Dagbog fra en kommende far
22. september
Efteråret lader vente på sig, mens sommeren trækker i langdrag. Det er rart med varme så sent på året, men samtidig også foruroligende. Som med efteråret kommer terminen tættere og tættere på for hver dag, der går.
Jeg glæder mig mere og mere, som dagene går, og min partner fortæller om bevægelserne inde i maven, der er gået fra bobler til dans og møffen efter mere plads. Snart kan jeg måske også mærke dem, men for nu er det stadig kun hjertebanken, jeg møder, når jeg lægger hænderne på hendes mave. Om det er hendes eller barnets, er ikke til at sige. Jo mere virkeligt det bliver, des mere melder tankerne sig. Mest en spændt glæde. Men også begyndende tanker om, hvad det dog er, vi har kastet os ud i. Det bliver spændende at møde de andre i samtalegruppen i morgen og høre, hvad de har af tanker.
27. september
Det første møde var i onsdags. Det var betryggende at høre, jeg ikke er den eneste, der tænker, som jeg gør.
Under snakken slog det mig, at det faktisk er sjældent, jeg får mulighed for at tale om at være far. Også selvom nogen måske vil mene, jeg ikke helt er far, før jeg holder vores barn i mine arme.
Min partner taler tit med sine kvindelige kollegaer, veninder, sin mor og andre kvinder om, hvordan det er at være gravid. Fødslen. At være mor. Jeg taler også med kvindelige kollegaer, veninder, min mor og andre kvinder om, hvordan det er at blive og være … Far? Måske nærmere forælder. Det er ikke mange mænd, jeg taler med om, hvordan det er at være far. Det er, som om det mest handler om, hvordan det er at være forældre sammen. Sjældent bare at være far. I gruppen kan jeg tale med andre mænd om, hvad der sker med os. Ikke med os som i mig og min partner, men med os som kommende fædre.
Det at være i et kirkerum gjorde noget særligt. Med så stort et rum er man næsten nødt til at lade sig selv være lille. Der var rigelig plads til at åbne op. Ordene hang i luften, længe efter de blev sagt, og jeg kunne mærke, det kaldte på eftertænksomhed. Rummet gjorde os små, men det, vi sagde, blev stort.
1. oktober
Til næste møde skal vi tale om det ufødte barn, og vi skal forberede os ved at præsentere tre ord, der beskriver os selv som børn. Jeg ved, det ene er “nysgerrig.” De andre må jeg få tænkt over i aften.
Min partner har et par gange spurgt mig, hvordan jeg tror, vores barn bliver. Jeg synes, det er svært at komme med et godt svar, for det kan jeg jo ikke vide. Ud over at vi håber, det ikke bliver et kolikbarn som mig.
Mange af de her spørgsmål kan vi jo ikke svare på, før vi står med vores barn. Det siger jeg til min partner. Men når jeg sidder med de andre fædre og bliver tvunget til at tænke tankerne til ende, kan jeg mærke, at det bliver mere virkeligt for mig, at der er et barn på vej.
4. oktober
Igennem samtalen bliver jeg inspireret til, hvordan vi kan forsøge at sætte vores familie sammen. Eller hvad vi skal forsøge at holde os fra. Denne her indsigt i andres liv er ikke lige sådan en, man får over frokostbordet. I gruppen har vi virkelig fået bygget en tryghed op, hvor vi kan tale om det, der bekymrer os. Og også det, der ikke nødvendigvis er en bekymring, men bare er en tanke, der er rar at lufte. Eller rar at ventilere. Det er et godt rum, vi er ved at bygge sammen.
Da vi skulle forestille os vores kommende barn, var det sjovt at opleve, hvordan vi alle spejler os selv eller vores partner i vores ufødte barn. Vi forestiller os og håber nok, at børnene i lange stræk bliver som os. Selvom der også er ting, vi helst ikke vil give videre, så forestiller vi os mest, at det er de gode ting, der kommer. Det er fedt at mærke glæden og spændingen.
11. oktober
I denne uge handlede det om fædre. Det var en god snak, vi havde. Også om vores egne drømme (og betænkeligheder) om os selv som fædre. De to timer gik virkelig hurtigt – vi kunne sagtens have talt i meget længere tid. Der bliver i den grad krattet i nogle ting, når man sådan skal sætte sig ned og tænke over sit forhold til sin far. Og hvordan man selv vil være far. Det var en dyb omgang, svær at gå ind i her på skrift. På den gode måde.
24. oktober
Stemningen i gruppen var mere løs i går. Det bliver løsere og mere kammeratligt, som vi lærer hinanden bedre at kende.
Forrige gang kunne vi snildt have brugt mere tid, og det kunne vi egentlig også i går. Nysgerrigheden på hinanden er tydelig, og vi havde en fed dynamik i snakken om familier, værdier, drømme, naboer, venner, planer, fester, svigerforældre, hyggeaftener og skovture. Fremtiden er åben, men også usikker, og vi gør os alle tanker om, hvordan vi skaber det bedste grundlag for vores børn. Og det er tydeligt, vi også bliver inspirerede af hinanden.
Der er mange måder at være familie på, og i lange stræk kan vi nok bedst forestille os det, vi gerne vil give videre fra vores egen, og det vi gerne vil lave om på. Men det helt nye, det kan være svært at forestille sig. Det gør det lidt lettere, når man får det præsenteret.
Efter gruppen stod vi og snakkede af uden for kirken, inden vi fandt til hver vores hjem. Det kunne egentlig være meget fedt at dele noget af barselstiden med nogle af de gode gutter, når vi kommer dertil.
1. november
I går handlede det om fødslen. Vi fik en helt frisk fødselshistorie – det var fedt at høre om! Det gav nogle meget konkrete ting, jeg lige skal have tjekket op på, inden vi er tæt på termin.
Vi skulle også tale med vores mor om, hvordan vores egen fødsel var. Det var en god mulighed for at få den historie igen, og jeg er egentlig også blevet meget bedre rustet til at spørge ind, end jeg var for to måneder siden. Nu kender jeg til smertelindringsmetoder, rebozo, lændeafspænding og alt det andet, der kan være en del af fødslen.
Det er meget mægtiggørende, sådan at kunne udveksle tips og tanker med de andre fædre. Vi tager ligesom lidt af magten over det her forløb over til os. Og med det kollektiv føler jeg, vi har skabt en god, fælles pulje af erfaringer, vi alle kan trække på.
Jeg tror også, jeg skal få taget fat i nogle af mine gamle venner og kollegaer og høre dem. Sådan rigtig at få hørt om deres overgang til at blive far.