En familie med flossede kanter

I vores forsøg på at skabe den vellykkede familie, lukker vi om os selv. Det genkender sognepræst Mads Graves både i sine egen familie og i sit job, hvor han møder mennesker uden familie. 

Tag med på hans rejse, hvor han stiller spørgsmålet, om der findes en mere åben familie

Det begynder fra morgenstunden. Den første sms er allerede tikket ind, før jeg er ude af sengen. Jeg forestiller mig, at jeg altid har det samme bekymrede ansigtsudtryk, når jeg står der i mine underbukser, lettere foroverbøjet over køkkenbordet med en finger hvilende på telefonens skærm. Under alle omstændigheder ved min hustru altid, hvad det drejer sig om. "Er det nogen, som mangler penge?", spørger hun. Og jeg svarer sikkert med en form for gryntende, men dog bekræftende lyd.

For sådan er det nærmest hver eneste måned, når kalenderen fortæller, at nu er vi over halvvejs. Den sidste uge intensiveres det. Forskellige sms’er, mails og opkald kommer ind i en lind strøm, men de omhandler næsten alle det samme: Pengene er sluppet op, vi kender ingen, som vi kan låne af, er det mon muligt, at kirken kan hjælpe igen?

De første beskeder er et stumt startskud til det, jeg bryder mig allermindst om ved mit job som sognepræst i et sogn, der huser en stor del socialt udsatte: udvælgelsen. Kirken har ikke midler til at hjælpe dem alle, og derfor må jeg i gang med at fordele de penge, vi har indsamlet til menighedsplejen ved søndagsgudstjenesten, ud fra temmelig uklar og flygtig indre kalkule. Jeg har dog få principper, som jeg sjældent afviger fra. Er der små børn involveret, har man førsteret, men har du ingen familie overhovedet, så kommer du også foran i køen.

Jeg laver de sidste aftaler over sms og får fordelt gode og dårlige nyheder, mens jeg går op mod kirken. Udenfor står Daniel og venter på mig. Han kommer altid et kvarter for tidligt til vores aftaler, og jeg har efterhånden helt opgivet at være den, som står og tager imod. Sun Tzu skrev, at man altid skal være den første, der møder op på slagmarken. Jeg er altid sidst. Daniel mangler ikke penge, men han mangler nogen at bruge pengene med. Han er et par år ældre end mig, har en søn, som han ser i en 9/5-agtig ordning, men ellers er han helt alene i verden. Han brød med sin egen familie som ung, og svigerfamilien, der med tiden var blevet hans nye familie, forsvandt med skilsmissen. "Ni dages ensomhed," siger han med et smil, der får de våde øjne til at lyse op et kort sekund. Derefter flyder øjnenes glød og farve igen ud i den stille tårestrøms matte grå.

Min kirke minder til tider mere om en socialforvaltning, og efter at jeg blev præst i Københavns Nordvestkvarter, har jeg mødt en mangfoldighed af skæbner, der på den ene eller anden måde er blevet drevet ud på eksistensens yderste kant. Grundene kan være mange, men én ting går næsten altid igen: Når de sidder dér på mit kontor og søger mit selskab og min hjælp, så er det, fordi de ikke har andre. Jobbet er væk, og dermed også kollegaerne. Vennerne er væk. Og familien – den sidste bastion – den er væk.

Med tiden er mit syn på familien som institution blevet skærpet. Jeg er blevet bevidst om den umiskendelige fordel, det er at have en familie, der fungerer. I takt med at jeg selv begyndte at stifte familie, blev det gennem mit arbejde synligt for mig, hvor afgørende det er for mine børn, at jeg er sund og rask og økonomisk stabil, og hvor afgørende det en dag bliver for mig, at de vokser op, sunde og raske og med en lignende økonomi. Jeg er blevet bevidst om, at det har en kolossal betydning for det enkelte menneskes livskvalitet – psykologisk som somatisk – at være en del af en stamme, der ikke blot deler arbejdsgiver eller weekendinteresser, men rent faktisk deler hinandens gener, og i forlængelse heraf en form for kollektiv samvittighed.

