Fortsæt til hovedindholdet

Det hellige rum som seværdighed

Gejst 2025
FOTOS OG TEKSTER: TOBIAS LØVSCHALL-VALEUR OG ULLA HAAHR

For mange mennesker er det en naturlig del af det at være turist i en fremmed by: Er der en kirke, så besøger man den.

Kirker er seværdigheder, og i Københavns Stift tiltrækker de ikke mindst mange udenlandske turister. De smukke bygninger drager. Men hvad er det ved kirker, der er så specielt? Er de anderledes end museer og slotte, fordi de

også er hellige rum? Hvorfor går vi ind i kirker som turister?

GEJST satte sig for at undersøge sagen og opsøgte en række turister ved nogle af de markante kirker i stiftet.

Marmorkirken

Carlos Diaz, Naiara Guade, Alejandro Sepuceuda, Lorena Ponce, Spanien

Vi besøger kirken, fordi den er så stor og flot. Den minder om Pe- terskirken i Vatikanet med den store kuppel. Vi tager ofte i kir- ker, når vi er turister i storbyer i Europa. 

 

Vi er lige kommet med bus fra Hamborg, dér var vi også i flere kirker. Det er som regel meget smukke bygninger – næsten kunstværker i sig selv – og indeni er der også meget smukt. Marmorkirken er som turist- attraktion meget imødekommen- de. Vi føler os velkomne, og det var nemt at finde herhen. Her er også mange andre turister, det er tydeligt, at kirken bliver fremhævet som værd at besøge.

 

Det betyder ikke så meget, at det også er et religiøst sted. Kun ved at vi opfører os på en særlig måde, når vi er inde i rummet. Vi er mere stille og går roligt rundt. 

marmorkirken

Hr. og fru Huebl, Tyskland

Det er en meget smuk kirke, og den ligger fantastisk i forhold til slottet (Amalienborg, red.) – i en lige linje. Vi kan godt lide at besøge kirker, og denne her minder faktisk om kirken i Dresden. Marmorkirken er uden tvivl en stor turistattraktion, det kan man mærke – det er tydeligt, at der kommer man- ge gæster her, og man føler sig godt tilpas her.

 

Fru Huebl: Jeg er katolik, og for mig er det noget særligt at besøge en kirke. Det er et stærkt spirituelt sted, og jeg tænder ofte et lys og beder en bøn.

 

Hr. Huebl: Jeg har det ikke på samme måde som min hustru. Men jeg går altid gerne med i kirker. Jeg bruger tid på at kigge på andre turister – især når de kommer fra andre kulturer som Kina og Japan. Jeg tænker over, hvad de mon får ud af at besøge en kristen kirke, hvad det betyder for dem. Jeg bruger nok lige så meget tid på andre mennesker som på selve kirkebygningen.

 

Københavns Domkirke

Rudi, Schweiz

Det er en meget smuk kirke, jeg kan især godt lide dens enkelhed og de meget rene linjer. For at være helt ærlig så læste jeg først i morges i flyet om kirken og kunstneren bag skulpturerne – Thorvaldsen. Jeg kom her først og fremmest for at se dem og vurdere, om jeg skal tage på selve Thorvaldsens Museum. Og det vil jeg!

 

Jeg besøger altid kirker, når jeg er i nye byer. Jeg er ikke religiøs, så det betyder ikke noget for mig på den måde. Men de fascinerer mig som bygninger. Og det betyder selvfølgelig noget for atmosfæren. Kirkerne giver mig en fornemmelse af kulturen i det land, jeg besøger. Der er meget store forskelle imellem landene, og det, synes jeg, er interessant. 

københavns domkirke

Agnes, Kina

Det er et meget venligt sted, og jeg tror, det er på grund af statuen. Den måde, han breder armene ud på og siger velkommen. Jeg kan godt lide at være her. Især stilheden er dejlig, det bevæger mig at sidde her. 

 

Jeg studerer lige nu i Finland, og der er mange lutheranere. Sådan er det ikke i Kina – der er ikke ret mange kirker.

 

Men det var ikke så nemt at finde informationer om kirken. Jeg googlede mig frem til, at den hedder Vor Frue Kirke. Det er mærkeligt, at der så ikke er en statue af Jomfru Maria, heller ikke udenfor. Det undrer mig. Måske er der blevet ødelagt noget under krigen – der stod noget på google. Det kan være forklaringen. 

