Maskiner, mennesker – og tillid

I Rigshospitalets nordfløj ligger afdeling 6021, også kaldet ’Neurointensiv.’ Afdelingen ligger for enden af en lang og lysfyldt svalegang. Lyset er levende og intenst. Det vælder ind ad de store vinduer. Sofaerne på denne gang er, ligesom afdelingens døre og gulve, holdt i blåstøvede nuancer. På gangen sidder de pårørende og venter på nyt om deres kære. Førstehåndsindtrykket er overvældende. Alle patienter har enestue, og de er omgivet af udstyr. Maskiner, skærme, bippende alarmer og andre lyde. Det kan virke meget distraherende for de pårørende, men ikke for Maja Frisenholt Jensen, der er intensivsygeplejerske på afdelingen. Hun er også uddannelsesansvarlig for intensivspecialuddannelsen på 6021, der er en del af Neuroanæstesiologisk Klinik

”Der er mange maskiner og meget udstyr på stuerne, respiratoren for eksempel. Via en skærm hjælper den os til at overvåge patientens vejrtrækning. Jeg ved, at det for de pårørende kan virke meget distraherende med alle disse maskiner og lyde. Men for mig, som sygeplejerske, giver alarmer og udstyr en enorm tryghed. Der er alarmer på næsten alt udstyr, og de aktiveres ved selv de mindste ændringer i patientens situation. Det kan være, at blodtrykket stiger kortvarigt, eller at fugteren på respiratoren ikke er varm nok. Så lyder alarmen. Det er vores opgave at forklare de pårørende på stuen, hvilke alarmer der lyder, og hvad de betyder. Det er med til at skabe tryghed. Jeg har fuld tillid til vores udstyr, og det tjekkes inden hver vagtstart, både morgen, aften og nat.”

Hvordan kan man have tillid til en maskine?

”Det er afgørende for os, at vi har tillid til maskinerne. Patienterne kan være meget ustabile ved ankomst, og der er tit brug for et akut indgreb. Oftest i form af operationer ved neurokirurgerne. I hjernen findes et ventrikelsystem, en form for hulrumssystem. Det bruges af hjernen som en slags stødpude. Men når hjernen bløder, kommer der blod i systemet. Og dette blod kan samle sig og klotte hele systemet til. Patienterne kan derfor få brug for et udvendigt dræn for at afhjælpe dette. Kirurgerne kan også anlægge en måler, der kan måle trykket inde i hjernen. Der er mange behandlingsmuligheder. Lykkeligvis. Det er maskinerne, udstyret, der fortæller os, hvornår der er brug for akut intervention. Vi har stor tillid til, at maskinerne hjælper os ved at kalde på os. I løbet af et øjeblik kan stuen være fyldt med mennesker, der arbejder intensivt i et højt tempo,” forklarer Maja Frisenholt Jensen.

Hvem indlægges her?

”Almindelige mennesker, som du og jeg. Mennesker, der står op til det, som de tror er en ganske almindelig dag. De tager tøj på og sender måske deres børn i skole. De kysser deres ægtefælle farvel eller afslutter dagens første skænderi, for derefter selv at køre på arbejde. Og så ændres deres liv i et splitsekund ved en trafikulykke, et fald eller et andet uheld. Hver dag mindes jeg om, at livet er skrøbeligt og ikke en selvfølge.”

Hvilke skader har de mennesker, som indlægges?

”På 6021 modtages patienter i alle aldersgrupper, også børn ned til to år. Det kan være mennesker med akut opståede blødninger i hjernen efter et hovedtraume eller spontant opståede blødninger, ved fx en udposning på et kar i hjernen. Vi modtager patienter med hjernetumorer og patienter med neurologiske lidelser, der gør, at patienten har brug for at blive lagt i respirator i en periode. Vi modtager også patienter, der har brækket det øverste af rygsøjlen, et brud som kan lamme et menneske helt eller delvist resten af livet. Her ligger også mennesker, som må erklæres hjernedøde. Organdonation fylder derfor meget på afdelingen. Mine kollegaer og jeg møder hver eneste dag ind til et andet menneskes værste dag.” Ofte må patienterne lægges i kunstig koma.”

Hvad er kunstig koma?

”Ved kunstig koma lægges man til at sove dybt ved hjælp af sove- og smertestillende medicin. Dermed giver man hjernen den hvile, som den har behov for for at komme sig. Når man lægges i dyb kunstig koma, kan man ikke selv trække vejret. Hvis patienten ikke allerede er tilkoblet en respirator, så bliver de det. Ofte går der mange timer, inden vi kan give pårørende en form for afklaring. Vi holder lægesamtaler, og sygeplejersker er konstant på patientstuen til at besvare spørgsmål fra pårørende.”

Hvad er det, der binder jer sammen på afdelingen?

”6021 er en unik afdeling, hvis du spørger mig. Jeg ved ikke, om det er det barske speciale kombineret med de meget dygtige kollegaer, der hver eneste dag er klar til at møde ind til et andet menneskes værste dag. Men jeg ved, at det kollegiale sammenhold på denne afdeling er helt unikt. Der er en åbenhed og en accept af, at vi hver eneste dag står i meningsløshed, afmagt og håbløshed.”

Hvordan klarer du det?

”Mit arbejde fylder mig ikke med frygt, men med taknemmelighed. Taknemmelighed over livet. Hver morgen går jeg tillidsfuldt og med taknemmelighed til arbejdet. Jeg bruger svalegangen til at samle mine tanker, inden jeg møder på afdelingen. De pårørende lægger jeg mærke til hver eneste morgen, og jeg siger altid: ”Hej” og ikke: ”Godmorgen.” Jeg er meget opmærksom på, at det nok ikke er en god morgen for dem. Når jeg kommer gående i min uniform, bliver de meget opmærksomme. Er jeg mon den sygeplejerske, der skal varetage sygeplejen af netop deres kære? Er det mon mig, der kommer med information og nyt fra stuen? Og er det mon mig, der kan give dem tilladelse til at komme med ind på stuen? Når jeg går hjem fra arbejde i civil, i mit almindelige tøj, er de pårørende ikke så opmærksomme på mig. På vej hjem bruger jeg svalegangen til at lægge arbejdet bag mig, så godt jeg nu kan. Det kan godt fylde i min fritid. Men jeg går altid hjem som Maja, som mor og som hustru. Det er en voldsom kontrast. At gå hjem fra afmagt, magtesløshed og håbløshed. Hjem til oplevelsen af så megen ubetinget kærlighed mellem mig og mine to børn. Her oplever jeg ubetinget glæde og tillid.”