Selvfølgelig ser jeg også dysfunktionelle familier. Familier, som er usunde, og i enkelte tilfælde direkte farlige at være en del af. Men de er undtagelsen snarere end reglen. For uanset om du kæmper med økonomien, psykisk sygdom eller bare er blevet uvenner med Gud og hvermand, så er familien ofte dér, hvor tilgivelsen strækker sig længst. Familien er det rum, der måske ikke er enig i dine valg og handlinger, men som alligevel bliver hos dig og lytter til dig. Men hvis familien er så vigtig for et trygt liv, som jeg mener, at den er, hvor efterlader det så dem, der ingen familie har? Eller dem, hvis familie ikke fungerer? Og efterlader kernefamiliens privilegier et ansvar for dem, som står udenfor?

Den guddommelige familie

Søndag efter søndag hører jeg mig selv tale den universelle familie op fra min prædikestol. Den guddommelige familie. Den familie, der ikke begrænser sig til blodets bånd, men som svæver frit imellem os som ånd. Den familie, der er ligeglad med efternavn, etnicitet, klasse og karriere. Det kristne fællesskab, der på paradoksal vis indbefatter alle dem, der ikke er kristne. Hver eneste gang søndagens tekst kan bære det, prædiker jeg den grænseløse familie op. "Tiggeren på gaden er hugget ud af det samme guddommelige marmorbrud som dig selv," siger jeg og føler med det samme en trang til at undskylde over for min menighed for at lade metaforikken løbe løbsk endnu en søndag. Men skønt jeg til tider skammer mig over min form, skammer jeg mig ikke over indholdet. For det er en nytestamentlig pointe, at kærlighed og barmhjertighed skal strømme fra menneske til menneske, upåagtet klan, stamme, familie og andre tilhørsforhold. 

Vi beder Fadervor, og i det øjeblik vi kalder Gud for far, opløser vi for en kort bemærkning vores egen stamtavle. Sagt med en sandhed, der er blevet en floskel: "Vi er alle Guds børn", og forstår man det bare en anelse radikalt, gør det os til ingens børn. Vi er alle brødre og søstre, og derved mister det broderskab og søsterskab, vi nu engang måtte være bundet til med blodets bånd, sin særegenhed.

Tag bare i begyndelsen af Markusevangeliet, hvor Jesus er vendt hjem til sin hjemegn, og hans familie samler sig uden for hans tilholdssted – tydeligt nervøse for det projekt, han har kastet sig ud i. Men Jesus lukker dem ikke ind. Derimod vender han sig mod sine disciple og spørger: "Hvem er min mor og mine brødre? Se, her er min mor og mine brødre. For den, der gør Guds vilje, er min bror og søster og mor."

Det bliver ikke mindre radikalt i Matthæus- og Lukasevangeliet, hvor det flere steder af Jesus selv understreges, at familien som relation og fællesskab ligefrem kan begrænse udfoldelsen af et kristent liv. 

I Matthæusevangeliet lyder det: "Jeg er kommet for at sætte splid mellem en mand og hans far, mellem en datter og hendes mor, mellem en svigerdatter og hendes svigermor. Og en mands husfolk skal blive hans fjender. Den, der elsker far eller mor mere end mig, er mig ikke værd, og den, der elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd."

Og Lukasevangeliet putter ikke ligefrem sukker i skeen, når Jesus siger: "Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, sin hustru og sine børn, sine brødre og søstre, ja endog sit eget liv, kan han ikke være min discipel."

Det er stærk tobak, når man isolerer disse udsagn, og det er naturligvis heller ikke helt retfærdigt over for det samlede billede af Det Nye Testamentes forståelse af familien som institution. Men samtidigt er det meget svært at lukke øjnene for, at der i et kristent liv findes en afgørende etisk fordring, der overskrider familiens ydre grænser. Ovenikøbet i en sådan grad, at man skal være sig bevidst om den moralske sløvhed, en tæt og lukket familiekonstruktion kan føre med sig.

