning af, at vi politisk skynder os at lukke, dæmpe, dække, slette sms’er, for nu siger jeg det, som det er,” siger Nina Palesa Bonde grinende.

”Så skal vi sætte er stort apparat i gang for at finde ud af, hvad der er sket, så man kan genetablere tilliden. Jeg mener, hvis der var større politisk gennemsigtighed og åbenhed, så kunne vi have undgået en hel del ting. Hvis de havde lagt oplysningerne frem, så kunne de inden for egne rækker med eget disciplinært system have draget konsekvenser, og så kunne vi som vælgere lidt hurtigere tage stilling til, om vi gider stemme på dem igen.”

STUDENTERHUE OG TOG TIL KØBENHAVN

At Nina Palesa Bondes valgte at læse jura og i dag er dommerfuldmægtig, beror på, at hun er en kende vægelsindet, forklarer hun og fortsætter.

”Mit valgt af jura er belagt med brosten af manglende fravalg, fordi jura er fuldstændigt åbent - det er med ”åben modus”. Her kan du beskæftige dig med alt, samtidig med at du hører menneskers historie.”

Hun er vokset op i Sønderborg i en kernefamilie, indtil den ikke var kernefamilie længere. Forældre blev skilt, da hun gik i 5. klasse.

”Da jeg blev student, ville jeg til København og startede med at arbejde i Jysk Sengetøjslager. Jeg skulle tjene nogle penge og troede også lige i et svagt øjeblik, at jeg skulle være butikschef; der var fart på. Man udretter noget, og der var en fed personalekultur, men det var alligevel ikke det, så jeg søgte ind på jura.”

”Jeg var nok drevet af en mor, der havde ambitioner på mine vegne. Hun pegede på medicin; hun sagde: Du kan ikke bare gå ud og finde en kæreste og blive gift, du skal have en uddannelse. I mine måder at vælge valgfag var jeg vægelsindet, og jeg er stadig i dag vægelsindet og tænker på, hvad den næste uddannelse skal være. Jeg er ikke sikker på, at jeg er helt færdig med at videreuddanne mig,” siger hun og kluk-ler.

Efter sine forældres skilsmisse boede Nina Palesa Bonde i begyndelsen mest hos sin bibliotekar-far og senere hos sin sosu-assistent-mor, der stammer fra Lesotho i Sydafrika.

”Min mor begyndte at græde, da jeg blev færdiguddannet som jurist. Vi fejrede det ikke med et stort brag og champagne eller sådan noget. Men for mig var det en fejring at sige det til min mor.” Nina Palesa rømmer sig og tørrer sine øjne. Grunden til, at hun bliver rørt over at kunne fortælle det til sin mor, er, at moren kommer fra en lillebitte bjerglandsby i Lesotho, man ikke kan finde på landkortet. Der er hverken rindende vand eller strøm, og der går kun jordveje dertil.

”At hun kunne opleve sin datter blive jurist. Det er fuldstændigt mind blowing for hende.”

ANDERLEDES YTRINGSFRIHEDSFUNDAMENTALIST

Det barnlige og legende er stadig intakt hos den 41-årige dommerfuldmægtig, der kan finde på at tage turen til byretten på rulleskøjter. Hun demonterer ved flere lejligheder billedet af en kedelig person i dommerkappe.

”Jeg går ofte ud og fortæller om lovkvalitet og retssikkerhed. Jeg vil strække det så langt som at sige, at det er en borgerpligt at rydde op i de vildfarelser, der er om vores samfund, og at deltage i den offentlige debat. Hvis jeg ser, at folk hele tiden henviser til et forkert citat, så gør jeg lige et folkeoplysende arbejde, jeg henviser til afgørelsen på domstol.dk. De fleste - også Højesterets afgørelser - kan man godt læse som lægperson og blive klogere på, hvad der egentligt står.”