Østerlars rundkirke

Gunner, Danmark og Anne Olsen, Finland

Vi bor sammen i Herlev og er på weekendtur med vores børn og børnebørn på Bornholm. Vi besøger kirken, fordi det er en særlig ting for Bornholm.

 

Anne: Jeg har set billeder og hørt en masse om rundkirker, men jeg har aldrig set en i virkeligheden før nu. Jeg synes, at rundkirken er meget spændende, fordi den er så anderledes end andre kirker.

 

Vi har undersøgt kirken hjemmefra og udvalgt netop denne kirke. Vi skal ikke se de andre kirker, det har vi ikke tid til. Det er ikke usædvanligt for os, at vi besøger kirker, når vi er på ferie. Det betyder noget for mig, at det er et historisk sted, men også, at det er et kristent sted.

 

Vi synes, at kirken fungerer godt som turistmål, og den er beskrevet fint i mange turistguides. Den lever op til vores forventninger – vi havde ingen specielle forventninger, og kirken var rund, som vi havde regnet med.

Østerlars rundkirke

Hans Joachim, Tyskland

Jeg er på ferie sammen med min kone, hun går rundt inde i kirken, mens jeg nyder solens stråler. Jeg er ikke særlig religiøs. Vi havde ikke planlagt et besøg, men da vi var i nærheden, gjorde vi et stop. Vi har læst om rundkirkerne hjemmefra, og Østerlars Rundkirke i særdeleshed, fordi det er den største og har en interessant arkitektur.

 

Det er meget normalt for os at besøge kirker, når vi rejser rundt i Europa eller i Tyskland. Østerlars Rundkirke har meget fine adgangsforhold med rene toiletter og gode parkeringsmuligheder. Der er også god skiltning rundt om i kirken, hvor man kan læse mere om historien i dybden. Jeg er glad for besøget og kan anbefale det til andre turister. 

Vor frelser kirke (den med det snoede tårn)

Ally og Maya, USA

Vi er her, fordi det er på listen over ting, man bør gøre i København: op i tårnet og se udsigten over byen. Vi sidder og venter på, at det er vores tur til at komme op. Der er kø, men det er der jo alle steder, når man er turist.

 

Vi har været inde i kirken, mens vi venter. Den er meget flot. Især elefanterne, det er meget moderne. Vi går ofte ind i kirker, når vi besøger storbyer. Det er som regel imponerende arkitektur.

 

Maya: Jeg er katolik, og det er meget naturligt for mig at besøge kirker. Så det er også vigtigt for mig, at det er en kristen religiøs bygning – og ikke fx et slot. 

Vor frelser kirke (den med det snoede tårn)

Joan og Oskar, Danmark

Vi er her for at komme op i tårnet. Men vi har også været inde i kirken.

 

Oskar: Det er første gang, jeg er her, og jeg ville gerne prøve at gå udenfor på trapperne på tårnet.

 

Joan: Vi går som reglen ind i kirker, når vi er turister. Det er tit flotte bygninger.

 

Oskar: Gør vi det?

 

Joan: Det betyder ikke så meget, at det er et religiøst sted. Men det er heller ikke helt uden betydning. Det sætter nogle refleksioner i gang. Der er noget, der er større end en selv

Et skærmbillede af en af mange TikTok-opslag fra Grundvigs Kirke.

Grundtvigs Kirke 

Grundtvigs Kirke i Nordvest oplever et stigende antal turister. Det skyldes blandt andet, at kirken i sommeren 2024 gik viralt: Turister lagde videoer fra kirken på sociale medier som TikTok – og fremhævede, at de besøgte kirken, fordi den ligner kirken, hvor trolden Shrek bliver gift i animationsfilmen 'Shrek'.

De mange gæster betød også udfordringer for kirkens personale, der måtte sætte ekstra skilte op for at sikre respekt om de kirkelige handlinger – og samtidig sikre, at turister følte sig velkommen.

I dag er ca. 200-300 hver dag. Og man er blevet bedre til at håndtere de mange turister, fortæller Gitte Christensen, der er daglig leder af kirken.

“Vi er glade for den store interesse for vores kirke, men det er også vigtigt, at kirken kan fungere som kirke. Vi har blandt andet fået mulighed for at afspærre hoveddøren, når der er bisættelser, og kan også kontrollere indgangen ved, at folk skal stille sig i kø. Og så har vi fået bedre skilte, der tydeligt viser, hvornår og hvad man må lave videoer af.”