Mennesket er mest menneske, når det er en hykler, og selv når jeg, med brusende blod, har stået og forsvaret min prædiken over kirkekaffen, går jeg hjem og tager min datter i svømmehallen. Halvvejs nede ad Bernstorffsvej ser jeg op i bakspejlet. Der sidder hun alene i sin autostol med to ledige pladser ved sin side. Overboens datter kunne vi snildt have taget med. Passagersædet ved siden af mig er også tomt. Svømmehallen har åbent til klokken er femten, men min familie er lige så lukket som alle andres.

Den fremmede familie

At befri omsorgen, kærligheden og barmhjertigheden fra familiens lænker for derefter at lade dem alle løbe frit imellem os, er ikke kun noget, der findes inden for den nytestamentlige teologi. I vore dage foregår der også intellektuelle og litterære strømninger, der er kritiske over for vores familiekonstruktioner og deres konsekvenser for det liv, vi lever sammen. En af de tydeligste stemmer i disse år er amerikanske Sophie Lewis, der med bøger som Full Surrogacy Now og Abolish the Family har givet begrebet "Family Abolition" en opblomstring i moderne feministisk og antikapitalistisk tænkning.

Begrebet "Family Abolition", der kan oversættes med den lidet mundrette "afskaffelse af familien", kan spores tilbage til midten af 1800-tallet, hvor det ofte sættes i forbindelse med tænkere som Karl Marx og Friedrich Engels. I Det Kommunistiske Manifest fra 1848 diskuterer Marx og Engels familien som en del af de kapitalistiske strukturer, og de kritiserer, hvordan den traditionelle kernefamilie har tætte forbindelser med begreber som privatejendom og kvindeundertrykkelse i hjemmet. 

Sophie Lewis tænker i forlængelse af disse ideer, men føjer mere til. Ifølge Lewis er der brug for en omsorgsrevolution, og det er misforstået, at det kun er i kernefamilien, at kilden til et liv i barmhjertighed og kærlighed skal findes. Lewis beskriver det således:

"Begrebet 'Family Abolition' handler om at sprede omsorgen. Det handler ikke om at forkaste de relationer, vi allerede har. Det handler om, at vi fortjener mere end det, der bliver os fortalt; at vi må nøjes med relationer defineret af blod eller af natur – de relationer, der er os umiddelbart givet. Det handler om, at vi kan udvikle nye former for kammeratskaber, nye former for udvalgte familier, såkaldte xeno-familier. Xeno-familien kan være mindst lige så god som relationer af biologisk eller biogenetisk karakter. Så 'Family Abolition' er en måde at tænke afskaffelsen af kernefamilien som en proces mod at opbygge og udvikle alle de former for kærlighed og omsorg og solidaritet, vi fortjener."

Xenofamilien – en familie af fremmede, forstået rent etymologisk, men nok i virkeligheden skal det forstås som en familie af tilvalgte venner. En familie, man fletter sammen uden om sine egne blodlinjer.

Jeg forstår udmærket Lewis' kritik af kernefamiliens underlige monopol på dagligdags omsorg, men jeg er lidt bange for hendes xenofamilier af tilvalgte venner. Nøgleordet er "tilvalgt", for når nogen er tilvalgt, så er nogen i sagens natur også fravalgt. Og med tiden vil disse xenofamilier vokse sig så stærke og privilegerede, at de vil minde umiskendeligt meget om vores kernefamilier. Så står vi bare med et nyt opgør: Abolish the Xenofamily.

Kernefamiliens styrke er netop, at man på én gang er tilvalgt og ikke tilvalgt. Derfor er man også meget svær at vælge fra.