Nina Palesa Bonde er kendt for at have stærke holdninger. Hun har som offentligt ansat ytringsfrihed, og den frihed lægger hun stor vægt på.

”Når jeg bliver kaldt yt-rings-fri-heds-fun-da-men-ta-list,” siger hun ironisk, mens hun udtaler ordet i stakato; så er det ikke særlig hyggeligt. Nogle spørger: Skal vi ikke droppe debatten og genetablere hyggen? Nej, siger jeg, en gang imellem er vi nødt til at tage de svære samtaler. Og jeg håber, at vi på sigt kan nå derhen, at vi løbende også taler om, hvad vores demokratiske samfund skal indeholde. Vi bliver nødt til at forholde os til en mink-skandale eller en koran-lov. Når der er nogen, der kører rundt i Århus og råber: ”Gud er større,” og fejrer Hamas, så er det, fordi vi ikke har taget snakken, inden det bliver til kriser. Det skal vi øve os på i Danmark, og det er vi ikke gode til.”

BARRIKADERNES GALIONSFIGUR

Nogle vil huske en kvinde i gul vest, der under overenskomstforhandlingerne i 2018 blev natten over og sov ude foran Forligsinstitutionen i ni nætter. Her fik hun tilnavnet ’barrikadernes galionsfigur’, og det var under truslen om storstrejke eller lockout, at Nina Palesa Bonde blev aktivist.

”Vi djøf`ere var ikke så synlige. Vi har jo ikke tradition for at gå på gaden. Det er noget, skolelærere og sygeplejersker kan, og vi har i mange år ladet dem tage slæbet. Jeg tog forbi Dronning Louises Bro, hvor skolelærerne fx stod. Jeg fik nogle af deres flyers og sang sammen med dem. Det gjorde mig glad, at faggrupperne blandede sig med hinanden. Djøf`erne var i jakkesæt med gule veste udenpå, og pludselig kunne man se musketér-eden. Der var et før og et efter OK18, uanset hvad man synes, der er sket efterfølgende med store bededag og løftet om 5.000 kr. til nogle og ikke til andre. Solidariteten har fået et nyt ansigt.”

For at optimere sin selvtillid har Nina Palesa Bonde taget hul på en anden slags aktivisme – det, hun med et skævt grin kalder ’djøf-tivist’.

”Det har jeg været nødt til, fordi Djøf var blevet et skældsord. Det var blevet ok at omtale en hel gruppe negativt, men djøf’ere er alt muligt, også en dommer; vi er en hel palette.”

Tidligere tiders opfattelse af, at myndighedspersoner, som fx dommere, ikke kan lave aktivistisk arbejde, er for længst passé, hvis man spørger hende. Hun var også initiativtager til den danske støttegruppe for den franske skolelærer Samuel Paty, der brutalt blev myrdet for at ville vise sine skoleelever Muhammed-tegningerne. Ved en mindehøjtidelighed med kransenedlæggelse foran den franske ambassade på Kongens Nytorv i København sagde hun, at det ikke alene er en fransk kamp at slås for ytringsfriheden i skolerne. Den er lige så vigtig i de danske klasselokaler.

”Vi har set undersøgelser i Danmark, hvor lærere og undervisere siger, at der er emner, de ikke tør undervise i. Så det her er altså også aktuelt i Danmark.”

Biblioteket, hvor vi sidder, har en særlig betydning for Nina Palesa Bonde. Efter at hun har dannet familie, er Hovedbiblioteket stedet, hvor Nina og hendes mand leger med deres børn.

"Jeg prøver - uden held - at holde arbejdet væk fra det private rum om min familie, så har jeg en deadline på en kronik, sidder jeg ofte på Hovedbiblioteket og nyder roen og den gode kaffe. Og skal jeg planlægge en demonstration, sker det næsten altid på et bibliotek, hvor jeg nemt kan mødes med andre, som det også var tilfældet med den første mindehøjtidelighed for Samuel Paty."