Den åbne familie

Min sommer bruger jeg med min familie i vores sommerhus. I skyggen af et par store birketræer, der hvisler som tusindvis af slanger i vinden over mig og mine billige havemøbler fra Silvan, sidder jeg og læser Kun til Navlen af Linea Maja Ernst. Det er en morsom bog om fem gamle studiekammerater, der nu, på den anden side af voksenlivets begyndelse, er taget i sommerhus med kærester og børn. Jalousi, flirts og mikrodrama væver sig ind og ud af hinanden, men gennem alle tråde er bogens hovedperson Sylvia en konstant, der insisterer på retten til at drømme om noget større end den låste og lukkede familie. For hvorfor stiller vi os tilfredse med kun at være noget for vores allernærmeste, når vi nu kunne være så meget mere for så mange flere? Jeg tror ikke, Sylvia nødvendigvis drømmer om en xenofamilie eller en absolut guddommelig fordring. Men hun drømmer om et overskud og en generøsitet, som nok alt for let kvæles i kernefamiliens eksklusivitet.

Jeg er draget af Linea Maja Ernsts sommerhusdrama, men flere gange må jeg trække på smilebåndet over at sidde midt i, hvad der kunne være en mareridtsscene fra bogen. Min lille søn sover middagslur. Min hustru plukker blommer med vores datter. Fra skyggen har jeg til den ene side udsigt til vores hårdtprøvede stationcar, der gemmer sig bag den buksbomhæk, der har været forsommerens store projekt, og som jeg er sørgeligt stolt af. Til den anden side ligger vores lille sortmalede kalmarhus, som vi købte, kort før vores datter blev født. Vi er nærmest en karikatur på en ung kernefamilie, som vi går rundt dér i sommerhuset og bruger dag efter dag på de samme små automatiserede handlinger. Vi taler om vores børn, tager ud og bader, skændes lavmælt, mens vi pakker bilen, og når stormen har lagt sig, taler vi om vores børn igen. Vi får besøg af venner, der kommer forbi med deres koner og mænd og børn, og når de tager herfra, er alt stadig ved det gamle. Ingen bliver for fulde. Ingen bytter spontant partnere for en nat. Ingen foreslår et storkollektiv til alles udelte begejstring. De små familier åbner sig for hinanden for en eftermiddag og måske lidt af en aften. Grænserne sløres i et par timer, hvor vi hjælper hinandens børn på toilettet og skødesløst blander vores vinglas i aftensolen. Men når børnene brænder sammen efter den lidt for sene aftensmad, lukker de små familier sig om sig selv, som blomster for natten. Børnene på bagsædet, mand og kone foran. Begge ædru nok til at køre bilen.

Jeg forestiller mig Sylvia stå dér i vores sommerhus, efter de sidste gæster er kørt. Hun prøver at tage sig sammen til at gå i gang med en uoverskuelig stor opvask i et uoverskueligt lille køkken. Men så vågner hun med et skrig, badet i sved og med tydelige pumpende blodårer hen over panden. Det hele var bare en ond drøm. Du er vågen nu, Sylvia.

Jeg sveder ikke tran over kernefamilien. Jeg ved, at den er hårdt arbejde, der også lønner sig, hvis den lykkes. Men jeg ved også, at familien er en lukket fest for mange, der ikke kan få del i al den omsorg og fundamentale grundkærlighed, som en familie kan være en kilde til. Og måske behøver det ikke at være en umulighed at leve i familiens rum, uden at det nødvendigvis bliver et lukket rum. Måske er det muligt at holde familien åben, i den forstand at man kan lade lidt af omsorgsoverskuddet sive ud mod dem, der ikke har del i familiens privilegier. Ud mod venner og venners venner. Det behøver måske ikke være så radikalt, som evangelisterne eller de marxistiske feminister foreskriver. Det kan måske bare være et spørgsmål om at lade familiens ydre grænser flosse en smule og give plads til en mere drømmende og legende forståelse af, hvad en familie kan og skal være.

TILBAGE TIL OVERSIGTEN | GEJST 2025